Spring til indhold
Hjem » Artikler » DSFI-blog: Rytmer, roulader og regntøj

DSFI-blog: Rytmer, roulader og regntøj

Allerede da jeg træder ind bag hegnet, summer hele pladsen af liv. Det blæser voldsomt, men de studerende har trodset den blistrende kulde, og et skær af stædighed kan spores i alles øjne. Ja, selv truslen om regn har ikke båret andet med sig end regntøj med burgermotiv og plasticposer som regnslag. Én ting er tydelig: Det er fredag, og dermed tid til Fredagsbar.

En stemning, så man ikke skulle tro, at eksaminer eksisterer, spreder sig fra smil til smil (og ikke mindst fra øl til øl). Overalt kan man spore tegn på festlighedernes udbredelse, og ikke mindst duften af pizza og øl i luften.

Da årets store ølbowling-turnering går i gang, sker det med de mest opfindsomme kostumer, remixede sange og ikke mindst hjemmekoreograferede danse, som skaber opmuntrende tilråb fra de medstuderende. Selvom den endelige sejr går til Alkymia, så er nederlaget ikke nok til at tage modet fra de tabende hold. Ja, Geologerne erklærer endda, at resten af aftenen skal fejres med “en helvedes masse øl.”

“Der er ni måneder til Kapsejlads, det her er optakten, det er her festen starter.”

Et fællesskab

Det er ikke kun blandt ølbowlingens tilskuere, eller de rouladeglade deltagere i ædekonkurrencen, at de studerendes weekendstemning kan mærkes på krop og sjæl. Overalt på pladsen har der bredt sig en følelse af sammenhold og fællesskab: Outfits som strækker sig fra gummistøvler til høje hæle. Danmarksflag udformet som en flyvende kappe. Eller blot en pizzaslice i den ene hånd og fodboldstøvlerne fra formiddagens tunering i den anden. Her er der plads til det hele.

Spørger man Philip, der læser Matematik, er han (trods de mange øl og festlige humør) heller ikke i tvivl om, hvorfor man skal trodse det danske efterårsvejr for en øl på pladsen:

“Der er ni måneder til Kapsejlads, det her er optakten, det er her festen starter.”

Og med et glimt i øjet, og en venlig albue i siden fra en kammerat, tilføjer han:

“Det handler om at mødes med sine venner. Det handler om den gode stemning. Den kan man ikke undvære.”

Netop den gode stemning er med til at gøre dagens program endnu federe. Hos Sine og Anna, der begge læser Psykologi, er det bestemt også den gode stemning, der stråler ud af dem, da de bevæger sig omkring på et af sceneområderne.

“Det er et fedt program i år. Gode navne og fed musik. Det samler folk på tværs af studierne”, smiler Anna, imens Sine tilføjer: “Fredagsbaren skaber sjov og en fest, den samler de unge i fællesskabet – også de nytilkomne på universitetet.”

Mere end en uddannelse

Med sådanne mennesker omkring sig, er det ikke noget under, at jeg finder mig selv indhyllet i en verden, hvor universitetet ikke kun er et trin mod fremtidsjobbet. Ikke kun en opgave man skal igennem, eller en tid fyldt med lektier. Nej, her er universitetet en oplevelse. Det er en glæde, en fest og ikke mindst så er det et fællesskab. Et fællesskab, som jeg også er så heldig at være med i.

Så med de kendte toner fra Johnny Deluxe i ørene, omgivet af folk i kostumer, regntøj og brede smil, vender jeg vejen hjemad. Nu som en del af noget større.

 

Coverfoto: Søren Lundgaard