Spring til indhold
Hjem » Artikler » Et liv med laster…

Et liv med laster…

  • af

IMG_3020

Tekst og foto: Eline Eggers & Trine Møller

Vi kender ham som Ole ’Bogart’ Michelsen fra DR2’s filmmagasin tilbage i 90’erne og 00’erne. Manden med den store karisma og ordet i sin magt, som med nådesløshed uddelte Bogarthatte til aktuelle film. En smilende gråhåret herre med en iver efter at dele sin filmpassion med os alle. Men under den nydelige overflade gemmer sig også en mand, som har haft mørket tæt inde på livet. Ole har haft to laster i sit liv; film og alkohol.  

Vi satte Ole stævne i hans lejlighed på Frederiksberg til en snak om alkoholens mørke sider og kampen for at blive fri af dæmonerne og om film som en vigtig drivkraft i livet.

Den smukke gamle herskabslejlighed, fyldt til randen med kunst og bøger, sætter en perfekt scene for denne levende og energiske fortæller. Ole Michelsen serverer sin livsberetning med krop og sjæl. Ole har med sine efterhånden 75 år i rygsækken levet et langt liv med både glæder og sorger. Han mistede sin kone for mange år siden, og sidenhen har han mistet sin elskede datter Trine til kræften. Ligeledes har han kæmpet en sej kamp mod alkoholens dæmoner. Men livet har også budt på en stor kærlighed til film, som har givet ham muligheden for at gøre sin passion til sin levevej med jobbet som filmanmelder på DR.

For Ole hænger det hele sammen: “Den fraskilte Ole, Ole der har mistet sin ældste datter, alkoholikeren Ole og filmnørden Ole. Vi er en og sammen person. Det er ligesom om, der har været en mening med det hele.”

Djævlen i flasken

Oles alkoholproblem startede sent i livet. Man kunne nemt lave en kobling mellem de hårde ting, han har været igennem og afhængigheden, men sådan ser Ole det ikke selv:

“Jeg betragter ikke mit liv som havende været atypisk hårdt. Jeg bruger ofte det billede med det vietnamesiske folk. Hvad de ikke har været igennem. Hvad de ikke har været igennem som land; blevet tævet af franskmændene, været i krig med amerikanerne, og japanerne har besat dem. De er ikke blevet alkoholikere hele banden. De har fået opbygget en god nation igen.”

Da datteren Trine var syg, drak Ole overhovedet ikke. Lysten var der slet ikke, selvom han ved, at det ville have være socialt accepteret at drikke, når livet gjorde ondt:

“Jeg havde jo fået befolkningens tilgivelse, hvis jeg havde drukket i den periode, hvor Trine var allermest syg. Men jeg ville ikke kunne have levet med mig selv. Jeg er så glad for, at jeg kunne være der ordentligt for Trine.”

IMG_3072

For Ole er det svært at definere, hvornår han gik fra at have et almindeligt dansk alkoholforbrug til at have et alkoholproblem:

”Min afhængighed startede meget uskyldigt. Hvis jeg skulle definere mig selv, sådan som ung og moden mand i 40’erne, så havde jeg bare et ganske normalt dansk alkoholforbrug. Som vi også oplever det i dag, når man er ude eller sammen med andre mennesker, så skal der rigeligt med alkohol til. Der var altid mindst tre, der var ligeså fulde som mig.

Men mønsteret ændrede sig, og Ole husker episoder, som for ham, set i tilbageblikket, indikerer, at han var ved at miste kontrollen. Alkoholen begyndte at styre hans liv.  Især en episode står lysende klart i hans erindring:

“Jeg havde lavet lækker morgenmad som sædvanligt. Jeg sad med den foran mig, og skulle til at spise den. Og så tænker jeg:” Det gider jeg sgu ikke, jeg går på morgenværtshus.”

Andre mennesker omkring Ole begyndte også at lægge mærke til, at noget var galt:

“Jeg fik jo nogle bemærkninger ude i TV-byen. Der var pludselig en, der havde lagt en reklame for AA i min brevkasse. Jeg blev møgfornærmet over, at de kunne tillade sig det der. Jeg var ikke alkoholiker. I dag er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var jeg.”

Tingene var ved at komme ud af kontrol. For Ole blev redningen behandlingscentret Tjele ved Hobro. En tidlig morgen på vej hjem fra en særlig hård druktur møder han en ven, som kan se, at den er helt gal, og som straks får ham tilkoblet centret:

“Der kom jeg over, og skulle lige skabe mig lidt og sætte dem på plads, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle forholde mig kritisk, filmkritisk til det her projekt. Jeg skulle virkelig nogle ture igennem, før jeg sagde til mig selv, ”hvad sker der nu, hvis jeg siger til mig selv, at jeg ER alkoholiker?” Det tog lang tid, før jeg nåede til det punkt, hvor jeg ikke længere syntes, det var farligt at sige, at jeg var alkoholiker.”

Ole beskriver Tjelecentret som et sted med varme og nærhed, og han har mange gode minder fra den hårde afvænningstid:

Der opstår en stor skrøbelighed blandt patienterne. Behandlerne er ikke fortravlede overlæger, men har en varme og indsigt i tingene. De er på lige fod med patienterne, for de er selv ædru alkoholikere. Selv postbuddet er nærmest tidligere alkoholiker”.

Ole synes, at den lærdom, som behandlingen gav ham, burde gives til alle mennesker, ikke kun alkoholikere:

“Taknemlighed og ydmyghed. Det er det skønne ved AA, det er sådan nogle ting, man aldrig taler om ellers. Taknemlighed, har du husket din taknemlighed i dag? Den er vigtig for os alle sammen. Denne her form for behandling burde vi alle få.”

Ole har ikke drukket siden og har fejret 23 års jubilæum som tørlagt alkoholiker, men han husker stadig de tiltrækkende ting ved alkoholen:

“Charmen ved alkoholen og charmen ved branderten, den kan jeg stadigvæk huske – altså to glas rødvin ovenpå en stressende dag, eller man skal ud med en vidunderlig kvinde, og man drikker lidt rødvin til maden, og det er dejligt. Man slentrer arm i arm.” 

IMG_301211111Alkoholen har også budt på anderledes oplevelser:

“Altså jeg har jo siddet og drukket med Symfoniorkesteret i DR’s kantine. Eller man står der i Cannes med sit TV-crew, omgivet af smukke raffinerede kvinder, der serverer champagne ad libitum. Det er jo ikke til at stå for, selvom man er en stålsat karakter. Solskin, Provence, smukke kvinder og champagne. Nu kan jeg modstå det, men dengang kunne jeg ikke.”

Den danske drukkultur

Ifølge Ole er der en vikingementalitet i Danmark, hvor alkoholkulturen ligger tæt inde på livet af os:

“Druk er noget meget, meget dansk. Den danske kultur er en drukkultur. Det er godt lige at tage et par Gin og Tonic, inden du skal til eksamen. Vi snakker om, hvor fulde vi var i weekenden, og synes det er så, så sjovt. Druk er enormt socialt acceptabelt i Danmark”.  Dette afspejles ligeledes i film- og TV-verdenen:

“Læg mærke til, hvordan alkohol bliver fremstillet positivt. Danskerne kan næsten ikke lave en film eller serie uden, at der bliver drukket tæt. Hvis vi kigger på de danske klenodier som Huset på Christianshavn eller Olsen Banden, der drikker de hele tiden.”  

Den tendens ses ikke kun i Danmark:

“Jeg var inde og se Birdman i går, og der ryger gin ned i massevis i den film. Det er svært at røre ved. Alkohol rører ved nogle kreative impulser og fantasien.”

Men Ole ser på ingen måde en forbindelse mellem kunstnerisk talent og alkoholisme:

“Der er en romantik omkring alkoholen og fadøllene, der binder både høj og lav sammen, og der er den tanke, at man skulle blive en bedre filminstruktør eller filmanmelder af at drikke. Og den holder altså ikke! Selvfølgelig har nogle genier haft alkoholproblemer, men så glemmer man at se på alle de genier, som ikke har haft det. Og ligeledes på alle de almindelige mennesker, som drikker. Der er ingen sammenhæng mellem at være et geni og at have et alkoholproblem.”

Hjælpen gives videre

Ole er stadig tilknyttet Tjelecentret. Nu som inspirator, kontaktperson og foredragsholder. Han fortæller, hvordan han under arbejdet med den selvbiografiske bog, Den dansende dæmon, følte en afklaring, som gav afsættet til at hjælpe andre:

“Jeg har været inde i koncentrationslejren, jeg har været låst inde, og så kommer jeg ud, går forbi pigtrådshegnet og kommer ud til en lysning i skoven og solen skinner. Det bliver bedre og bedre, og jeg finder ud af: Jamen alt det, jeg har været igennem, mon ikke det kan bruges for nogle andre mennesker?”

Ole inspirerer andre til at komme ud af alkoholismen både i sine foredrag, som han blandt andet holder på Tjele, hvor han ligeledes har samtaler med stedets patienter. Han står også for interventioner, hvor alkoholikeren konfronteres med sine pårørende. Her handler det for Ole om at opnå en baggrundsviden om den pågældende og så konfrontere personen med, hvordan han eller hun drikker, hvor meget, og hvordan det påvirker familien.

“Det er alle de der oplysninger, som man ikke bare kan snakke sig ud af. Det er der mange der gør: Jo, jo jeg har et alkoholproblem, men jeg er begyndt at gå tur med hunden. Alle de der undskyldninger” Ole virker her som et link mellem alkoholikeren og familien, hvor de i samarbejde skal få vedkommende i behandling. Han fortæller, hvordan der tit til disse interventioner opstår nogle pudsige situationer, hvor folk genkender ham som filmanmelder. Han får en særlig form for troværdighed, fortæller han, noget han ikke havde regnet med, da han startede.

“Når jeg træder ind ad døren der, så kommer jo også filmanmelderne Ole Michelsen fra Bogart med ind. Det vil sige, der kommer noget troværdighed med mig ind også.”

Ole bruger i høj grad sig selv og sin historie, når han taler med mennesker, der lægger deres liv i alkoholens altødelæggende lænker. Ole gør det ikke for karrierens eller pengenes skyld. Han gør det, fordi han finder stor tilfredsstillelse i at hjælpe mennesker, der står med de samme problematikker, som han selv gjorde for 23 år siden:

“Jeg har mange, mange glæder ved det her, og en af de største glæder, det er jo nok, at jeg kan sidde overfor en gruppe mennesker, der er i nøjagtigt samme situation, som jeg var i og så sige til dem: “ Vi er altså nogen, der er kommet glade ud af det her og har et rigtig godt liv nu”.

IMG_3007

Filmlasten

Når Ole skal fortælle, hvorfra han har hentet sit livsmod og sin livsglæde, kommer film hurtigt på banen:

“Og så har jeg jo også filmene. Når jeg har sådan en frieftermiddag, så går jeg i biografen. Jeg var i biografen så sent som i går og se Birdman. Fremragende film!”

Interessen startede som en skuespillerlidenskab, og udviklede sig til en drøm om at blive filminstruktør. Men i sidste ende blev det anmeldelsen af film, der blev kernen i Oles arbejdsliv. Angsten for at miste sit elskede job på Bogart var en stærk motivationsfaktor for at komme ud af alkoholens tåger:

”Jeg ville have mistet min filmafhængighed og passion, og jeg ville heller ikke kunne holde sammen på tingene, hvis jeg skulle gå rundt i en halvbrandert i det daglige. Hvis det havde taget mere fat i mig, end det lykkedes, så ville jeg ikke kunne passe sådan et arbejde og holde styr på filmene, og jeg ville ikke kunne forberede mig. Det gik op for mig, at det gik ud over mit arbejde, og at jeg kunne risikere at miste det.”

Udover at være en motivationsfaktor for at komme ud af misbruget, har filmene også haft en terapeutisk effekt for Ole, som har hjulpet ham til at klare mørke perioder:

“Da Trine var syg, og jeg besøgte hende på hospitalet, kunne hun finde på at sige:” Kom nu af sted med dig. Gå nu i biografen. Filmen har været mit helle. Det har givet mig pauser, hvor jeg går fuldstændig ind i filmen. Så har jeg et par timer der. Det er fuldstændigt umuligt for mig at tænke på andet, når jeg sidder der i mørket”.

Ole finder lækkert wienerbrød og juice frem til os, og interviewet lakker mod enden. Men når man sidder der i sofaen hos et dansk anmelderikon, bliver man nødt til at spørge –

Ole, hvad er din absolutte yndlingsfilm?

“Det er et godt spørgsmål! Der er mange film, der rammer mig meget, meget stærkt. Jeg bliver rørt af virkelig mange film. Birdman, som jeg var inde at se i går, den var utrolig god. Den fanger filmindustriens og teatrets sjæl. Men min absolutte yndlingsfilm må være “Manden fra toget”. Det er en fransk film. Historien om venskabet mellem en gammel mand og en bankrøver, som mødes helt tilfældigt. En historie om kærlighed hinsides erotik og forsøget på at opnå noget. Se den!”

Vil du høre mere til Ole, holder han foredrag på Folkeuniversitet d. 29. april 2015, kl. 19, hvor han diskuterer alkoholmisbrug og afhængighed med professor Bent Nielsen.

 

Oles guide til lastfulde film:

Cafe Paradis:En af de bedste danske film om alkoholisme af Ib Schønberg. De ser den også ude på Tjele, når de holder filmaftener.”

When a man loves a woman:En skøn kærlighedsfilm om at elske en med et alkoholproblem. Dog er den for lang.”

Things we lost in the fire: Den skildrer narkomani på en langsom og rigtig fin måde.”

28 days: “Den handler om behandlingsforløbet i Amerika. Det er en ung kvinde”

Birdmad: “I Birdman er de stangberusede hovedpersonerne. De kæver den på scenen! Men den er fremragende!”