Marie Ørskov på 21 er studerende ved Aarhus Universitet, hvor hun læser Molekylær Medicin på 3. år. Her lever hun et studieliv som så mange andre, men hun har valgt en lidt anderledes boligform. Marie bor nemlig på Pension Skejby, som er et bofællesskab for tidligere kriminelle og straffrie som Marie. Hvad ligger der til grund for at vælge denne boligform, og hvordan opleves det? Det satte jeg mig for at finde ud af, da jeg besøgte hende en kold dag i januar.
Tekst: Camilla Søndergaard Andersen
Foto: Marie Ørskov
For et par år siden stod Marie i den situation, at hun skulle flytte hjemmefra. I sin boligsøgning ledte hun efter steder med mulighed for at bo sammen med andre mennesker. Kollegier stod højt på ønskesedlen, men ventelisten var lang, og hun måtte finde andre muligheder, hvor det sociale aspekt blev bevaret. Efter en søgning på nettet fandt hun Pension Skejby, som var en social, men noget atypisk boligform. Det var sød musik i Maries ører og efter en snak med sin mor, sendte hun en ansøgning. Marie beskriver selv sine overvejelser om dette valg: ”Inden jeg sendte ansøgningen, tænkte jeg over, hvilke mennesker, jeg ville komme til at bo med. Om det nu var sikkert, men jeg kunne se på deres hjemmeside, at pædofile og bandemedlemmer ikke kunne flytte ind, så det gav mig en fornemmelse af, at de tænkte over hvilke mennesker, der måtte bo der”. Ellers beskriver hun, hvordan hun blev fanget af konceptet og kunne mærke, at det var noget, hun skulle prøve.
En varm velkomst
Til at starte med skulle Marie til et møde, for at se, om hun passede ind. Beboerne tog meget varmt imod hende. De præsenterede sig selv, og der var mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Hun beskriver selv oplevelsen således: ”Der var en rigtig god stemning til det møde, og vi grinte rigtig meget. Det var lidt underligt for mig som ny beboer, at man kunne grine 10 sek. efter, at én havde fortalt, at han havde en 12 års-dom for drab.”
Et specielt venskab
Opholdet på stedet har indtil videre været udpræget positivt, og det har åbnet for mødet med mennesker, som hun ellers ikke ville have mødt. Der er et stærkt sammenhold, hvor de sammen får en hverdag til at fungere. Hun beskriver, hvordan venskaber til beboerne adskiller sig fra hendes andre venskaber: ”Jeg har mange venner, som jeg ved, ville gøre alt for én, men mere som et ordsprog end som faktisk at gøre det. Én, der har siddet inde i mange år og har mistet rigtig meget igennem tiden, ville virkelig gøre ALT for en. Hvis man først bliver venner med en plusser – som afsonerne kaldes her – har man en ven for livet. Men det kræver lidt mere at komme ind på livet af dem. De har også nogle andre problemer, man så til gengæld skal hjælpe dem med, for samfundet er ikke så tilgivende, som det burde være”. Det mest udfordrende for Marie er, at se ”plusserne” gå igennem alle de nederlag, de får mht. arbejde, dating og generelt i mødet med nye mennesker: ”Jeg synes, det er hårdt at se på, hvor meget én fejl i livet kan ændre alt for en person”.
En chance til
Tilbuddet om at lade afsonere bo blandt ikke-kriminelle, er for Marie et initiativ, som er iværksat, fordi det har haft en positiv effekt: ”Tallene viser, at 21 % færre herfra kommer tilbage i fængsel end fra andre udslusningsinstitutter”. Det er ifølge hende en god måde for ”almindelige” mennesker at se en anden side af samfundet på. Kriminelle bliver ensidigt skildret som psykopater i medierne, fremfor at man giver et nuanceret billede af mennesker, som har trådt forkert en gang i deres liv. Det giver de kriminelle en chance til. Værdisættet her er uddannelse og dialog. Marie opnår ligeledes en stor personlig gevinst: ”Man får lov at føle, at en afsoner er andet end et sår for samfundet, at de er loyale, meget hjælpsomme og civiliserede mennesker”. Tilbuddet om at bo på Pension Skejby bliver af og til mødt med skeptiske bemærkninger, som ofte omhandler, at det er sygt, underligt eller kun for den billige huslejes skyld. Marie er tværtimod rigtig glad for sit hjem og bliver oprørt over folks uvidenhed: ”De glemmer, at det ikke er min opgave at dømme andre. De kriminelle har fået en dom, som vi i samfundet godtager, fordi vi har det retssystem, vi har. Men det får mig mere til at tænke over, hvad der i mit liv har givet mig den indstilling, at folk skal have en chance til”.