”Jo mere du ved, des mere ved du, at du ikke ved” sagde den store Platon. ”Jo ældre du bliver, jo mere ved du” er et citat jeg lige har fundet på. Lidt plat, jeg ved det, men det er dog svært at benægte: Det ældre menneske har qua sin alder typisk set og oplevet mere end det unge. Derfor er det også nærliggende at drage den konklusion at gamle mennesker må være mere troende en unge. Troende på den måde, at de oftere burde høres sige ”jeg tror, at…” kontra ”jeg ved, at…”. Hvorfor? Fordi de flere gange har oplevet, at de tog fejl end det unge menneske. Det sjove er imidlertid, at det modsatte som oftest er tilfældet. Forstokkethed og fastlåste verdenssyn forbindes ofte med gamle mennesker. Stereotypisk. Hvis Platon har ret, burde det modsatte egentlig være tilfældet. Det er den ene ting vi skal dykke ned i, når jeg tager en tur på plejehjem.
Den anden ting jeg vil undersøge, er forestillingen om at gamle mennesker typisk er mere religiøse end unge mennesker. Den forestilling er ikke helt stereotypisk. I 2018 publicerede Pew en undersøgelse der viste, at ældre faktisk er mere religiøse end unge. Undersøgelsen inkluderede 106 forskellige lande – heriblandt Danmark. Årsagen hertil er, ifølge Pew, at nye generationer bliver mindre religiøse i takt med den økonomiske fremgang. Når vi kollektivt bekymres mindre om dag-til-dag overlevelse, falder behovet for en højere magt. Det leder til mit andet spørgsmål: Hvad mener den ældre generation selv om, hvorfor de typisk er religiøse end de unge?
Med mine to spørgsmål i hånden, er jeg taget på visit på Abildgårdens alderdomshjem. I fællessrummet falder jeg i snak med Kresten Harregaard og Birte Skipper på 82 og 85 år. De har været venner igennem de sidste 38 år og jeg fanger dem over formiddagskaffen: Et fast dagligt ritual. Kresten, der er tidligere kaptajn i hæren fortæller, som svar på mit første spørgsmål, at som han er blevet ældre og mere erfaren, ved han at mange ting er uden for hans kontrol. Han har lært at acceptere, ”at der er ting i livet, han ikke kan ændre, at livet er fyldt med usikkerhed, og at det er bedre at acceptere dette end at forsøge at kontrollere det.” Dette har gjort ham mere ydmyg og åben over for nye ideer og synspunkter. Birte tilføjer, at hun er blevet mere tolerant og forstående over for andre mennesker og deres overbevisninger, efterhånden som hun er blevet ældre.
Da jeg spørger dem om deres syn på religion, er det tydeligt, at Kresten og Birte står to forskellige steder. Kresten kalder sig selv agnostiker, mens Birte har en fast tro på en højere magt og et liv efter døden. Birte fortæller, at ”mange ældre mennesker er blevet mere troende, fordi de er blevet mere bevidste om at de en dag skal dø og søger efter en måde at forstå og acceptere dette på.” På den anden side siger Kresten, at han ikke kan bevise eller modbevise eksistensen af en gud, og derfor holder han sig åben over for muligheden. ”Jeg ved godt at jeg er tættere på døden end de fleste, men jeg vil ikke af den grund kaste mig blindt i armene på den første og bedste religion der lover mig guld og grønne skove når jeg dør. Jeg har heller ikke noget behov for en afklaring inden jeg skal dø. Måske bliver alting mørkt, min kiste bliver til jord og jeg lever videre som et minde. Måske venter der noget nyt. Jeg må bare vente og se” afslutter han med et lille smil.
Birte fortæller, at hun igennem et langt liv har oplevet mange ned- og opture. For ti år siden mistede hun sin mand til kræft. ”Nogle ting er uden for vores kontrol og jeg finder trøst i at Vorherre har hånden under os alle”. Jeg spørger hende, om hun tror, at unge mennesker oplever færre ned-og opture eller om de bare behandler dem anderledes? Hertil svarer hun, at hun tror at ”unge mennesker så sandelig oplever modgang, men at de måske ikke har det perspektiv man får med alderen. Som unge er man uovervindelig, men som man bliver ældre indser man hvor skrøbelig man virkelig er. Kristentroen tilbyder en tryghed som kan være meget værdifuld i svær modgang.” Jeg spørger Kresten hvad han tænker om dette, hvortil han svare, at selvom han har al respekt for at Birte har valgt et sted at stå, er det svært at se sig fri for, at kultur spiller en rolle i valget af religion også. Det er noget der bliver givet videre i nogle familier. Det gør det svært for ham at sætte sig fast på en bestemt trosretning.
Kopperne er tomme. Mit hoved er fuldt og jeg er dybt taknemmelig for at have fået fat i to så reflekterede mennesker. Nu er de naturligvis ikke repræsentative for hele Danmark aldrende befolkning, men jeg har alligevel en fornemmelse af, at de repræsenterer en gruppe. Alt i alt tillader min tur til Abildgårdens alderdomshjem mig ikke at afvise min nulhypotese om, at ældre mennesker er mere forstokkede. Både Birte og Kresten udviste stor åbenhed og ydmyghed i en grad jeg slet ikke havde forestillet mig. Forhåbentlig rokker det også lidt ved din stereotype forestilling om gamle mennesker.
