Intet kan drive den jævne århusianer ud i ekstreme tilfælde af massehysteri og virkelighedsfornægtelse som byens efterhånden noget fallerede stolthed, AGF. De sidste 15 år har præstationerne svinget mellem ”mawert” og ”eddermame ring’, ikkå”. Alligevel roder borgerne i Smilets By sig med jævne mellemrum ud i febervildelser om pokaler, europæisk fodbold og Tøftings genkomst. Eller i det mindste at være bedre end Randers. Rapperen Ham Den Lange giver sit bidrag til rædselskrøniken om gyldne minder, talblindhed og realitetsfornægtelse i det sydlige Århus.
Af Svend Lokjær
Foto af Claudine Zia
”Kan du ikke lige skrive, at jeg nægter at blive fotograferet til den her artikel. Sidst jeg blev fotograferet i forbindelse med GF, rykkede vi ned.”
Thorbjørn Bech-Rossen, alias Ham Den Lange, var en af hovedmændene bag AGF-hymnen ”Byens Hold”. Nummeret ramte offentligheden for hen ved et år siden og er det litterære ophav til artiklens overskrift. Den markerede indledning til et af de sorteste halvår i klubbens historie. Mesterskabsfantasierne, der lurede lige om hjørnet i efteråret 2009, blev afløst af et vågent mareridt i foråret 2010, hvor De Hvii’ fra Fredensvang tog en tre-måneders lur og endte med en surrealistisk nedrykning til landets næstbedste række. Til stor moro for resten af Danmark, som gennem flere år har benyttet cirkusset på Terp Skovvej som en nærmest uudtømmelig kilde til morskab.
”Den sæson var et fucking mareridt. Vi brugte hele efteråret på at drikke champagne for pludselig at vågne op i en kælder, Saw-style, syv måneder senere. Men det er fand’me også kun i Århus, at man kan være ligaens ringeste hold på dødbolde fem sæsoner i træk og stadig ikke fatte, at det handler om, at ens målmand ikke kan nå overliggeren,” siger Ham Den Lange med slet skjult hentydning til målmand og anfører Steffen Rasmussen.
Blandt venner kendt som Staff fra Stenvad, for enden af Stadion Allé kendt som ”åh nej, ikke nu igen!”. Ham Den Lange har ikke som sådan noget imod små mennesker – ”det kunne bare være rart, hvis ens keeper ikke var banens mindste spiller”.
Jeg nikker med i afgrundsdyb enighed. Kun i fodbold-Århus ignorerer man indlysende sandheder, såsom at højde har betydning for en målmand. ”Stolte som få” er mantraet hos de hvidklædte fans på øvre C. Det burde være ”naive som få”. Men helærligikkå: Er vi virkelig så dumme? Hvad skyldes den massepsykose, som nu i mere end et årti har præget stort set hele AGF’s fanbase?
1996 på Ebeltoft-tribunen
Såvel skribenten som Ham Den Lange er produkter af en anden tid i AGF’s historie. Som små purke og pre-teens kom vi hver weekend i starten og midten af halvfemserne ”uj’ på Communale” for at se et AGF-hold, der talte Gunnar Lind, som stadig havde sin første fængselsstraf til gode. En Martin Jørgensen, der dengang var den nye Laudrup. Peter Degn, der stadig fik målt sin 100 meter tid med et stopur og ikke en kalender. I målet stod Lars Windfeld, der endnu ikke var blevet direktør for et firma, der fremstiller toiletbrædder, og på midtbanen huserede Stig Tøfting, som kun lige havde fået tilføjet mellemnavnet ”Plæneklipperen”. Dengang var der rigtige idoler på AGF-holdet. FC København var ligaens stående joke. Det var dengang, De Hvii’ scorede på udspark. Det var dengang, AGF spillede med i toppen. Kulmination kom i 1996, hvor den altid blege Thomas Thorninger blev Superliga-topscorer for AGF, og skribenten grædefærdig måtte stå på den Østeuropa-inspirerede Ebeltoft-tribune og se en vendelbo med grydefrisure stjæle mesterskabet fra byens sønner i allersidste minut i den altafgørende kamp mod Brøndby.
Det traumatiske nederlag til trods er halvfemsernes guldalder stadig den målestok, århusianerne måler AGF’s præstationer ud fra.
”Problemet for AGF-fans er, at store dele af dem kom til i den periode. Vi er blevet introduceret til AGF som et tophold, og det er en tankegang, som ingen rigtigt har kunnet slippe. Heller ikke klubben. Det er pisseligegyldigt, om vi spiller ad helvede til. I vores hoveder er vi stadig cirka ligeså gode som Brøndby,” forklarer Ham Den Lange.
Middelmådigheden invaderer
Her ligger måske en del af forklaringen på AGF’s problemer. Hele byen og klubben er gennemsyret af ideen om, at vi stadig er tæt på den absolutte top. Selvom AGF siden de næsten-gyldne dage i midt-halvfemserne har været stoppested for horder af middelmådige skandinaver, som med et kærligt øje til de danske forskerbeskatninger har lagt sten på sten i det luftkastel, AGF stadig er i dag. På trods af at De Hvii’ har betalt fyrstelige lønninger til økonomiske vanskabninger, der ikke engang ville kunne komme i ulønnet praktik i Amagerbanken. På trods af katastrofale fejldispositioner, der har givet anledning til udtryk som ”de må have lånt en lommeregner af AGF”.
Nu om dage udgøres ledelsen hos Byens Hold af fodboldverdenens svar på en klyngebombe, sportschef Brian Steen Nielsen. Manden, der også er kendt som ”kniv”, spredte skræk og rædsel på fodboldbanen. Indkøbspolitikken hos AGF fremkalder ofte lignende følelser. Ham Den Lange forstår ikke, at sportschefens hoved fortsat er forbundet med halsen efter nedrykningen for et år siden.
”I Århus siger man, at Brian Steen har gjort det godt? Helt ærligt, de har klaret sig ad helvede til. Ingen andre fodboldklubber ville have en sportschef med hans track record. Han virker så bøvet, at man skulle tro, han havde sin egen trælast”, siger Ham Den Lange med et ironisk grin.
På trænerbænken har man, efter at have jaget sjællænderen Erik ”Fissefod” Rasmussen ud af byen med en kæp, sat sin lid til Peter Sørensen, som efter et par år under Ståle Solbakkens skørter i FCK nu regnes for at være Guds næsten udpakkede gave til dansk fodbold. I hvert fald i Århus. Her svarer hver vundet kamp til et halvt mesterskab i tilhængernes øjne. Inklusive skribentens egne. Og Ham Den Langes. Der er ingen grund til at gøre os bedre, end vi er.
”Peter Sørensen har jo gjort det fint indtil videre. Men reelt er der ingen beviser for, at han ikke bare er en mere bøvet udgave af Erik Rasmussen. Og nu er vi så ved at vinde 1.division. Og så henter de en eller anden spændende spiller fra Island. På den måde finder man altid en eller anden idiotisk grund til at tro på dem, og det er til at brække sig over,” forklarer Ham Den Lange grinende, velvidende at vores naivitet nok er den største kilde til latter i denne sammenhæng.
Nederlag er klubbens sjæl
Ham Den Lange beskriver, hvordan befolkningen i Smilets By har mistet enhver kontakt til virkeligheden, når talen falder på AGF. Kort efter tager jeg ham i en udtalelse, der beviser, at virkelighedsflugten lever i bedste velgående.
”Altså, nu rykker vi op, og som jeg ser det, er det kun FC København, der lige nu ikke kan rykke ned fra Superligaen. Så vi bør kunne måle os med stort set alle andre”, lyder det fra Ham Den Lange.
Som AGF-fan nikker jeg bifaldende, indtil det går op for mig, at jeg vistnok havde tænkt mig at skrive en artikel, som var bare en smule kritisk over for Byens Stolthed. Jeg spørger Ham Den Lange, om ikke nederlagene og frustrationerne er gået hen og blevet en større del af AGF’s sjæl end de forjættede år for 15 år siden?
”Tjo, nu har vi jo været i krise i 12 år. Det ville da være mærkeligt, hvis man lige pludselig ikke kunne tage på stadion og få afløb for sin vrede. Nu var jeg for nylig på Nou Camp (Barcelonas hjemmebane, red.), og der sad jeg bare og klappede i takt med en masse spaniere. Jeg råbte ikke CUNT en eneste gang. Det ville da blive mærkeligt, hvis det pludselig blev sådan uj’ på Communale.”, siger Ham Den Lange.
En sælsom blanding af selverkendt masochisme afløst af spontan virkelighedsflugt, så snart talen falder på mulighederne i klubben fra Fredensvang. Et ikke usædvanligt handlingsmønster for en del AGF-fans, skribenten inkluderet. Ligeså åbne mine øjne er nu, ligeså lukkede er de, når vi når til august, og AGF igen skal spille i Superligaen. For helærligikkå vi er jo mere eller mindre ligeså gode som Brøndby. Eller i hvert fald bedre end Randers. Og Tøfting vender sikkert også snart hjem. Igen. Og alt skal nok blive godt. Champions League ligger lige om hjørnet. Selv om det sikkert går som det plejer. Vi bliver nummer ti, og skadeslisten er længere end Brian Steens nosser.
