Gad vide om dét at være universitetsstuderende er blevet en tryg sutteklud for min
generation. Det bliver sværere og sværere at finde motivationen og at svare på
spørgsmålet om, hvorfor man nu engang studerer på universitetet. ”Mangel på bedre
alternativer,” plejer at være mit standardsvar. Det er som om, det er blevet mindre
vigtigt, hvad man studerer. Så længe det er på universitetet, er man på rette vej.
Fire år på biologistudiet var hvad det tog for mig at indse, at man ikke nødvendigvis
behøver at være studerende for tryghedens
skyld. Sådan kan det ellers hurtigt føles i en kultur, hvor spørgsmålet: “hvad studerer du?” er et af de første, man møder i sociale sammenhænge. Hvem vil være den, der
svarer: “øh, ingenting”, og endda ikke engang har et alternativt svar at diske op med? I hvert fald ikke mig for 5 år siden efter mine to sabbatår.
Jeg gik i panik, da hele min omgangskreds
startede på forskellige studier, mens jeg stod alene tilbage uden en plan. Det er vel bedre at studere et eller andet end ikke at gå på universitetet? Det var i hvert fald, hvad der drev mig til at søge ind på et studie, der nu engang havde ledige pladser efter ansøgningsfristen.
Den trygge universitetsboble
På det sidste år i gymnasiet malede der sigtydeligt et billede af flertallets fremtidsplaner; at starte på universitetet. Selvfølgelig efter
grupperejsen rundt i Asien. Hvad valget faldt på af det specifikke studie, var af mindre betydning. Dét at tilslutte sig flertallet dengang gav allerede en spøjs form for tryghed. Så kunne man vel altid begynde på et bredt studie og så droppe ud, hvis ikke det lige passede til ens identitet alligevel. Men så
let skulle det ikke blive. Før jeg vidste af det, var jeg fanget i en dejlig, social tryghedsboble,
der tog alt mit fokus væk fra det faglige. Dog med gamle eksamenssæt og noter fra mine tutorer, som fik mig igennem eksamenerne.
Men jeg stoppede ligesom aldrig op og trådte ud af mine nye, sociale boble for at mærke, om jeg nu engang overhovedet var motiveret for det fuldtidsstudie, jeg gik på.
En tosidet tvivl
Det føltes godt, endelig at kunne komme med et svar til det famøse spørgsmål: “hvad studerer du?”. Samtidigt gik det op for mig, hvor identitetsskabende det blev. Og selvom jeg nødvendigvis ikke kunne identificere mig med at være biologistuderende, var jeg altså nu skrevet op til tryghed og ny identitet. Men alligevel kunne jeg ikke lægge tvivlen fra mig. Der opstod ligesom en tosidet tendens hen ad vejen; følelsen af at være i samme, fortvivlede og umotiverede båd til fredagsbar, samt følelsen af et hverdagsræs hvor det gjaldt om at være hurtigst til at fortælle om ens studie-identitet, og hvad man ville specialisere sig indenfor. Den dobbelteffekt forvirrede mig ved både at sænke og øge min tvivl.
Efter at have fulgt min tvivl og droppet ud af min uddannelse, er det gået op for mig, hvor stort et hav der nu engang eksisterer uden for universitetsboblen – med strømme og vinde i uendelige retninger! Dét tror jeg er en åbenbaring, jeg ikke ville have gjort mig, hvis jeg havde knurret mine fingre for hårdt fast til studielivet.
Universitet i sig selv er et skønt koncept og en kæmpe mulighed for at følge sin motivation og dykke ned i en niche – og så bliver vi endda betalt samtidigt! Det er da værd at tage med i valget mellem en universitetsuddannelse eller et usikkert, ubetalt alternativ.
Pointen her er, at universitet bestemt er kommet for at blive med sine 542 år på bagen i Danmark. Men om det er blevet for nemt, for bredt og for strømlinet, kan kun fremtiden vise.
