Spring til indhold
Hjem » Artikler » Anmeldelse: En time i barndommens lykkeland

Anmeldelse: En time i barndommens lykkeland

  • af

nattergal_642x450

Tekst: Trine Møller

Som den dukketeater-jomfru jeg er, var jeg spændt på, hvad der ventede mig, da jeg lørdag begav mig mod Teatret Svalegangen for at se Per Brink Abrahamsens iscenesættelse af H.C. Andersens Nattergalen. Et gammelt klassisk eventyr, som minder mig om barndommens ubekymrede lykkeland.

Det er da også min barnlige sjæl, der bliver grebet, da vi efter bestigning af utallige trappetrin bliver ført ind i et lille lokale, hvor det fineste miniature-teater åbenbarer sig for øjnene af mig. Dukkescenen er lillebitte, og mine halvgamle øjner misser lidt for at se de fine kulisser. Der har indfundet sig en pæn lille flok i lokalet, og Per byder os velkommen til det gamle Kina og afslutter med kommentaren: “Der er vist ikke så meget at sige. Lad eventyret begynde.”

Vores nationalklenodie H.C Andersen skrev Nattergalen i 1843, men eventyret om, hvordan naturen er langt mere forunderlig, end hvad mennesket selv kan skabe, er stadig aktuelt. Andersen skulle eftersigende have skrevet eventyret til sin store kærlighed sangerinden Jenny Lind, som blev kaldt “Den svenske nattergal”. I korte rids omhandler det Kejseren af Kina, som finder ud af at der i hans store kejserrige lever en lille nattergal, som synger så uendelig smukt. Kejseren bliver så betaget af fuglens stemme, at han ønsker, at den skal synge for ham døgnet rundt. Men ak, naturen er svær at tøjle, og da kejseren modtager en mekanisk nattergal, flyver den rigtige nattergal afsted. Men i sidste ende er det kun den rigtige nattergal, som kan redde kejseren, da han ligger for døden.

Dekorationerne er lavet af Lars Ringgaard og imponerer med deres detaljerigdom. På trods af det lille format er sanseoplevelsen stor. Der trylles i den flotte scenografi både med lys og lyd, og det er svært ikke at blive grebet af den skønhed, der udfolder sig for ens øjne. De små hoveder i lokalet virker også begejstrede og kigger tryllebundne på det eventyrlige scenarie. Selvom de små papfigurer ikke har den store bevægelighed, formår Per at gøre dem livagtige, og man sidder og føler med dem. I en verden hvor alt skal være actionfyldt med tju bang, splat og blod, er der noget rent, uskyldigt og befriende over det rolige og æstetiske dukketeater, hvor en enkelt mand står bagved og styrer showet. Da jeg kommer ud på gaden igen, er jeg lidt om hjertet og en stor kunstnerisk oplevelse rigere. Svalegangens dukketeater er anbefalelsesværdigt både for store og for små.

Nattergalen spillede på Teatret Svalegangen i vinterferien, men der kommer ofte nye opsætninger i repertoiret.