Tekst: Christian Damgaard Kristoffersen
Foto: Steffen Jørgensen
Foxygen d. 15.05.15 på Voxhall (Pop Revo)
Jeg skal gerne indrømme, at jeg havde store forventninger til Foxygen denne aften på Voxhall, men jeg var en smule skuffet efter koncerten, da de kun blev indfriet til dels. Dog blev de da i mindste opfyldt i nogen grad.
For dem, der ikke måtte kende Foxygen, så befinder bandet sig genremæssigt et sted, der trækker på en række forskellige stilarter. Inspirationen fra psykedelisk rock og americana er tydelig, men også den nutidige indie-lyd er umiskendelig. På dette sted befinder f.eks. også Temples og Unknown Mortal Orchestra sig, og jeg har altid fortrukket disse frem for Foxygen – hvilket dog blot vidner om, hvor gode Temples og UMO er, og ikke at Foxygen skulle være dårlige. For de er bestemt et kuld dygtige unge musikere, Foxygen. Deres live-setup består af Sam Frances på vokal, Jonathan Rado på keyboard og guitar, Shaun Fleming på trommer samt en live-bassist, to live-guitarister og tre korpiger.
Koncerten var arrangeret af Pop Revo-festivalen og hatten af for dem, for dette var bestemt en flot booking. Voxhall nåede dog ikke at blive fyldt hverken inden eller i løbet af koncerten, hvilket man kan undre sig over, da hypen omkring Foxygen ellers er til at tage at føle på.
Bandets seneste album har titlen ”…And Star Power”, og jeg skal love for, at der var dømt ”star power”, da koncerten gik i gang. I første omgang gik bandet på og hamrede derudad med første del af nummeret ”We Are the 21st Ambassadors of Peace & Magic”. Fuld knald på. Lidt efter indtog Sam Frances scenen med sin spinkle figur, men denne aften skulle illustrere det gamle mundheld med hunden og hårene. Frances’ optræden kan nemlig bedst beskrives således: Hvis Mick Jagger og Henry Rollins havde have haft en søn sammen, så var det ham der her var på scenen. I konstant bevægelse og til tider destruktivt væltende rundt på scenen sendte Frances sin ellers spage vokal ud over publikum. Korpigerne gav den også hele armen. Med sang og semikoreograferet dans så sveden drev af dem. Og da bandet blev ved med at fyre den af med 120 i timen, tænkte man, om de kunne det hele vejen igennem.
Det kunne de – men efter nogen tid gik charmen af det. På Foxygens albums er numrene et fin potpourri af gedigen rock og bløde numre, der sætter en mere hyggelig og følsom stemning. Sidstnævnte element gik desværre tabt i denne koncert. Gruppens insisteren på at det skulle brage afsted blev ganske enkelt for meget. Dertil kommer, at deres show i løbet af koncerten kom til at virke noget påtaget. Korpigernes teatralske dans og Sam Frances’ ageren er kedeligt nok set før. Desuden må jeg konstatere, at de har studeret David Bowies sceneshows en tand for indgående. Da live-guitaristen og bassisten pludselig fremdrog to plastikkårder for at starte en fægtekamp, og bassisten senere startede et spil blackjack med den anden live-guitarist, kammede det over. Sidstnævnte act er taget direkte fra Bowies ”Serious Moonlight”-tour i ’83, hvor baggrundsskuespillere netop på et tidspunkt under koncerterne begyndte at spille kort. Frances påklædning (som blev skiftet et par gange) var derudover næsten et direkte rip-off af Bowies påklædning i perioden ’78-’79, herunder en næsten direkte kopi af hans outfit i musikvideoen til ”Look Back In Anger”. Dermed ikke sagt, at det ikke er okay at lade sig inspirere, men hvis man som band med eget materiale (modsat kopibands) vil tages seriøst, så går den ikke at imitere andre alt for meget. Bowie har desuden alle dage været en af de fremmeste inden for at gøre koncerter til gennemførte shows, så han er ikke bare lige sådan at imitere.
En enkelt kommentar skal også knyttes til Pop Revo og publikum denne aften. Uagtet at Pop Revo er et rigtig godt koncept, der gennem tiden har haft stærke lineups, så er festival og indendørs venues et lidt umage makkerpar. Foxygen var sidste act om fredagen, og dette afspejledes i nogle publikummers beduggede blikke. Security var til stede i salen under hele koncerten, hvilket ikke plejer at være nødvendigt til almindelige koncerter, og jeg blev selv torpederet af en fyr, der havde drukket sig ned i halv højde. Hvor vi andre kan gå lige ud uden de store udsving, skulle han have haft en sikkerhedsafstand på to-tre meter til hver side for at have undgået at støde ind i nogen. Dette har såmænd sin egen charme på festivaler, men der er også bedre plads til det, når det er udendørs festivaler. Desuden passer det heller ikke rigtig til den stemning, der er på indendørs venues.
Foxygens energiladede cirkus fremstod som tiden skred frem således desværre for overgearet og indøvet. Det kan lyde som en hård dom, for i virkeligheden er der nok tale om en flok unge mennesker, der har villet gøre deres bedste for at give Pop Revo-gæsterne et brag af en oplevelse. Men for at vende tilbage til mine indledende forventninger, så var disse også meget høje, fordi Foxygen besidder et stort talent – og netop derfor var deres optræden denne aften lidt skuffende. De rigtige elementer var til stede, men det var som om de prøvede for hårdt. Egentlig skulle de bare have grebet det mere stille og roligt an og kørt med den stil, vi kender fra deres albums. Aftenens detalje var imidlertid, at superhittet ”San Fransisco” udeblev (det blev kun spillet i albumudgaven inden ekstranumrene). Dette viste selvtillid og at man ikke ville lade sig diktere. Nogle publikummer forhold koncerten med rasende kommentarer om den disposition, og det glædede mig næsten. For kommentarerne vidnede om, at Foxygen rent faktisk har ”star power” – den skal de så bare have kanaliseret over i et mere selvbevidst liveshow.
