Hvis du skulle være i tvivl, om hvad en mur af lyd egentlig betyder, burde du have været et smut fordi Voxhall i Aarhus i tirsdags. Der trådte det amerikanske band Swans nemlig frem i en gennemtrængende og altomslugende storm af støj og kaos, og bekræftede dermed deres status som eksperimenterende rocklegender.
Tekst: Simon Ørberg
Foto: Anders M. Teibel
Allerede før koncerten er gået i gang, er der en helt speciel stemning i Voxhalls koncertsal. Ikke nok med at folk er knyttet sammen om at have trodset skybruddet udenfor, så hersker der en usagt samhørighed, fordi vi ved, at vi alle står på kanten til noget historisk. Swans har nemlig igennem 30 år været uden sidestykke på den eksperimenterende rockscene. Den produktive frontmand Michael Gira har i tidens løb ført gruppen igennem adskillige udfordrende undergrundsgenrer, men det er først med sidste års album, To Be Kind, at de har ramt noget, som rent faktisk har ”hitpotentiale”.
Men ”hitpotentiale” er det sidste ord, jeg ville bruge til at beskrive den over to timer lange koncert. Den indledes med, hvad der lyder som en tung drone, men som viser sig at være bandets perkussionist, der hamrer løs på en komisk stor gong. I løbet af de næste 25 minutter kommer resten af det seks mand høje band langsomt ind på scenen. Der er ingen klapsalver eller store armbevægelser – det er ikke derfor, de er her; de er kommet for at lave noget larm. Én efter én tilføjer de deres instrument til dronens opbygning, som kun stiger i intensitet. Publikum begynder at tage de ørepropper frem, som Voxhall har delt ud ”i dagens anledning”, og jeg overhører en mand berolige sin kammarat med et sigende ”Bare vent…”. Der er noget stort på færde, og alle kan mærke det.
Dronen udvikler sig til åbningsnummeret ”Frankie M”, som endnu ikke findes på et album, men som giver tordenvejret udenfor kamp til stregen. Desværre går der her noget galt for bandmedlem Cristoph Hahn. Han spiller åbenbart så aggressivt på sin double pedal steel, at stativet bryder sammen. Igennem hele nummeret fumler han med stativet, men ender med at sidde akavet med sit instrument på en skammel. Man lægger nærmest ikke mærke til, at han falder ud af lydbilledet, fordi det i forvejen er så intenst, så det er ærgerligt, at fumleriet distraherer så meget på scenen. Efter nummerets afslutning får de heldigvis fixet stativet, og så er de ellers klar til at leverer forårets største spark i løgene i form af ”A Little God In My Hands” fra den førnævnte plade, To Be Kind.
Basgangen buldrer afsted, og hoveder blandt publikum begynder at nikke i takt. Perkussionisten har smidt trøjen og svinger nu den ondeste trækbasun, imens Michael Gira på trance-lignende vis synger de surrealle tekster: ”Oh universe, sing in reverse. Oh sucking lung, we’ll never come”. Men der går ikke længe, før det bliver klart, at det her ikke er den stramme og overraskende melodiske krautrock fra studieversionen. Det her er støj. Støj fra helvedets inderste cirkler og Michael Giras inderlige fortvivlelse. Men støj er, hvad Swans gør bedst. Desværre går det ud over de finurligheder og små kompleksiteter, som også findes i Swans’ musik. Harper, kor og fjollede lydeffekter er byttet ud med gennemtrængende energieksplosioner af højeste kaliber. Det er overvældende, men også ærgerligt at det skal være på bekostning af subtiliteten i lydlandskabet.
Genfortolkningen er gennemgående for hele koncerten. Alting er længere og højere, og det bliver en øvelse i tålmodighed. Det er ikke, fordi tempoet på noget tidspunkt falder under adrenalinpumpende rædsel, men alle numrene opbygges alligevel med møjsommelig kærlighed – og ikke altid med en forløsende slutning. Michael Gira og co., har nemlig lært, at det ikke er destinationen, men rejsen som er målet. De opbygger små musikalske verdener, hvor alle lyde smelter sammen og hypnotiserer – mere end de åbner en mosh-pit.
Ikke nok med at det kan være svært at skille instrumenterne fra hinanden i det enorme lydlandskab, så smelter numrene også langsomt sammen. Både i støjen, men også bogstavelig talt, fordi de spiller medleys snarere end afsluttede numre. Der er i hvert fald ikke meget plads til snak indimellem. Det hele kolliderer dog i det 30 minutter kolossale og helt igennem gennemførte afslutningsnummer, Bring The Sun / Black Hole Man, hvor galskaben pludselig giver mening.
Den første genkendelige halvdel er også fra To Be Kind-albummet, og består først af Michael Giras uforståelige og nærmest mediterende sang for dernæst at bryde ud i en tung og knusende march mod afgrunden – en afgrund som Michael Gira har kigget ned i og bevaret fuld kontrol. For når støjen og kakofonien er på sit hidtil mest ekstreme, og man ikke tror, at det kan blive højere, så hiver trommeslager, Phil Puleo, den røde tråd frem igen med et hurtigt og insisterende beat. Det er, som om de siger ”bare rolig, we still got this”. Nummeret hedder Black Hole Man, og er en usammenlignelig kraftudladning, hvor Michael Gira får lov til at vise, hvordan han i sandhed er en dirigent af kaos. Det er tydeligvis her, han hører hjemme.
Efter at være blevet synderbanket i både ører og krop må man vende tilbage til den virkelige verden, som pludselig virker så stille. Men hvad er det grækerne kalder det? Katarsis? På trods af enkelte skuffelser i oversættelsen fra plade til scenen kan en Swans koncert alligevel vende vrangen ud på sig selv og alle, der ser på. Kompromisløst, anderledes og fucking højt. Swans vil altid være Swans.
