Beirut blev engang kaldt både Mellemøstens Schweiz og Paris. Med blomstrende kultur, og handel, var denne hovedstad, med dens løsslupne franske atmosfære og lange strandpromenader, engang et rent paradis. I dag er situationen en anden; med lange, blodige borgerkrige, Israel i baghaven, syriske flygtningestrømme, IS-fronter, der rykker nærmere og en stadigt mere agressiv Hizbollah-retorik, er denne by nu knap så harmonisk. Jeg er ikke en bangebuks, nej, men mit ophold her er præget af en sund portion respekt overfor hele situationen.
Tekst og foto: Anna Eva Heilmann
Ejeren af den bygning, jeg bor i i Beirut, har en grøn tatovering. Den kryber fra et sted nede på ryggen og helt op ad nakken. Han går rundt i duegrå sweats, bærer rundt på 10 kilos håndvægte og drikker proteindrinks med banansmag. Han ejer en del ejendomme i området, har en smuk kone, tre små børn og er, fortæller min udlejer mig med sænket stemme, en ret fremtrædende person i Hizbollah.
Hizbollah bliver kun anset som terrororganisation i enkelte lande, minder min arabisklærer mig om, da jeg nævner dette, og desuden, fortsætter hun, er USA lidt hysterisk, når det kommer til Mellemøsten, og hvordan bøjer du forresten ”at bombe” i datid?
Dét kan jeg heldigvis godt huske, for jeg har boet på Vestbredden.
Hizbollah og bomber er jeg ikke bange for, men min arabisklærer er ret striks.
Der er ikke nogen, der bomber Libanon lige nu. Okay, jo, der var godt nok lidt knas nede ved den israelske grænse for en uge siden, men det var bare lidt forkølet frem-og-tilbage mellem to sider, der begge går med kronisk nervøse aftrækkerfingre; en ret naturlig konsekvens af at have en syrisk borgerkrig i baghaven.
Min udlejer ringede til mig forleden. Han ville høre, hvornår jeg kunne betale min husleje. Lige så snart jeg har røvet en bank, svarede jeg kækt. Han grinede, nej, men helt seriøst, sagde han, du bliver nødt til at tage hen til min ven og give ham pengene nu, jeg er taget til Syrien. Åh, svarede jeg, det er jeg ked af at høre? Ork nej, nej, forsikrede han mig, Damaskus er skøn, ikke så mange kampe, men betal pengene snart, ejeren af bygningen er lidt streng på det punkt.
Min udlejers ven arbejder på den franske ambassade. Geografisk er det ikke særlig langt fra, hvor jeg bor, men det tager mig alligevel fire timer at nå derhen. Trafiklovene her er nemlig knap så meget decideret love, men langt mere forslag til, hvordan du kan opføre dig i trafikken; du kunne holde for rødt her, men hvis du har travlt, kan du bare torpedere over!
Alle har travlt i Beirut.
Det handler om at udvikle en strategi af påtaget kølig ligegyldighed – specielt når du krydser en vej. Du skal mene det, ville det, og aldrig tøve. Du skal lade som om, du er den største, farligste lastbil på vejen.
Jeg når frem med huslejen men er lige ved at blive skudt af en tank. En mand i militærtøj stikker hovedet op af tanken, råber ad mig, ryster sin maskinpistol vredt. Jeg ser åbenbart mistænkelig ud, som jeg står der, påtaget kølig, uden for Ambassade de France med 500 dollars i hånden.
Jeg er ikke bange i trafikken længere, er større end en tank, når jeg krydser vejen, men størrelsen på min husleje giver mig koldsved.
Min tyske roommate fortæller mig ivrigt at IS har sprængt en selvmordsbombe i Tripoli, da vi mødes i køkkenet. Strømmen er gået igen, internettet nede, og vi går hvileløst rundt pakket ind i tæpper. Tripoli ligger 85 kilometer nord for Beirut. Det tager ikke mere end en time at køre derop med en tilpas sindssyg chauffør. Det kan være, der bliver rigtig krig her nu, overvejer min tyske roommate lidt for håbefuldt. Falsk alarm, viser det sig, da internettet kommer tilbage, forkert Tripoli, simpelthen – selvmordsbomberen detonerede sig selv i Libyen. Min tyske roommate er svært skuffet – han synes, en krig ville være ”kinda interesting”.
Jeg er ikke bange for IS, men jeg ret betænkelig over for min tyske roommate.
Ejeren af min bygning har et pertentligt trimmet skæg, rundt og fint. Jeg tror han putter en masse produkter i det; han lugter lidt af kokos. Jeg møder ham i elevatoren, han nikker uinteresseret og vender blikket tilbage til sin iPhone i guld. Jeg har en snigende mistanke om, at skægget er knap så meget et udtryk for ekstremistisk islamisme, og langt mere hipsteraspirationer, og det –
det kan godt gøre mig lidt bange.