Lad mig med det samme afsløre, at jeg er helt vild med Morten Søndergaards lille genreløse prosabog Processen og det halve kongerige. Så er det sagt.
Processen og det halve kongerige er prosa i ordets bogstaveligste forstand. Ordet prosa, der stammer fra latin, betyder ”lige ud”, og den bevægelse er bogens helt igennem dominerende sproglige rytme. Der skrives, som der tænkes – eller rettere: der skrives, idet der tænkes.
Som læser bliver man inviteret på en forrygende sproglig gåtur med bogens jeg, der i øvrigt som forfatteren hedder Morten Søndergaard. Bogen begynder med udsagnet ”Jeg går…”, og det gør jeget så, indtil bogen godt 80 sider længere fremme slutter med sætningen ”hvad er det jeg skriver” og et stort spørgsmålstegn ”?”.
Det meste af bogen foregår i Italien. Jeget ankommer (i en henkastet sætning på side 17) til Pisa for at lede efter den amerikanske digter Ezra Pound, der døde i Venedig i 1972. Pound var modernist og havde en idé om, at poesi skulle være impulsiv, eksperimenterende og altid knopskydende; en poetik Processen og det halve kongerige i den grad synes at have integreret.
På smukt beskrevne prosaiske gåture rundt i forskellige italienske byer filosoferer jeget over sprogets og litteraturens betydning for, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at høre til et sted. Gåturene er en proces, der – sagt med bogens egne ord – handler om at finde det halve kongerige. Det er således egentlig et ret alvorligt tema, Morten Søndergaard tager op, men heldigvis bliver Processen og det halve kongerige aldrig kedelig af den grund. Dertil skriver Morten Søndergaard simpelthen for godt.
Jegets alvorlige og dybe projekt bliver altid blødt op af små pudsige indfald og historier, som, eksempelvis, når han i forbindelse med en valgkamp i en lille italiensk by skriver et digt, der lyder ”Klar himmel efter behagelig sne/ kussen er en sprække/ pikken er rund/ alligevel passer de sammen” i et forsøg på at tiltrække flere kvindelige stemmer. Det er plat men stærkt befriende, og den konstante vekslen mellem alvor og grotesk sort humor tilfører bogen et vidunderligt og vigtigt drive.
Et af bogens hovedtemaer er sproget. Morten Søndergaard undersøger gennem hele bogen sammenhængen mellem litteratur og verden. Er der en grænse i forholdet mellem fiktion og virkelighed? Hvad sker der i mødet mellem sprog og verden, eller som jeget formulerer det på en af bogens sidste sider, hvad sker der, når ”jeg ligger på bunden af min skriveubåd og kigger på verden gennem periskopet”?
Morten Søndergaard svarer ikke direkte på spørgsmålet, men ved at knytte bogens sproglige form og rytme nærmest symbiotisk til jegets møde med verden peger han på en fundamental dobbelthed: at verden på den ene side skaber og ændrer sprog, men at sproget på den anden side også skaber og ændrer verden. Processen og det halve kongerige er en særdeles velskrevet, underholdende og klog bog. Samtidig er den et meget vellykket forsøg på at vise, hvorfor litteraturen og fiktionen i det hele taget er af allerstørste vigtighed, hvis vi vil forstå og erkende den verden, vi lever i.
Processen og det halve kongerige
Morten Søndergaard
Gyldendal
Anmeldt af Rasmus Bach Frandsen