Tekst og foto: Mie Olsen
Mine fødder dunkede af jag som fra elektriske stød, allerede da vi forlod Olatz’ grønne marklandskab med let spredte landsbyhuse hensunkne i et slør af siestaens dovenskab.
Mens lokale spaniere rutineret lukkede deres døre i den bagende middagssol, fortsatte jeg stædigt med min solhat, min halvliters vandflaske og med entusiastiske ”Buen Camino” udråb til følgesvende selv op ad bakke. Hvorfor? Dagens sceniske gulerod havde været et hvidt, lidt forsømt kapel med udsigt over en grantræsdækket dyb dal og adskillige beviser på spaniernes hang til at kompensere for deres små bjerghytter med havudsigt og et væld af verandablomster i utilpassede farver. Som føddernes smerteskrig insisterende råbte hjernen op, begyndte de sidste 9 kilometers skovvandring at tåge for øjnene af mig. Tvivlen var en uindbudt gæst. Havde jeg været for naiv omkring min egen fysik? Ville jeg nogensinde nå frem til Markina?
Bjerget lærte mig, at Caminoens skønhed går hånd i hånd med hårdt arbejde. I starten var morgenernes bratte opvågning en uvant kamp. Øjnene missede, og benene brokkede sig. Men gradvist vækkedes alle sanserne hurtigt som ved et lynnedslag, og klokken 06.30 gik fødderne af sted af sig selv. Hvert år begynder pilgrimme som mig selv fra hele verden deres håbefulde færd fra byen Irún tæt ved den franske grænse i Nordspanien. Med pilgrimspasset stempler de sig gradvist frem godt 830 kilometer mod Santiago de Compostela, hvor Sankt Jakobs sagnomspundne lig ligger begravet i byens store katolske katedral. Nogle vandrer helt til verdens ende ved Finisterre ud til det brusende Atlanterhav.
Livets universitet
Flygtige glimt af let foroverbøjede Quechua – rygsække langs de ellers øde bjergskråninger og insisterende stød fra klikkende vandrestave længere bagude trøstede med, at selv i den mest ensomme vandring, gik man i solidariske fremmedes fodspor. Fodspor der på en let overskyet dag ledte os mod et herberg af en anden verden. Efter zigzag-bevægelser mellem små kantabriske stenhuse, 31-kilometers sitren i de nu styrkede fodballer og gudsforladte landeveje med tvetydig vejvisning dukkede et fortrøstningsfuldt træskilt op: ”Albergue, 0,8 km.”
På bakketoppen nær Güemes buldrede det livligt i et væld af ”Gracias” udtalt med bittesmå accentforskelle, da vi fik serveret gratis russisk salat, linsesuppe og lokalfremstillet rødvin. I frugthaven belønnede en godmodig hund på størrelse med en løve os med let logrende hale. I klarede det igen i dag! Herberget var ligesom mange andre på ruten ”donativo”, men det skilte sig ud ved ikke at være finansieret af den katolske kirke. Filosofien bag en sådan uafhængighed forklarede den aldrende Fader Ernesto til os før aftensmaden. Som en spansk udgave af julemanden med sit hvide skæg, overbærende smil og lattermilde øjne stod han foran os og smagte livsklogt på hver sætning. På en træstol ved siden af ham hoppede den tanktopklædte amerikanske sprogstuderende Joshua op og ned, imens han spærrede øjne op og ihærdigt oversatte i takt med Fader Ernestos salige mumlen. ”Livets Universitet er…” udbrød Boston-drengen med pibende stemme, mens han gestikulerede poetisk med hænderne. Ude i ingenting den aften lærte vi, at livets universitet er en bil på landevejen.
Den flygtige færd
Dagen derpå stavrede jeg som aspirerende student på stejle høje klipper over den brusende Biscayabugt. Så langt øjet rakte, var der kun hav mod land, som kunne jorden være 200 millioner år gammel og aldrig nogensinde have set skyggen af mennesker. Jeg lyttede til mågernes fortvivlede skrig. Det føltes som om, at de prøvede at råbe mig op. Kunne de se noget, som jeg ikke kunne? Svaret kom et par dage efter, da jeg i mine nussede shorts sad på byen Comillas’ hvide murstensbelagte torv med filtret hår samt dagens kropslige anstrengelse stadig manifesteret som et tyndt lag sved over det meste af min overkrop og betragtede byens borgere trippe til bryllup i den aldrende kirke San Cristóbal. Mens Don Corleone mændene smøgede den i laksko og udvekslede sammensvorne blikke, og kvinderne graciøst poserede i slanke, skræddersyede kjoler, sad jeg bare som en flue på væggen. En kortvarig gæst, som var til stede i nuet uden at efterlade nogle aftryk.
”Mañana is Mañana”-i morgen er i morgen- havde en ung tysker proklameret med nonchalant attitude på et gudsforladt, familiedrevet herberg nær Santillana del Mar. Det havde lydt lemfældigt i mine ører. Men måske det kliché-klingende mantra alligevel havde slået rod i min krop, da jeg den sidste dag under skyfri himmel mærkede vinden puste frisk liv i mit hoved. Med samme tidløse ro som bjergenes urokkelige konturer udstrålede i det fjerne traskede mine fødder ad den støvede marksti, guidet af et nyt indre kompas. Mine forlængst udviskede fodspor havde nemlig erfaret, at nok kan man planlægge sin destination, men vejen dertil er altid uforudsigelig.
