Tekst: Vassili Stroganov
Foto: Vassili Stroganov
Klokken er 05.52, og jeg skal være i skole om tre timer og otte minutter. Jeg har ikke sovet hele natten, og det hele er lidt tåget. Jeg har hverken spist eller drukket noget i flere timer, og min mave giver underlige lyde fra sig i håbet om, at der kommer noget ned på et tidspunkt, men intet kan stoppe mig nu. Jeg skal klare endnu en ”Rift-Run” i Diablo 3. Min uovervindelige character, ”Beef” har virkelig brug for en ny økse, der er på niveau med hans Paragon Level. Grunden til, at jeg har kaldt ham ”Beef”, er mit specielle efternavn ”Stroganov”, der minder utrolig meget om Bøf Stroganoff. Uanset hv(m)ad skal jeg gennemføre denne rift, før jeg skal i skole, ellers ville jeg ikke kunne koncentrere mig om andet. Kun adrenalinen holder mig i live, og jeg er fuld af energi, som havde jeg lige drukket tre redbulls. Al denne energi skulle uden tvivl have været brugt på de mange lektier, som jeg har for til om et par timer, men det eneste der er vigtigt lige nu er Diablo 3 – spillet over alle spil. Dette vidunder kan være himmel og helvede på en og samme tid.
Blizzards mesterværk er et unikt eventyr, som alle mennesker i verden bør prøve mindst en gang i deres liv, men det kan hurtigt blive til en forbandelse, hvis man ikke passer på. Det sekund Diablo 3 bliver ens førsteprioritet, er det sekund, man er blevet forbandet. Dette skete for mig. Jeg opfattede det ikke med det samme, fordi det skete så gradvist, men den dag hvor jeg fandt ud af, at jeg ikke bestod min cand.public eksamen i videnskabelig metode, havde jeg fået nok. Det spil jeg havde fået så meget glæde af, var nu blevet til et sandt mareridt. Pga. Diablo 3 skulle jeg nu til en tre timers skriftlig re-eksamen i et fag, som jeg i forvejen hadede overalt på jorden. Alt det besvær for et sølle computerspil? Når jeg ser tilbage på det, kan jeg kun sige en ting…
Det var det hele værd! Hvis jeg havet studeret i al den tid i stedet for at spille Diablo, var jeg aldrig kommet op på Paragon Level 158 med min enestående barbar. Jeg havde aldrig nogensinde samlet alle de fantastiske items og styrket min character. I stedet havde jeg bestået en lille eksamen og kun nået op på Paragon Level 50 eller noget i den stil. Det er meget tydeligt for mig nu, at jeg træf det helt rigtige valg. Det kan godt være, at afhængighed af Diablo 3 er en synd, men det er en synd, der er ekstrem svær at komme udenom, når man først har fået fat i det legendariske spil. Jeg ved, at hvis ”Beef” kunne tale til mig, så ville han sige, at han var stolt af mig, og at han havde gjort præcis det samme, hvis han var i mine sko. Diablo 3 er den ottende dødssynd, men en synd der er værd at begå.
Klokken er nu 09.00, og jeg sidder mirakuløst i mit undervisningslokale til tiden efter en vild gaming-nat. Jeg kan nu ånde lettet op over, at jeg gennemførte nok ”Rift-runs” og forstærkede min ”barbarian”. Jeg overlever timen uden at falde i søvn, og nu kan jeg endelig lægge min Diablo 3 afhængighed på hylden og få noget søvn… troede jeg! Godt nok sover jeg, men selv her kan jeg ikke komme uden om Diablo 3. I en drøm møder jeg en af mine venner, som aldrig før har hørt om Diablo, og jeg begynder at forklare det til ham:
Først skal man vælge en af de seks fantastiske helte, som man skal guide igennem de fem enestående akter, som hver især har deres egne udfordringer. Den helt jeg har valgt til at repræsentere mig på denne rejse og tage kampen op imod ondskaben er selvfølgelig den gode ”barbarian”. The ”barbarian” har altid været min ynglings-helt, siden jeg begyndte at spille Diablo 1 som niårig tilbage i 1998. I modsætning til mange andre ”gamere” har jeg har aldrig været fascineret af de andre helte, som f. eks troldmanden, munken, demon-jægeren og heksedoktoren. Derfor genvalgte jeg i 2001 barbaren, da jeg fik Diablo 2, og i 2013 blev det så til et vaskeægte ”barbar-hattrick”, da jeg endnu engang var loyal til den vidunderlige helt.
Jeg vågner ved lyden af musikken fra Diablo 3. Den er gal igen.
