Somewhere anvender i højere grad billeder og stemninger end dialoger til at fortælle sin historie. Det er en stil Sofia Coppola mestrer til fulde. Alene at se den svære kunst udført umådeligt graciøst i Somewhere, gør filmen en fornøjelse at se. Flere gange bliver publikum udsat for fem minutter lange sekvenser af tilsyneladende ligegyldig karakter. Såsom i åbningsscenen, hvor hovedpersonen, Johnny, kører rundt i sin Ferrari på en racerbane. Det er utroligt udramatisk og hverdagsagtigt at se på, og flere vil sikkert synes, at det også er dødkedeligt. Men de stumme og lange sekvenser fremmaner nogle helt andre stemninger og karakterskildringer, end hvad en mere konventionel film ville med dialog.
Filmen har som sådan ingen direkte handling, noget mål eller nogen mission for hovedpersonen. Det er en observation af en berømt skuespillers tumultariske liv med sin datter Cleo: berømmelse, masser af sexglade kvinder og overfladiske fans. Det virker umiddelbart ikke som en ussel levevis, men med Coppolas særligt stemningsfulde dialogløse scener er man ikke i tvivl om, at især datteren Cleo, men også Johnny selv, egentlig ville ønske, at tingene var anderledes. På den måde bliver filmen en skildring af både Johnnys besvær med at forene sit liv som far og filmstjerne og Cleos ustabile verden med en kun delvist tilstedeværende faderskikkelse. I Somewhere bliver det hektiske og glamourøse liv som filmstjerne fremstillet mindre jalousivækkende, end det ofte ellers sker. Tag for eksempel scenen, hvor Johnnys ansigt i lang tid skal være smurt ind i en hvid masse kun med huller til næseborene, fordi han skal have lavet en gummimaske. I starten virker scenen komisk, og det er svært at lade være med at grine af lyden af vejrtrækningen gennem den næsten tilstoppede næse. Som tiden går, indser man dog, hvor mange kedelige og anstrengende processer af forskellig slags en filmskuespiller må skulle igennem. Dernæst begynder man at spekulere på, om han tænker på sin datter, eller hvilken kvinde han nu skulle gå i seng med.
Det er en af styrkerne ved Somewhere, at man som publikum i de lange hvilende scener selv får lov at tænke over, hvilken sindsstemning hovedpersonerne befinder sig i. Karaktererne konfronterer kun deres problemer med dialog få gange, ellers er det op til øjnene og fortolkningstalent at afsløre personernes tanker og ønsker. Det lykkes i Somewhere takket være en glimrende instruktør og nogle talentfulde skuespillere.
Anmeldt af Anders Skeel
Somewhere
Instr: Sofia Coppola
