Balletten Giselle kunne bruge en re-branding, men atmosfæren i Det Kongelige Teater er altid et besøg værd.
(2/6)
Kan man tillade sig at anmelde en ballet som ikke-ballet kender?
Jeg vil forsøge.
Og det er ikke fordi, jeg er helt nybegynder.
I efteråret havde jeg gennem min praktikplads et gratis ”abonnement” til finkultur, som blev brugt på operaer og balletter i stor stil. Jeg vil ikke sige, at jeg nød alle disse stive, velklædte weekendsaftener, men: When life gives you lemons, juice them!
Jeg har altså givet finkulturen en chance. En Rimelig Chance.
Og alligevel sidder jeg torsdag aften den 12. marts foran Gamle Scene i Det Kongelige Teater, hvor de store guldbogstaver skriver: ”Ei Blot til Lyst”, og jeg tænker: Ja, og da også til kedsomhed og lidt irritation.
Romantisk…. Eller helt vildt toxic?
Den franske ballet Giselle (1841) er en klassisk romantisk ballet om en bondepige, Giselle, der forelsket sig i hertug Albrecht, blot for at finde ud af, at han er forlovet med en fin dame.
Afsløringen af dette plot-twist, bliver Giselles død. Ja, hun bliver vanvittig og dør af desperat kærlighed til den her douchebag!
I ugen efter kvindernes kampdag, kan det være svært at forstå, hvorfor dette stykke stadig opsættes og elskes, endda brandes af Det Kongelige Teater som ”den ultimative romantiske ballet”, da hele præmissen er lidt gammeldags, hvis ikke helt blæst.
For eksempel begynder deres flirt med, at hertugen insisterer. Han gør sig tilnærmelser. Giselle siger nej. Prøver at flygte gennem døren. Og alligevel presser han på.
Dette kan fortolkes, som at stykket er fra fordums tid, før kvinder måtte vise deres begær og lyst, samt at stykket er en repremiere på opsættelsen fra 2016, men selv i 2016 kunne man godt have lavet en opsætning, hvor Giselle også siger lidt ja. I stedet undrer man sig:
Bliver hun vild med ham, fordi han ikke lader hende gå?
(Det er ‘Baby, It’s Cold Outside’ af Dean Martin. ‘Blurred Lines’ af Thicke og Williams.)
Romancen er altså lidt toxic fra start.
Og så – Når en mand, som man nu er blevet vild med, pludselig viser sig at være forlovet, virker det som sund fornuft at sige ”sikke en stodder” og komme videre. Men Giselle…. Hun dør! Og ikke af vrede og frustration, men af ren, smuk, æterisk sorg.
Som om.
Jeg havde det lidt som den lille pige i H. C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder: ”Det er jo overhovedet ikke romantisk!”
Tilgivelse er stadig aktuelt
Jeg ved ikke, om man skal være vokset op med ballet for at mærke de følelser, dansen viser. Måske er der mere bag. Måske vil jeg gerne indvies i ballettens hemmelighed.
Eller måske er det bare fordi, der ikke var nogen kemi mellem Giselle og hertugen.
Jeg mærkede ikke noget sus af ”åh, lad dem få hinanden!” eller ”åh, kærligheden transcenderer døden” (som åbenbart skulle være stykkets grundpræmis). Jeg tænkte mere på et andet danse-par, der gæstede scenen med fin kemi og flot dans, selvom jeg plot-wise har ingen idé om, hvad de lavede dér, men det er helt normalt, når man er ballet.
Men i anden akt kommer der noget, jeg kan føle.
I anden akt befinder vi os i dødsriget, scenisk smukt opsat med dansere i hvide, flyvende skørter og en uhyggelig kirkegårdskulisse. Giselle er blevet én af wilierne, spøgelser af unge piger, der er døde af hjertesorg, og som genfærd hævner sig ved at hjemsøge mænd og danse dem til døde.
Hertugen opsøger Giselles grav. Han har dårlig samvittighed. Det kunne virke romantisk, men også meget reelt situationen taget i betragtning. På ballet-logik lander han pladask midt i dødsriget, hvor willierne danser med hertugen, men Giselle tilgiver ham. Hun reder hans liv.
Da hun giver ham en blomst og danser bort fra ham, mærker jeg noget ægte. Et slags suk. Forsoning. Tilgivelse er evigt aktuelt, måske især i disse konfliktladede tider.
Men resten af stykket?
Beklager, men det var en ommer.
Gamle Scene er altid “Wow”
En tur i balletten er ikke kun forestillingen. Det er hele oplevelsen. Derfor endnu en stjerne.
Gåturen fra Kongens Nytorvs metro sammen med andre velklædte teatergæster; ventetiden i gemakkerne under stuk, lysekrone, statuer og guldornamenter; klokken, der ringer publikum ind, insisterende som en skoleklokke; sætte sig i venstre parket (for én, der kun har oplevet galleriets sindssyge højdeskræks frembringe små sæder med meget lavt gelænderne, var det meget mere behageligt); det intenst røde tæppe; den enorme lysekrone, der kører op i loftet, inden forestillingen; kongeloungen der står tom og giver en særlig fornemmelse; den lille højtidelige pige bag mig, der sidder på et børnesæde og kigger med store øjne på scenen; orkestergraven; og balkonen hvorfra man i pausen kan nyde udsynet over Kongens Nytorv og føle sig lidt hævet over tingene. Alt det er også grunden til at gå i balletten.
Giselle spiller på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, til 10. april.