Anmeldelse: NIKE af Caspar Eric, Gyldendal, udgivet d. 13. august 2015
Af Karoline Kjær Hansen
Den unge danske poet Caspar Eric debuterede sidste år med digtsamlingen 7/11, hvori han i et ultra moderne sprog og med en yderst aktuelt popkulturel referenceramme satte ord på det at være ung anno 2014. Han formåede i høj grad med sin debut at reaktualisere og modernisere den klassiske poetiske form og tematik og leverede det første eksemplar af hashtag-generationens svar på en digtsamling. I sin anden udgivelse NIKE kredser Eric i et langdigt fortsat om kærlighed og individualisering, om end han i langt højere grad fremsætter en skarp samfundskritik af nutidens håndtering og ekskludering af individer med et handicap.
At leve med et handicap
Digterjeget hedder Caspar, er 28 år og spastiker. Han er som forfatteren selv født med cerebral parese, hvorfor han har et invalidt ben og derfor går atypisk og unormalt. Ligheden mellem digterjeget og forfatteren efterlader ingen tvivl om, at der er tale om et autofiktivt værk, hvilket også babybilledet karakteriseret som et portræt af kunstneren som ung cyborg i værkets begyndelse også vidner om. På blottende og arrig vis fremmales en række gængse og hverdagslige situationer, hvor jeget har følt sig begrænset af sin egen krop grundet omverdenens vurderende blikke, og alt det, som han føler, at han bør gøre, men af fysiske årsager ikke evner. Han bevæger sig springende i tid og sted fra gymnastiktimerne i skolen og løsslupne dansegulve, intime relationer, dating og sex til shopping-situationer, der af såvel praktiske som mentale årsager synes komplicerede, fordi ”i American Apparel på / Washington Avenue / kunne ekspedienterne virke / utrygge over hvorvidt jeg / nu planlagde / at halte rundt/”, og fordi ”det er så upraktisk for mig / at gå i sneakers / det er et reelt økonomisk / problem at jeg slider dem / så hurtigt og skævt”. Men han forsøger at give en fuck ”eller ikke at give en fuck / det kan være det samme”. Langdigtet kan således ses som et stort ud- og opråb til alle popkulturens og kapitalismens gruppeekskluderinger og Hollywoodversioner om at pakke sammen og fucke af, et forsøg på løsrivelse fra ufrivillig rollefastholdelse og et indspark til en debat om nutidens italesættelse af handicappede, idet han gang på gang formår at drage paralleller fra det individuelle plan og sin egen omverden til det kollektive og de overordnede samfundstendenser.
En krigs- og kærlighedserklæring sendt fra en iPad
NIKE er tilegnet ekskæresten Viktoria, og henvendelsen er direkte til hende, idet hun agerer digtets du. Deres brud synes at være endelig katalysator for kropsopgøret, der netop starter med Caspars egen forligen sig med sin kriselignende og særligt sårbare situation: ”og du har ret det kan godt / være at jeg aldrig finder en / der er så smuk / og god som du var / og som accepterer mig / selvom jeg er handikacappet”. Selvom Caspar i flere passager forbander både sig selv og Viktoria langt væk, ender han med at konkludere, ”at jeg har brug for dig / også på trods af / at det gør ondt”, og digtet og således kærlighedserklæringen afsluttes med ”knus Caspar / sendt fra min iPad”. Med digtets titel NIKE refereres både til det populære sportsbrand og sejrsgudinden Nike i den græske mytologi. Tilfældigt sammenfaldende kan det næppe være, at den tilsvarende gudinde i romersk mytologi hedder Victoria. Den dobbelte reference, som titlen bærer, kan synes paradoksal, idet brandet Nike forbindes med bevægelse, mens gudeafbildningen i form af en statue er det ultimative stilstandssymbol. Sammenligningen mellem det statiske og det dynamisk levende projiceres over på jegets egen krop, der med en ”permanent kontraposto” associeres med den græske statue. De to forskelligartede universsymboler, som er indskrevet i titlen, forenes blandt andet på elegant vis i følgende passage: ”jeg trækker streger / i sneen med mine sneakers / som Hefaistos / den forkrøblede gud / der skulle vogte over ilden”.
Kærlighedserklæringens plads i værket bør absolut ikke undervurderes, ej heller måden hvorpå Caspar Eric med referencer til kapitalismekæder, popidoler som Beyoncé og Frank Ocean og hypede spillefilm formår at inkorporere elementer fra nutidens popkultur og den postmoderne hverdag. Herved bidrager han til moderniseringen og reaktualiseringen af poesien og ligeledes nutidens sprogbrugs globalisering og digitale klang, idet han poetiserer et udtryk som for eksempel ”MobilePay’e”. Et tiltrængt litterært træk, om end hans topmoderne udtryksmåde et par steder ikke synes at række tilstrækkeligt i den ellers så brutale og rørende verbale blottelse. Dette gør sig for eksempel gældende i følgende passage: ”men hvad fuck / skulle det hjælpe / hvis man har en tendens / til at føle at verden er / meget fuckd hvilket / slet ikke virker fuckd / men nærmere meget rigtigt / at synes verden virker fuckd / er nogle jeg nogle gange føler”.
Caspar Eric har skrevet en flot anden udgivelse, hvori han har bibeholdt væsentlige sproglige og stilistiske kvaliteter fra sin debut 7/11, men samtidig overbevisende leverer et klart budskab i forsøget på at bryde et tabu og igangsætte en tiltrængt samfundsdebat, som rækker ud over digtets egen form. Han har herved sat sig selv et højt ambitionsniveau, og han efterlader læseren med store forventninger til hans eventuelle fremtidige udgivelser. Jeg håber, at han kan indfri dem og er spændt på, om han har mere på hjerte og i så fald hvad.
