Spring til indhold
Hjem » Artikler »  En del af et nyt sammenhold

 En del af et nyt sammenhold

Aarhus Universitets-Sport (AUS) er AU’s officielle sportsforening. Vi er en paraplyorganisation med 16 forskellige, selvstændige sportsklubber, heriblandt en gymnastik- og fitnessforening, Aarhus Studenter Gymnastik, ASG.

Tekst: Kommunikationsansvarlig, Camille Pedersen


Godt begyndt er halvt fuldendt

Om du er ny studerende i Aarhus eller en ældre studerende, der trænger til at prøve kræfter med noget nyt, så har AUS helt sikkert en sportsklub, der kunne være noget for dig. For alle klubberne hos AUS er det helt essentielt, at nye medlemmer bliver taget godt imod, og de fleste af vores klubber har også plads og står klar til at byde nye sportskammerater velkommen. En god modtagelse danner grundlaget for resten af tiden på såvel et nyt studie som i en ny sportsklub – og det er netop noget, som klubben Aarhus Studenter Gymnastik, ASG, lægger særlig stor vægt på.  

Aarhus Studenter Gymnastik og fitness

Hos ASG er der plads til alle, og ifølge Anita Bjørn Kristoffersen, som er næstformand i klubben og formand for klubbens PR-udvalg, er både gymnastik og fitness gode sportsgrene at begynde til som nybegynder eller letøvet. ”Andre er ikke som sådan afhængige af dig. Som hold bidrager alle naturligvis til en god stemning og et godt sammenhold, men holdets andre deltagere er ikke afhængige af din præstation”, forklarer hun. Både på klubbens fitness- og gymnastikhold tages der højde for nye medlemmer, og ”det er helt okay at kludre lidt i det, men man kan også træne igennem, hvis det er det, man har lyst til”, fortæller Anita. Anita har erfaret, at man som ny i klubben hurtigt får nye venskaber og mange oplever også at genopdage gymnastikken sammen, som man måske havde på efterskolen.

I ASG har du med et fitnessmedlemsskab fri adgang til alle fitnesshold. Et gymnastikmedlemsskab giver dig, ud over dit gymnastikhold, ligeledes fri adgang til alle fitnesshold, og på den måde kan man nemt og billigt kombinere gymnastikken med fx styrke- eller konditionstræning. Skal du være en del af holdet?

 

VIDSTE DU, at AUS er med til at arrangere Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag, som løber af stablen d. 9. september? Arrangementet er en god anledning for nye som ældre studerende til at lære hinanden bedre at kende uden for studiet, få sved på panden og have en fest sammen. Du kan læse mere om arrangementet på vores hjemmeside www.aus.au.dk eller på www.storfredag.dk.