Tendai byder på grøn te og mariekiks. Han fortæller om, hvordan han signerede sin opsigelse med en fuckfinger, blev udsat for fremmedhad, jagtet og kom til Århus. ”Hvad jeg prøver at gøre, er at skabe en bedre verden for den næste generation – på min egen skøre måde”, siger han.
af Linnea Fonfara
Foto af Anne Bay Davidsen
Den 10. november, en råkold eftermiddag, ringer Delfinen på Tendai Frank Tagarias dør. Han er en 27-årig forfatter fra Zimbabwe, der har fundet fristed i Århus. Århus Kommune er blevet Danmarks første friby, der huser en forfulgt forfatter. Tendai byder på grøn te og mariekiks i sit køkken. Delfinens diktafon tændes.
”De gav mig had”
Tendai Frank Tagaria fortæller først om sine bevægegrunde for at blive forfatter. Han lægger ikke skjul på, at had og frustration udgør størstedelen af brændstoffet for hans forfatterskab.
”Jeg startede med at skrive i 2008. Frustration drev mig til at skrive. Jeg siger altid, at min skrivning affødtes af en krise. En krise, hvor du er nødt til at fortælle din historie. Historien om en generation. Jeg prøver på min egen måde at fortælle en ufortalt historie, der tynger min bevidsthed.”
Tendai arbejdede indtil 2005 for en bank i Zimbabwe, hvor han var formand for fagforeningen og kæmpede for bedre vilkår for arbejderne. Derfor blev han upopulær blandt ledelsen. Desuden er Zimbabwe plaget af inflation, hvilket medførte umulige levevilkår. Disse betingelser fik Tendai til udvandre.
”På sit højeste var inflationen 10 milliarder procent. 10 milliarder procent! Der var økonomisk frustration, og jeg prøvede at kæmpe. Jeg kæmpede for bedre løn, og det gjorde mig upopulær hos bankens direktør. Han kaldte mig ind på sit kontor og sagde: “unge mand, kig ud gennem mit vindue på bygningen overfor. Den er tom, kan du se. Ingen lejer den. Så hvorfor åbner du ikke din egen bank og betaler dine ansatte det, du foreslår, jeg skal betale mine.” Jeg følte, at hvem end der har guldet laver reglerne. Så en dag fik jeg nok og sagde op. Jeg skrev min opsigelse og signerede med en tegning af en fuckfinger. Jeg var lidt naiv og sagde til mig selv: ‘Well, i Zimbabwe sker der ingenting. Lad mig se hvad der sker i nabolandene’”.
Det var det alle gjorde. Millioner af zimbabwere udvandrede til de tilstødende lande. Tendai tog mod Botswana med det, der svarede til 30 dollars på lommen, men det var umuligt at få et job på grund af det herskende fremmedhad.
”Jeg var meget overrasket ved synet af de mange mennesker, der krydsede grænsen til Botswana. Og mest overraskende var immigrationskontrollens attitude. De ønskede os ikke ind i landet. De hadede os. De spurgte mig, hvor lang tid jeg skulle være i Botswana. Jeg svarede 90 dage, og de skrev 30 på mit pas. Move! Next!”
Det gik op for mig, hvilke forfærdelige omstændigheder zimbabwiske immigranter lever under. Hadet. Jeg indså, at hvis du snakkede engelsk eller noget andet, der ikke var botswansk, ville du ikke blive hilst med venlighed. Hadet mod indvandrere var værre end racisme for mig, for det her var mennesker, der havde min egen hudfarve. De gav mig had. Jeg absorberede, det jeg så. Det var lettere for mig at lande på månen end at få et job på grund af fremmedhadet”.
Tendai tog videre til Namibia og slog sig ned. Her mødte han en ven, der også var fra Zimbabwe, Blessing. I Namibia besluttede regeringen, at de mange zimbabwere satte pres på faciliteterne i landet og beordrede dem hjem. I Zimbabwe blev folk bortført, slået ihjel, tortureret og myrdet. Der var hungersnød, der var kolera – ”you name it, it was going on in Zimbabwe.”
”Da Blessing skulle til at tage tilbage, hængte han sig selv. Jeg blev så frustreret over alle disse faktorer. Over alt der skete. I Sydafrika blev zimbabwere brændt. Man puttede bildæk om halsen på dem, hældte petroleum over dem og satte ild til dem. De sagde: ‘Gå tilbage til dit land’. Det er som om, at du hjemme bliver tæsket af dine forældre. Du går til dine naboer, og de banker dig og sætter ild til dig. Min generation kæmpede ikke i nogen krig. Det værste, vi har gjort, er at blive født i Zimbabwe. At blive født på den forkerte geografiske lokation. Vi betaler for de dårlige beslutninger, regeringen har truffet.”
Trying to Make Sense of It
”Jeg har skrevet om alle de her ting i en bog, der hedder Trying to Make Sense of It. Jeg ved ikke, hvordan historierne fra min bog slap ud. Den blev udgivet i England af African Books Collective. Jeg blev truet over telefonen: ‘Du forråder Zimbabwe med din bog. Træk den tilbage’. Næste dag ringede min mor og spurgte, hvad jeg lavede, og hvad jeg skrev om. Tilsyneladende havde nogle mænd besøgt mine forældre og forhørt dem om mig. To uger senere brød nogen ind i min lejlighed. De stjal manuskripter og mit pas. At være uden pas i Namibia er som at være uden sygesikringskort i Danmark.”
”Jeg ringede til den zimbabwiske ambassade for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. De var så høflige på ambassaden: ‘Vi kan hjælpe dig. Kom til ambassaden. Hvad er dit navn, mister? Ok, mister Tagaria, vi laver en aftale med dig’. De laver aldrig aftaler med nogen, fordi der er tonsvis af mennesker, der vil i kontakt med dem. Så jeg regnede ud, at de vidste noget om mig. Kort efter købte jeg en ny motorcykel. Jeg kørte stille hen ad en vej. En mor og hendes dreng skulle krydse den, så jeg bremsede forsigtigt, men intet skete. Det gik op for mig, at motorcyklen bare ville fortsætte. Så jeg drejede, ramte kantstenen og sprang af. Jeg fik motorcyklen undersøgt. På værkstedet sagde de, at der var blevet pillet ved bremserne. Der blev jeg paranoid. Jeg kunne ikke tage tilbage til min lejlighed. Jeg begyndte at bo hos mine venner.”
Troede invitation var spam
”Jeg skrev på foranledning af en ven til ICORN i starten af 2009. Jeg vidste ikke, om de havde læst min bog. De sagde: ‘hør her ven. Vi hjælper dig med at finde et sted. Men det kan tage lang tid. Prøv at komme væk, fra hvor du er.” Jeg havde ikke tiltro til hele den her ICORN-ting. Jeg hørte om andre forfattere. Den her fyr i Kina, der er i fængsel (nobelpristageren Liu Xiaobo red.). Kig på ham og så på mig. En fyr i Afrika. En fyr, der kun er 26 år. Ingen ved, hvem han er. Ingen bekymrer sig om ham. Min bog kom kun ud for et par måneder siden, du ved. Jeg vidste, jeg havde oddsene imod mig. Der er mange afrikanere, der dør. Ingen giver en skid for dem.
Mandagen efter fik jeg en mail om en by, der hedder Århus, der gerne vil invitere mig. Jeg tænkte fuck det, det er spam. Jeg svarede ikke, men de sendte endnu en mail.”
”Jeg husker tredje dag, jeg var her. Jeg går på nettet og tjekker den her zimbabwiske nyhedsside ud. Jeg ser en artikel, hvor der står om mig: ‘Ungt talent kapret af Vesten. De betaler ham for at skrive imod regimet. Hvordan kan han skrive sådan om vores land? Han blev født i går’. Jeg har altid tænkt, og jeg tænker stadig, at jeg er ubetydelig, så de skal ikke bekymre sig om mig. Men i Zimbabwe er de så paranoide. De vil forfølge alle, selv billedkunstnere, journalister og fyren på gaden, der siger noget imod Robert Mugabe.”
Tendai Frank Tagarias mener selv, han er så tilpas, som han kan være lige nu.
”Jeg er okay. Jeg siger altid: ‘hjem er, hvor kærligheden er’. Selvfølgelig savner jeg mit hjem fra tid til anden. Jeg ringer til dem tre-fire gange om ugen. Det har vist sig, at det er ret billigt at ringe fra Danmark. Jeg har læst H.C. Andersen, Karen Blixen og er ved at komme i kontakt med danske forfattere. Kulturen her ændrer mit perspektiv på mange ting. Før var jeg bare politisk frustreret. Nu begynder jeg at indse, at jeg faktisk kan skrive på en bestemt måde. Hver dag skriver jeg noget. Noget af det lægger jeg på facebook. Jeg har skrevet en lille serie om en lyserød elefant. Pigen, jeg dater, kan godt lide elefanter og har en elefant på sin dør. Hun har et barn på tre år, og jeg tænkte: ‘jeg skriver altid vredt materiale, så jeg bør nok skrive noget, der er inspireret af kærlighed… af barnet’. Og selvfølgelig er kærlighed en inspiration. Nu prøver jeg at arbejde med den danske inspiration”.
Tendai Frank Tagarias er bevidst om, at tiden i Danmark er en stakket frist. Hver dag med ytringsfrihed er en gave
“Du skal huske én ting; jeg har kun to år i Danmark. Jeg ved ikke, hvad der vil ske efter det. Så jeg prøver at skrive så meget, som nogen forfatter har gjort på to år. Så hvis de sender mig tilbage til Zimbabwe, eller jeg bliver anholdt eller whatever, har jeg skrevet så meget, at hvad end der sker for mig, betyder det ikke noget. Jeg vil have udtrykt alt det, jeg prøver på at udtrykke. Det er mere som om, jeg ikke har tid. Jeg ser på tiden gennem et timeglas. Jeg har så meget, jeg skal udtrykke. Jeg skriver som en sindssyg. Men det er okay. Jeg ved, at jeg for nu har det her midlertidige refugium og midlertidig ytringsfrihed.”
”Jeg er meget bange på vegne af afrikanske forfattere, der prøver at kritisere regimer. Jeg er bange for, at ingen vil prøve på det længere. Fordi min situation har lært dem at gøre det af med folk omgående. Det er hvad jeg bekymrer mig om, hvad vil der ske med andre mennesker? Bare for at sætte tingene i perspektiv. Hvis vi var i Zimbabwe, og du interviewede mig, ville du også blive tilbageholdt. Du ville også betale prisen. Ja, du ville måske blive tortureret, voldtaget. Blot fordi du lavede det her interview. Så farligt er det. Du ville ikke have ytringsfrihed. At sidde her, drikke te og spise kiks, ville være farligt for dig.”
Det er som om Mariekiksene bliver sværere og sværere at sluge igennem interviewet. Delfinen går derfra, vemodig over en livshistorie cirkulerende om så meget had, men forhåbningsfuld over Tendais stadige gåpåmod. Århus er måske slet ikke så ringe endda.
