Fotojournalist Carsten Ingemann tilbyder et nyt blik på udkantsdanmark som et sanseligt rum med fotoserien ”Mørke”. Er du en vintertræt storbymelankoliker, kan du prøve at gøre det samme med din egen hverdag.
Tekst: Anne Sophie Saugbjerg
Foto: Carsten Ingemann & Tina Louise Sørensen
Hvis du også bliver modløs ved tanken om forelæsning kl. 08:15 i vinterhalvåret, fordi vækkeuret ringer, mens det ligner nat udenfor, så er du lægevidenskabeligt berettiget til dit tungsind. I hvert fald hvis man spørger overlæge og ph.d. Klaus Martiny, som er tilknyttet Psykiatrisk Center København.
”Man bliver vinterdeprimeret, fordi man får for lidt lys. Lys påvirker niveauet af stoffet serotonin i hjernen, og det er manglen på det stof, der ofte spiller en afgørende rolle, når man bliver deprimeret,” fortæller han til Videnskab.dk.
Overlægen anbefaler lysterapi, hvis man vil tristheden til livs. Men har du ikke lyst til at spendere SU’en på en lyslampe, så kan du prøve at dvæle ved mørket i stedet og mærke nuancerne i det. Det har Carsten Ingemann gjort i fotoserien ”Mørke”, hvor billedsproget trækker på mørke som en sanselig ressource.
Mørket trænger sig på
Carsten Ingemann deltog for få år siden i fotoprojektet Uden for myldretid, hvor fire fotografer brugte udkantsdanmark som motiv. Carsten Ingemanns bidrag “Mørke” er skudt på forskellige locations om natten. Fordi fotografierne er taget i mørke, er de sælsomme og svære at afkode. Kameraer virker ved at indfange lys, og under nattehimlen er det helt andre ting, der reflekteres end i dagslys. Herved får landskaber og dagligdagsgenstande et markant anderledes udtryk, når de fotograferes i mørke. Og den ufuldstændige gengivelse af motiverne giver fotografierne en grynet kvalitet. Helt konkret, bliver synssansen sat skakmat, eftersom motiverne ikke tillader blikket at betragte dem ordentligt. Beskueren må derfor trække på andre sanser for at afkode fotografierne. Mørket bliver med andre ord sanseligt.
Når blikket er følesans
Når man inviteres til at sanse med blikket, så fungerer synssansen som en følesans. Dette kaldes haptisk visualitet, som er en taktil visuel sansning. Normalt har vi en distance til det, vi betragter, hvilket er smart, da vi så kan orientere os i verden. Problemet med dette er, at vi får en fysisk og logisk afstand til, hvad vi ser. Når vi bruger det haptiske blik, kommer vi derimod helt tæt på det sete og mærker det. For nærsanserne fortæller øjnene, hvad de betragter. Øjnene dvæler og bevæger sig rundt på billedfladen, hvor de gransker teksturer og materialitet. Når vi bruger vores haptiske syn, omfavner vi altså motiver med blikket, og mærker dem, så vi kan forstå dem. Det er et sanseligt blik, som får andre kvaliteter frem i de ting, vi omgiver os med.
Sanselige fotografier
Vi bruger vores haptiske syn, når vi ser på Ingemanns mørkebilleder, fordi de sælsomme fotografier fordrer en taktil sansning; vi må forholde os til fladen såvel som til de teksturer og detaljer, som motiverne forærer os. Efterårsmørket på fotografierne er derfor ikke en ensartet masse af trøstesløshed, men en vifte af forskellige sanseindtryk, som vi kan omfavne med blikket, der aktiverer vores øvrige sanser. Det er måske ikke så underligt, at vi inviteres til at bruge det haptiske blik, når vi ser på fotografierne. For Ingemann er fascineret af mørkets sanselige potentiale.
”Man kan ikke se, når det er mørkt. Og så får man nogle andre stemninger frem. Man skærper sine øvrige sanser. Man bliver mere opmærksom på dufte, fugtighed og alt muligt andet, og så bevæger man sig ud i noget ukendt,” ræsonnerer han i informationsfilmen til Uden for myldretid.
Det mørke Jylland
Ifølge Ingemann har mørket også den fordel, at det skjuler alt det grimme, og man får øje på konturerne og landskabets vigtigste detaljer. Ikke mindst Jylland er garant for mørke, som han mener er blevet en mangelvare i de større danske byer. Fotoprojektet ”Mørke” bliver derfor en reference til begrebet ”Det mørke Jylland”. Et begreb som skaber associationer til både den rådne banan og udkantsdanmark. Men Ingemann formår at styre mørket udenom de triste og trøstesløse medbetydninger, som de danske yderområder har fået, ved at bruge mørket som en sanselig ressource. Ifølge Tina Louise Sørensen, som forsker i æstetiske medialiseringer af udkantsdanmark ved Aarhus Universitet, så udfordrer Ingeman den herskende opfattelse af udkantsdanmark med fotoserien “Mørke”.
”Udkantsdanmark er mange ting. Men det syn, vi har på de danske yderområder, er i høj grad blevet udbredt gennem mediernes fremstilling af stederne, som værende noget væsensforskelligt fra byerne,” siger Tina Louise Sørensen. ”Til denne fremstilling hører visuelle klicheer af til-salg-skilte og faldefærdige huse, hvis formål er at bekræfte, at udkantsdanmark er et stagneret sted præget af social deroute.”
“Ingemanns sælsomme “Mørke”-billeder tilbyder et helt anderledes blik på den danske provins. Her bruges det ikke-urbane mørke som en sanseressource: som en art rekalibrering af sanserne. Resultatet er en række meget sanselige og smukke fotografier, der netop igennem en meget taktil form også kan siges at rekalibrere vores syn på udkantsdanmark,” ræsonnerer hun.
Kulturhistoriske perspektiver på mørke
Men begrebet mørke har flere betydninger, end man lige skulle tro. Tina Louise Sørensen fortsætter.
”Mørke et noget helt konkret, nemlig fravær af lys. Men mørke er også konceptuelt, og det ligger dybt i vores kulturhistorie, at mørket som en dikotomi til lys repræsenterer noget negativt. Det ser vi måske allertydeligst i sproget, hvor mørke konnoterer død, ondskab og uoplysthed (jf. mørkemænd, den mørke middelalder), hvorimod lyset er associeret med viden, liv og det guddommelige (jf. oplysning). I sin skildring af udkanten spiller Ingemann uden tvivl på ordsproget ’det mørke jylland’, der ikke bare henviser til Jyllands helt konkrete mørke, fordi det er en tyndt befolket landsdel, men også konnoterer, at den jyske befolkning skulle være mindre oplyste, ja simpelthen dummere, end den resterende danske befolkning. Men Ingemann vender den konceptuelle dikotomi på hovedet ved at insistere på, at det moderne byliv mangler mørke. Mange byboere ved eksempelvis ikke, at der aldrig er helt mørkt ude på landet, fordi atmosfæren altid lyser op. Det ser man ikke inde i byerne pga. omfattende lysforurening. Det betyder også, at det genuine mørke er blevet en raritet, og der tegner sig faktisk en tendens lige nu, hvor øde steder har fået en attraktionsværdi, fordi man her kan opleve det ægte, autentiske mørke. Det betyder også, at man kan gentænke det mørke Jylland, og udkantsdanmark, som en sanseressource,” konkluderer hun.
Omfavn hverdagsmørket
Selvom udkantsdanmark er mørkere end de urbane områder, så er vinterhalvåret i byen mere end mørkt nok for mange af os. Men når Ingemann kan bruge mørket som en sanseressource, så kan man måske også gøre sin egen vinterhverdag til et sanserum. Det kræver kun, at man stopper op og dvæler ved genstande med sit haptiske blik; det kan være lyset fra en lygtepæl, der rammer fortovet på en bestemt måde eller et nøgent træ, der får en helt speciel kontur mod en hvidgrå himmel. Eller luk dine øjne og mærk stedet med hele kroppen. For der ligger en verden af sanselighed i vintermørket, som venter på at blive udforsket.
Om denne metode påvirker seretoninniveauet vides ikke. Men det er forsøget værd. Ellers kan man altid tage en overdosis D-vitaminer, inden man trækker stikket ud og køber en envejsbillet til solrige Thailand.
Fakta:
Udtrykket “Det mørke Jylland” kan dateres til Henry Stanleys bog ”Through the Dark Continent” fra 1878. Bogen blev oversat til dansk i 1888 med titlen ”Gennem det mørke fastland”. Den danske udgivelse gav anledning til at kalde de dele af Jylland, hvor Indre Mission have størst indflydelse, for ”De mørke egne af Jylland” eller det mere mundrette ”Det mørke Jylland”.
