Tekst af Mie Olsen
Jeg vil starte med at høre, om du altid har været fascineret af at lege med sprog og formidle kreativt, siden du var helt lille?
Ja det tror jeg, jeg har været. Men jeg tror ikke, at jeg startede med at have ord for det. Jeg tror først, at jeg lagde mærke til det, da jeg fandt ud af, at der var noget, der hed hip hop. Fordi det havde så fremtrædende en rolle der. Der var det ordene, der var hovedpersonen, og i andet popkultur som jeg havde hørt, der var det alt muligt andet. Sexappeal, dansetrin og den slags. Når Big Daddy Kane lavede et nummer, så handlede det om, hvad han sagde. Og det blev ligesom magnetisk for mig. Så kan man backtracke og efterrationalisere og se, at det var en fascination overført fra historier. Fra at jeg sad med min fars manuelle skrivemaskine og lavede avis, da jeg gik i 3. klasse sammen med to kammerater. Og det var også en fascination af ordet som gjorde, at jeg havde så stor optur over at kommentere håndbold som 10-årig, hvilket jeg på en eller anden mærkelig måde fik lov til.
Over mikrofon eller?
Ja. Så igen, jeg var ikke blevet bevidst om, hvorfor jeg synes, at det var sjovt. Men det var det her med at kunne mærke, at hvis du sagde det rigtige i mikrofonen, så blev stemningen lige lidt bedre, og hvis du sagde det forkerte, så blev den dårligere. Så man kunne skrue op og ned, og her gjaldt det om at kunne finindstille den der knap.
Så det var den der umiddelbare respons?
Ja totalt.
Mange af dine tekster tager et sjovt twist på hverdagssituationer, og for mig leder din ordekvilibrisme og måde at lege med det genkendelige på mine tanker hen på Dan Turèll. Holder du også af hverdagen?
Ja, jeg parafraserer jo lige præcis det almindelige på det første nummer af det nye album. Jeg holder af virkeligheden. I en branche hvor det er en dødsynd at virke beskeden, i en genre fuld af blærelinjer, der som regel virker modsat på mig, og giver mig herre grinern’. Det er det her med at se det store i det små. Man behøver ikke at opfinde noget for at skrive en tekst, det er der alt sammen. Det handler om frekvenser. Så taler nogle om 9 dimensioner, mens andre siger at marsmændene for længe siden er landet iblandt os, vi kan bare ikke mærke dem. Og det kan man så diskutere. Nu ved jeg heller ikke, om jeg kan mærke de 9 dimensioner eller eventuelle aliens, men en gang imellem, så kan jeg mærke noget. Når man mærker det, så lægger man mærke til, at det er der hele tiden. Chilli Turèll lukker min plade af ved at sige 4 linjer fra Karma Cowboy, som handler om netop det. Og det er jo magisk, at hverken Dan eller jeg bruger nogle ord, som du ikke kender. Men vi gentager dem, mens vi mærker efter. Og når det så føles rigtigt, og når vi heller ikke kan forklare det selv længere, så er den der. Så længe man præcist ved, hvad der foregår, så er det ikke interessant, fordi så er det bare en meddelelse. Når man ikke længere kan forklare, hvad det er man siger, så er det fordi, der er mere i det.
Ja…
Og så er det værd at udgive…
Jeg har hørt dig sige, at improvisation er lig dårlig forberedelse. Hvad synes du, er det gode ved at være dårligt forberedt?
Det er det med at forholde sig åben. Og ikke tro at man kan gøre en afgørende forskel, forstået på den måde at vi alle sammen i samfundet er kontrolfreaks, synes jeg. Vi vil gerne bestemme, hvad andre siger, og vi vil gerne planlægge vores fødsel ned til mindste detalje. Og det kan man ikke. Man kan først slappe af, når man lader tilfældet råde. Min forberedelse til at improvisere består i at tage det alvorligt, holde mig skarp og blive ved med at dyrke det. Men hver gang at jeg skal kaste mig ud i det, gælder det jo en tro på, at også denne gang går det. Uden at det bliver pinligt eller at min karriere dør i morgen, fordi at jeg kom til at sige noget, der var halsbrækkende forkert.
Tænker du over, at det kan gå galt, når du improviserer?
Jamen der er jo mange af den slags tankebaner, som ikke rigtigt kan bruges til noget. Det ligger der jo som en grundfølelse, at vi jo alle sammen er bange for at træde forkert. Vi ville gå i meget mere flippet tøj end vi gjorde, hvis vi alle sammen var helt ligeglade. Så det ligger i baghovedet, og det bekæmper man så ved at prøve at udtænke noget, hvor rammerne er optimale og hvor man så på en eller anden måde lader være med at udfylde rammen. På en eller anden måde er det jo dybt ulogisk, at jeg kunne gå ind foran dronningen sidste onsdag uden at gå i panik, når jeg ved der er over en million seere. Det ville være det eneste normalt menneskelige.
Godt gået. Hvad betyder det for dig at få en invitation til netop den 75-års fødselsdag?
Jeg tror meget min overlevelseskraft ligger i, at jeg ikke tænker tingene for langt. Hvordan kan jeg tillade mig at stå derinde, når jeg dybest set ikke mener, at kongehuset har fortjent dets daværende plads. Man kan stoppe sig selv på mange måder. Så jeg vælger den lette løsning ved at gå ud fra den forudsætning at hun findes, eventet findes, og hun har fået en rolle, som hun udfylder. Så kan jeg gå ud og udfylde min rolle uden at spekulere på, om det er her jeg skal stikke kniven ind og lave den helt store tronvælter rap, for det er ikke min rolle. Jeg kender mange, der ligesom kan tænke alting i stykker. Så bliver der aldrig bliver noget, fordi hver gang de rokker en muskel, så kan de ende et forkert sted. Der kaster jeg mig bare ud i nogle ting, så når jeg vender tilbage og lytter til det, så er jeg ikke specielt stolt i dag. Men det var det, der var. Og jeg tror på, at alting har jeg lært et eller andet af, så alt kan forsvares som en positiv oplevelse og et skridt på vejen.
Er der nogle ting, du synes gør sig særligt gældende anno 2015 i måden, det hele kører på?
Det kalder lidt på en kategorisk udmelding, som giver hovedpine. Min hovedholdning er; der er ikke noget i vejen. Der er en vej. Og den er vi på.. Vi må alle sammen hver især navigere igennem det rigtige og det forkerte. Jeg har en antologi af numre, der handler om, hvad smartphone brug gør ved vores kommunikation. Og jeg er selv gift med min Iphone, ligesom alle jo nok er. Jeg bruger den jo præcis så meget, som jeg føler den giver mig. Når man så kan se, at det begynder at minde om en afhængighed, så er der nogle følelser, der battler. Så jeg er nok ude i, hvad der minder om en sygdom, men alle sygdomme har flydende grænser. Nu snakker man om, at sindslidende skal have et armbånd på, for at man kan se, at de er sindslidende. Men vi er alle sammen sindslidende, det er bare en glidende overgang i, hvornår det er et problem for den enkelte. Vi er sindslidende forstået på den måde, at vi er irrationelle. Vi kan ikke udtrykke det, vi egentlig føler, vi kan ikke mærke, hvad vi egentlig vil. Det kommer til udtryk for nogle i deres forhold, hos andre i uddannelsen, og hos nogle tredje i deres familie, selvom de i alle andre sammenhænge er glade, friske og rare. Men der er altid et eller andet smertepunkt. Men det er de vilkår, man må navigere under, og det er der ikke noget galt i.
Det er okay…
Det er så befriende at tage diagnosen væk. Hvis vi snakker om delmængder – om psykiatrien eller om flygtninge, så er der nogle helt konkrete ting, man måske kan eller bør gøre. Men overordnet kommer vi ligesom op, hvor vi lader følelserne vinde, og der vil jeg gerne ned til, at vi reagerer på facts. Her kan vi sige, at sindslidende har brug for mindre medicinering og mere taleterapi, hvoraf nogle er for og imod, men så prøver vi ligesom at tjekke facts. I det tilfælde er der noget konkret galt, og vi gør, hvad vi kan. Men på et eller andet tidspunkt, så hæver vi os op, hvor den der ”der er noget galt” er ren baseret på følelse. At man føler sig mere tryg ved at holde fast i, at der er noget galt, fordi jeg har det sådan indeni. Så må der jo være noget galt, som jeg kan snakke om, men som jeg ikke kan ændre.
Hvad gør du for hele tiden at udvide dit sprog og dine referencer?
Det er baseret på lyst, fordi det instinktivt gør mig glad. Det er naturligt for mig, at når jeg hører ord første gang, så glæder det mig. Jeg tænker på, hvad der rimer på dem og på mulige ordspil i dem, og hvad de egentligt betyder. Jeg elsker når folk bruger ord forkert, for det er alt sammen inspirerende. Hvis der er for mange, der har sagt win-win situation, så holder det op med at være et lækkert udtryk. Så kan man få noget sjovt ud af at snakke om en loose-loose situation…
Noget af det, jeg elsker ved dine tekster, er humor. Synes du humor er vigtig i lyrisk formidling? Du er jo meget ironisk, tænker jeg.
Ja det er så bare min vattede måde at råbe i tragten på. Men jeg elsker at høre folk, der er fuldstændig blottede for ironi. Min yndlingsrapper lige nu er Kevin LeVar, og der er ingen jokes, og det hele er dybt alvorligt. Så ligger det og bløder op i stemmeføringen og i musikken frem for i lyrikken. Jeg må bare konstatere, at humor ligger naturligt til mig, men jeg kan også godt lide, når jeg ikke har brug for den. Det handler om, hvilken tone man laver. Nogle gange er det livsgivende at tale om noget dybt seriøst, hvor kæften er helt opsmurt med ironi og humor, og andre gange så skal man turde børste det væk, for først der kan man nå ind og ramme en følelse.
Skriver du tekster under særlige forhold?
Jo mindre praktisk arbejde jeg har, jo holder jeg fri i hjernen og lader det strømme. Jeg har måske haft en måned, hvor jeg tænker; ”Jeg kommer aldrig til at lave en plade igen. Der er jo ingenting, for alt det jeg havde, det er kommet ud.” Men så på et eller andet tidspunkt, så begynder det at pible igen. Forhåbentligt (griner)…
