Det kan være svært, når noget slutter. Noget der er blevet en fast del af ens hverdag, og som man måske har fundet en vis tryghed i. Jeg tænker her både på de store, mærkbare forandringer – forhold der ender, et studie man skifter væk fra – men også på noget hvis afslutning man som det første ikke overvejer kan have en indflydelse på ens følelsesliv. I denne lille artikel vil jeg fortælle lidt om mine egne oplevelser med denne specielle form for melankoli, prøve at komme med et bud på hvorfor den opstår og give et par råd til, hvordan man kommer videre.
Tekst: Emilie Louise Nielsen
Jeg er ikke sikker på, at melankolien ved at være færdig med noget har en rigtig betegnelse, så jeg har valgt at kalde det Efter-Serie-Tungsind (EST – ej at forveksle med Eastern Standard Time): den følelse af tomhed og vemod man sidder med, når man er færdig med en tv-serie, film eller en god bog. Den der bitre fornemmelse af, at en rejse er overstået, og du var slet ikke klar til, at den skulle slutte. Du sidder tilbage og tænker: ”hvad gør jeg nu?” Ofre for EST genkendes på et eller flere af følgende symptomer: modløshed, overdreven hang til at skrive fanfiction, en manglende evne til at påbegynde en ny film/bog/serie og et stærkt behov for at genlæse eller gense det netop sluttede. Dem der bliver hårdest ramt kan have lidt svært ved at fungere optimalt i deres hverdag, fordi deres tanker bliver ved at kredse om genstanden for melankolien.
Emilie vs. melankolien
Jeg bliver meget følelsesmæssigt involveret i de bøger, jeg læser, og så bliver det vanskeligt at ”komme mig” bagefter. Det føles næsten meningsløst at begynde på noget nyt, for hvad kan erstatte bogen/filmen/serien? Det første stykke ”popkultur” jeg havde det sådan med var Harry Potter-serien, og jeg tror, jeg deler denne melankoli med mange andre 90’er-børn. Jeg elskede (og elsker) bøgerne og har læst dem alle så mange gange, at jeg gentagende gange har måttet frelse det stakkels omslag på Flammernes Pokal med lag-på-lag af gaffatape. Harry og hans eventyr blev en stor del af livet, og da sidste side i bog syv var vendt, og Harry havde lagt Hogwarts bag sig, havde jeg noget blandede følelser. For Harry, Ron og Hermione var jo blevet voksne, og jeg var på en eller anden måde blevet efterladt. Disse negativt-ladede følelser gik sidenhen over, og når jeg derefter har læst Harry Potter-bøgerne har det været med ligeså stor kærlighed, men knap så stor påvirkning. Jeg har haft lignende oplevelser med andre bøger og serier, og jeg har bidt mærke i, at hvis jeg har haft gode oplevelser med disse, har jeg følt mig mere eller mindre udmattet, når jeg var færdig med dem.. Hvorfor opstår der sådanne følelser, når man er færdig med noget, der burde gøre en glad? Noget der, i sidste ende, blot er fiktion?
Hvorfor melankolsk?
Mange der lider af melankolien efter at have færdiggjort en serie oplever et trælst humør og mental udmattelse, og det er interessant at bide mærke i, at jo bedre serien, bogen eller filmen er, jo værre har man det gerne bagefter. Jo mere man bliver revet med af det, man læser eller ser, jo galere bliver man over, at det er slut. Og hvorfor mon? Jo, en af grundene kan være, at man for en stund eskapistisk har distanceret sig fra en travl og kaotisk hverdag og i stedet har fordybet sig i noget mere simpelt og tilfredsstillende. Når det så er slut, tvinges man på groveste vis tilbage til alle problemerne og trivialiteterne, og det kan næsten sidestilles med at vågne op efter en rigtig god drøm. Og hvem har lyst til det?
En anden grund – en jeg kan nikke genkendende til – er, at man bliver meget emotionelt involveret i den historie, man læser. Karaktererne bliver lidt som ens venner, deres dybeste tanker bliver ens egne og man bliver en del af deres liv, oplevelser og forhold. Når så det sidste afsnit er set, føler man, at man er blevet revet bort fra en verden man holdt af, og den følelse af tab kan føre til en masse smerte til trods for, at man godt ved, at det ”jo bare er fiktion”. Grundene til melankolien varierer fra person til person, men den kan være lige forstyrrende, uanset hvad de måtte være.
Hvad gør man så?
Livet skal jo gå videre på en eller anden måde, og jeg har samlet nogle råd, der måske kan hjælpe jer, der står i denne situation:
- Distraktion
Når man er langt nede, hjælper det nogle gange at finde på noget, der kan distrahere en fra de negative tanker. Om det så bare er, at man med viljen alene får sig selv til at tænke på noget andet, eller man optager sig med et faktisk gøremål, kan det at blive distraheret hjælpe.
- Andre interesser
Prøv at finde noget andet, der gør dig glad. Hvis du lige er blevet færdig med Breaking Bad’s femte sæson og mangler en anden serie at holde dig beskæftiget med, så giv dig i kast med Dexter eller House. Man kan med fordel bruge IMDB eller Goodreads, hvis man vil finde noget nyt, men i samme genre. Eller du kan finde en hobby, der ikke har noget med popkultur at gøre for at holde melankolien fra døren.
- Den kreative side
Skriv eller tegn, hvis du er til det. Ellers har Archieveofourown et hav af gode fanfictions til enhver smag liggende.
- Tid
Tiden læger måske ikke alle sår, men for det meste vil melankolien heldigvis aftage af sig selv – i det mindste indtil du finder noget nyt at kaste din kærlighed på.
