Tab og vind med samme sind
Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag begyndte selvsagt med morgenkaffe hos en fra det volleyballhold, som jeg var med på. Planen var ”at få en lille skid på” inden første kamp. Det lykkedes. Vi tabte. Banerne skrånede, man byttede side halvvejs, og der var ingen dommere. Man spillede fair. I det smalle spor mellem banerne sad heppekor. ”Manageren” for det spanske hold Los Cojones Salvajes (De Vilde Puder jf. Google Translate) havde lige så selvsagt, som at der var Bailey i morgenkaffen, en Pablo Escobar-skovsnegl siddende på overlæben, mens han bar rundt på soundboksen, der spillede alle de spanske sange, man kender lyden af, men ikke navnet på. Bolde fløj konstant rundt i luften, nogle råbte i ærgrelse og glæde, da de ramte jorden, andre glædede sig over spilstop og løb ud til ølkassen. Engagementet var mildest ugeneraliserbart. Et rygte gik på at en havde drukket femten øl før klokken var tolv. Han tog det stille og roligt, blev der fortalt. Anden kamp tabte vi. De andre var gode, og jeg spurgte efterfølgende, om de var kommet for at vinde, da de alle seks sad på en bænk i solen og spiste madpakker. En sagde nej, en anden åbnede en Tuborg Classic fra six-packen på bordet. De var primært med for at hygge sig – stille og roligt. Deres hold vandt turneringen.
Floorball og techno
Gravøl fulgte i pausen. Fodboldspillerne lignede nogle, som mente det, de lavede. Jeg så både rasende ansigter og tonstunge tacklinger, og jeg var glad for, at jeg spillede volley. Floorball lignede en technofest på deres lille indrammede asfaltbane, målmændene trippede foran de latterligt små mål, som man næsten skulle bruge briller for at se. De andre løb frem og tilbage, svingede med deres stave, løftede dem i jubel, hvis der på mirakuløs vis nogen sinde blev scoret, mens den hårdeste techno, jeg længe havde hørt, fik det hele til at virke endnu mere sindssygt. Vi kom hjem og snakkede om at kigge på folk der parallelparkere, grinede over hvor meget én af vores spillere lignede Logic og skålede. Sørgende var vi nok ikke. Da vi kom tilbage til pladsen halvanden time senere til den sidste kamp, lå græsset fladt på banerne og mindede mere om sjap og jord, men stemningen var uforandret. Det sejlede. Nogle tumlede engang imellem ind i nettet og fik stolperne til at drætte om. De blev rejst op, og der blev spillet videre. Vores spil sejlede. En på mit hold smed sig efter bolden, og det lignede mest af alt at han havde lyst til at blive liggende. Vi tabte. Ham, hvis ølforbrug jeg hørte om tidligere, var på holdet. Han serverede skævt, men sådan var det.
DJ Aligator
Senere på festpladsen stod øltelt efter øltelt. Sammen med madteltene på rad og række fik det bagsiden af pladsen til at ligne en flygtningelejr. Køer med hungerende folk snoede sig fra alle telte, og man skulle tro, at de gav gratis mad og drikke væk, så lange de var. I midten durk gennem pladsen lå plastikplader som lappeløsninger på det åbne, smattede muddersår, der strakte sig fra den ene ende af pladsen til den anden. Lad os kalde den Grøften.
Mennesker var der nok af. Fire piger stod i kø til toilettet, og lod mig vide, hvad de havde på hjerte ved at gentage, hvad hinanden sagde som et firstemmet ekko. Der er mange mennesker, sagde den ene. Lidt mudret, sagde den anden, og så tog det ellers fart med skiftende kommentarer, og hvert udsagn kom fra en ny: ”Ingen toiletter.” ”Ingen toiletter.” ”Ikke nok toiletter.” ”Ikke nok toiletter.” ”Der er lang kø til toilettet.” – Amanda, Marie, Svea & Rebekka, arkitektstuderende. Jeg skiftede fikst samtaleemnet, og spurgte, om de havde været en del af idrætsdagen. ”Hvad for noget idræt?”, blev jeg spurgt. De dyrkede ikke sport. Det stod nu klart for mig. De var kommet for at høre DJ Aligator, og situationen eskalerede, da jeg erkendte, at ingen af hans sange stod klart for mig, og jeg gik derfra med ren besked om, at han var en del af kulturkanonen. Tvivlende på om jeg burde skamme mig over min uvished, slentrede jeg mod ølteltet og savnede den gode volleyballstemning, spanske sange og ingen DJ Aligator.
”Den her svinesti med mennesker minder om Københavns Lufthavn i uge 29.”
Mudderet blev bestandigt højere. Emil Kruses koncert var fin. Jeg gik mellem et skålsbrøl og en begyndende historie om ”Noget fedt, der skete på Roskilde i år, bror, jeg sværger, det var for SINDSYGT,” og tænkte på, om jeg var den eneste, der lod mig plage af mudrede, nye sko.
Holdningerne var delte. En råbte ”Mudderet er lort” for derefter at vende rundt og synge og danse med på det, der tilsyneladende var hendes yndlingssang. Om hun mente det bogstaveligt, ved jeg stadig ikke. Julia fra litteraturhistorie sammenlignede Grøften med Københavns Lufthavn. Ditte fra datavidenskab sagde mere konstaterende: ”Der er meget crowded.” Ditte havde ret. Natalie, pædagogisk assistent, gav lettere op og foreslog sin veninde, at de skulle tage på bodega i stedet. Det ville også være ærgerligt, tænkte jeg, men så kiggede jeg ned på mine sko og fik lyst, men nej, jeg måtte lede videre. Så slemt var det heller ikke. Og der var øl.
”Jeg har studiekammerater, der er her et eller andet sted. Det er en kæmpe fest. Vi skal da bare finde en eller anden koncert, der er nice, og som vi kan danse til.” – Signe fra Kolding.
Der var ikke andet for, og for enden af Grøften spillede Alexander Oscar. Det var heldigt. Der var – for at opsummere det hele – smat og god stemning.
