Amerikanske Big Thief minder os om, at der stadig findes smukke ting i en verden, hvor katastroferne står i kø.
Af Mads Hesselaa
Kontrasten kunne dårligt have været mere slående, da jeg en smule modvilligt måtte bevæge mig fra CMAT på den kogende NOVA-teltscene og op på en endnu sparsomt befolket græsplæne foran festivalens største scene, Astra. Den storsmilende irer havde i hvert fald antændt en fest, som ikke fortjente et irish goodbye, men når Big Thief er næste navn på plakaten, herskede der i hvert fald hos undertegnede studenteranmelder ingen tvivl om, at det var en koncert, som måttes opleves på nærmeste hold.
Jeg stod da også på forreste række, da forsanger Adrianne Lenker listede på scenen med sine bandmedlemmer Buck Meek og James Krivchenia samt den på Europa-tourens anledning gæstende bassist, Joshua Crumbley. Og liste gjorde de, for Big Thief er ikke et band, som er kendt for store armbevægelser. Hvad de mangler – eller snarere fravælger – i megalomani, betaler de nemlig rigt tilbage med i nærvær og intimitet. Således var der hverken en storskærm eller andet grafisk gøgl, som dannede bagtæppe, men netop blot det – et sort bagtæppe. Og det var på en måde de perfekte rammer for den optimistiske melankoli, som Adrianne Lenker og kumpanerne er verdensmestre i.
Bevares, Adrianne Lenker og kompagni fik skruet op for intensiteten – og festen – på numre som ’Vampire Empire’ og ’Spud Infinity’, hvor der på sidstnævnte endda blev plads til både tromme- og bassolo, ligesom Adrianne Lenker også selv ved flere lejligheder viste, hvor dygtig en guitarist hun er med sine egne soloer, men det var alligevel ved koncertens afslutning, at det afgørende kærligheds-uppercut blev sat ind.
På det uudgivne nummer ’Beautiful World’ viste Adrianne Lenker og bandet nemlig, at der endnu findes modvægt til Trumps bombegale og bølleagtige adfærd, som han blot har skruet op for i sin anden præsidentperiode. ”It’s a fucked-up world/ Why must everything be conquered, gutted?/ It’s so beautiful/ Let’s blow a hole in the center of it,” nærmest råbte hun med en ru og insisterende vokal, som ikke kunne andet end bjergtage det aarhusianske publikum.
Det er også symptomatisk for denne utæmmelige trio, som har brugte de seneste årti på konstant at forandre og forbedre sig, at nogle af de stærkeste skæringer fra gruppens seneste to album ikke var blandt de sange, vi blev velsignet med. Fra sidste års mesterlige Double Infinity, var der i dagens anledning blandt andet ikke fundet plads til ’Los Angeles’ og ’All Night All Day’, og ej heller fra det mundrette Dragon New Warm Mountain I Believe In You havde hverken ’Change’ eller ’Certainty’ klaret cuttet, men det betød ikke det store, for når Big Thief inviterer til, hvad der føltes en smule som at have fået et unikt indblik i en udvidet jamsession, er det bare med at holde sin mund og lytte.
Den sidste påmindelse om den skønhed, som denne verden endnu besidder, og som trioen hårdnakket insisterer på skal fylde mere end modstykket, fik vi også på det afsluttende nummer, ’Incomprehensible’. I vanlig stil var det nemlig ikke en stor basker, der kom til at stå som afskedssalut, og som kunne sende festivalpublikummet feststemte videre på sin færd i Eskelunden, men i stedet det underspillede self-love-opus, som var den sidste kollektive udånding i gruppekrammet.
Et sidste, sagte “thank you so much, have a beautiful evening” var de ord, som Adrianne Lenker sendte os videre på vores færd med, og det var umuligt ikke at have en smuk aften oven på den opvisning i melankolsk skønhed, som Big Thief serverede torsdag på Northside.