Det er ikke tit, man får chancen for at se dukketeater. Faktisk er det allerførste gang for mit vedkommende, da jeg lørdag eftermiddag drejer væk af shoppemylderet på gågaden og dukker ind i Teatret Svalegangen på Rosenkrantzgade.
Tekst: Anna Eva Heilmann
Vi er en god lille flok, børn og voksne, der har indfundet os her til premiereforestillingen. Dukketeaterdirektør Per Brink Abrahamsen fører os op ad smalle trapper, helt op på fjerde etage. Her bliver vi ledt ind i et ganske lille lokale, ikke mere end tyve stole tæller jeg mig til. Alt er miniature. Dukkescenen med bittesmå forhæng er ikke større end en fjernsynsskærm, men den lillebitte lysekrone i loftet formår at dominere rummet i samme grad, som den noget større kollega på Det Kongelige Teater. Men det er ikke dér vi er, på det Kongelige altså, det minder vores dukketeaterdirektør os om. Vi er på Teatret Svalegangen, og lige om lidt skal vi til Pushkins Rusland.
Aleksandr Pushkin (1799-1837) er den helt store russiske nationaldigter – Ruslands svar på H.C. Andersen. Født ind i en halvaristokratisk familie, levede han et kort, men stormomsust liv. Med hofintriger, forvisninger og en duel, der kom til at koste ham livet, var han nærmest et levende eksempel på de store passionerede, sjælfuldt ekspressive følelser, der karakteriserer hans værker.
Hans mindre kendte digt Eventyret om Zar Saltan er heller ikke mindre dramatisk og romantisk. En forvist prins, et magisk talende dyr og vaskeægte kærlighed. Tilsæt to onde søstre, svaner, der i virkeligheden er smukke prinsesser, og et magisk egern, og du sidder med alle de gode ingredienser, som et godt eventyr med respekt for sig selv kunne tænkes at have.
Du sidder med alle de gode ingredienser, som et godt eventyr med respekt for sig selv kunne tænkes at have
Scenografien er lavet af Roswitha Vigl, og hendes elegante illustrationer leder tankerne hen på H.C Andersens papirklip. Per Brink Abrahamsen styrer så mesterligt trådene, at det er svært at tro, at han er deromme bag ene mand. Eventyret bliver kyndigt fortalt af Jytte Irene Møller, hvis stemme engagerer publikum så dygtigt, at da prinsen bliver forvist af Zaren, og kastet i en tønde i havet, sidder vi alle lænet godt frem i stolene. Spændingen er faktisk så stor, at en af de yngste publikummer er ved at kvæles i et stykke slik. Prinsen overlever i tønden, barnet overlever vingummien, og vi trækker alle vejret igen.
Der er altså noget helt specielt ved at opleve de store, stormfulde, romantiske følelser på sådan en lille skala. Akkompagneret af musikken fra Rimskij-Korsakovs opera af samme navn, sidder vi med blikket klinet til scenen den lille time, forestillingen varer. Dukketeater er på den ene side dejligt ukompliceret og tilgængeligt, men giver samtidig plads til at fantasien får frit spil, og i alle aldre sidder vi og skiftevis sukker af glæde og griner henrykt.
Om eventyret ender lykkeligt, vil jeg naturligvis ikke afsløre, dog vil jeg love, at ingen onde søstre i stykket ender noget nær så fornøjede, som publikum er, da vi igen dukker ud på gaden i Aarhus.
Eventyret om Zar Saltan spiller på Teatret Svalegangen fredag den 17. oktober kl. 17.00 og lørdag den 18. oktober kl. 14.00. Pris: 80 kr. pr. pers.
