Delfinen sætter denne gang bæredygtigheden på dagsordenen. I den anledning mødte vi den tidligere EU-klimakommisær Connie Hedegaard til en snak om hendes passion for klimasagen, en anderledes måde at tænke vækst på og hvad man som ung studerende selv kan gøre for miljøet.
Af: Eline Eggers og Trine Møller
Hvorfor brænder du for klimasagen?
Jeg har det sådan, at jo mere man ved om klimaudfordringen, des mere bliver man opmærksom på, hvor fuldstændigt gennemgribende det er. Det er ligesom opgavens nødvendighed. Det, der så også er det spændende ved at arbejde med det, er, at det handler om vores økonomi. Det handler om, hvordan vi skal skabe fremtidens vækst. Det handler om, hvordan der skal blive plads til ni milliarder mennesker. Det handler om det internationale, det handler om det globale, men det er også helt ned i det lokale og hvert enkelt menneskes ansvar og adfærd. Man kan sige, at det er et politikområde, der sådan set handler om alt muligt fra det helt store geostrategiske til hver enkelt persons daglige forbrugsvalg, og derfor er det ikke svært at blive engageret i, når man først er kommet ind i det. Det er jo et eller andet sted hele vores civilisation, som vi kender – hvis man skal tale med meget store, fine ord – men det er også vores økonomiske vækstbegreber, som vi kender dem, der er på spil.
Hvordan ser du på fremtiden i klimahenseende?
Jeg har en tro på, at mennesker tit skal helt ud på kanten, før de gør det rigtige, men så vinder viden og sagkundskab også normalt. Så lytter beslutningstagerne på alle mulige niveauer i sidste ende til forskningen. Det, der er lidt tricky ved hele klimaspørgsmålet, er, at det er en meget langsigtet udfordring. Vi kan allerede se det nu, men det bliver først rigtig, rigtig slemt langsigtet. Og der har vi en udfordring i forhold til, at politik i stigende grad – ikke bare i Danmark, men også europæisk og globalt – har en tendens til at være mere og mere kortsigtet.
Og der er et dilemma: mange af de udfordringer, vi har brug for politikerne til at løse, fordi markedet ikke kan klare dem, er langsigtede. Markedet er rigtig godt til at finde på løsninger, der er kortsigtede. Og markedet har vi også brug for. Men der er brug for politik, og når udfordringerne er langsigtede, er der også virkelig meget brug for, at man i det politiske også tør og magter at tænke – ikke kun kortsigtet men også langsigtet.
Og det tror jeg blandt andet kræver, at der er nogle mennesker derude, nogle vælgere, nogle borgere, der kræver det af deres politikere. Og jeg synes, jeg kan se, at der er ved at være en voksende erkendelse. Det er lidt ærgerligt, at erkendelsen først vokser, når folk står med deres egne tæer i vand i deres kælder. Det er lidt underligt, at videnskabsfolk år efter år kan have sagt, at vi fx i Danmark vil opleve klimaforandringer i form af mere voldsomt nedbør, og når det pludselig sker, så står folk nærmest, som om de tænker: hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt os det?
Det er lidt underligt, at mennesker ikke reflekterer så meget over ting, før de selv har prøvet det. Og det er lidt vanskeligheden ved klimaforandringer, fordi der er en tidsfaktor, der gør, at vi ikke først kan begynde at handle, når vi alle sammen oplever de voldsomme konsekvenser. Derfor er der også brug for politisk lederskab, hvor nogen ligesom stiller sig frem og siger: ”Prøv nu at høre: det her handler ikke om i dag og i morgen og næste finanslov og næste valgdag. Det her handler om næste generation.”
Og her er det vigtigt, at man får input fra videnskaben. Ikke kun fra naturvidenskaben. Jeg tror, det er meget, meget vigtigt, at den der adfærdsdel er tænkt med. Det er vigtigt, at vi reformerer den måde, vi tænker økonomi og vækst på. Og så tror jeg også, at det er vigtigt at politikerne ikke er for bange for at appellere til folks personlige ansvar. For hvis vi skal vente på, at vi alle mærker det, så vil der komme nogle politiske løsninger, som er så markante – du må ikke gøre det og det, det der er forbudt osv. – at vi får et samfund, som ingen af os rigtig kunne tænke sig at leve i. Derfor er det rigtig vigtigt, at alle niveauer er involveret: erhvervsliv, forskning, politikere, politiske beslutningstagere fra globalt niveau ned til det kommunale niveau.
Men det er altså også vigtigt, at borgerne stiller krav til deres politikere. Jeg synes, det var meget positivt. Jeg var i New York i september, hvor 400.000 mennesker marcherede i gaderne. Det er noget, selv republikanske politikere får ind på lystavlen, for så stor en demonstration havde der ikke været i New York siden de store fredsdemonstrationer i 1981. Så det betyder også noget, om der er noget mobilisering fra neden.
Nu taler du om det personlige ansvar, som vi har som borgere. Hvordan skal en ung AU-studerende forholde sig til klimaets forandringer?
Det kan være lidt abstrakt. Det er klart, når man hører om smeltende gletsjere, så står man der med sit studenterbudget og tænker: hvad kan jeg gøre? Men en ung AU-studerende kan jo, blandt andet i forhold til sit fag, prøve at tænke, om der er nogle aspekter der, som man skal være opmærksom på. Og sådan helt lavpraktisk: Husker man lige det der med det grønne selv?
Det er jo ikke det, der redder verden, men man kan sige, hvis vi alle sammen gør noget, hvor vi selv er, giver det da et lille bidrag. Og så mener jeg jo, at vi hver eneste dag træffer valg. Det, vi står og køber nede i supermarkedet, er det fløjet hertil? Er det jordbær i februar, som er fløjet hertil fra Chile, eller er det produceret fornuftigt? Altså, hver eneste dag, selv når man lever på et studenterbudget, så sender man nogle signaler til producenterne om, hvad man gerne vil have, de gør eller ikke gør. Hvor varerne skal komme fra, om de er ordenligt produceret osv. Så der kan man gøre noget.
Og så mener jeg jo simpelthen, at det ikke kun kan løses gennem borgerne – det skal i den grad også løses gennem politik. Og der skal man som borger huske at bringe det på dagsordenen over for kommunalbestyrelsesmedlemmet i kommunen, hvor man bor, eller når der snart skal være folketingsvalg. Tvinge nogle svar frem og tvinge politikerne til at forholde sig til det – det tror jeg er vigtigt. Så tror jeg også, at det er vigtigt, at vi begynder at turde tale lidt om det, der næsten er blevet fy-ord i politik: Moral. Det er som om, den politiske debat kun er omkring, hvordan vi fordeler forskellige økonomiske ting.
Men hvad er det for en slags samfund, vi vil give videre til næste generation? Det er vel ikke et helt mærkeligt spørgsmål at stille politisk, og det behøver ikke kun at have en økonomisk dimension. Det kan også være, at det er et samfund baseret på vedvarende energi, med en cirkulær økonomi, hvor man genanvender ressourcer. En af de helt store tendenser nu – og det tror jeg især kommer fra unge mennesker – er at dele ting i stedet for at eje ting. Det er der enormt meget perspektiv i set fra et klimasynspunkt.
Hvis ens status selvfølgelig ikke er forbundet med, at man nødvendigvis skal eje sin egen bil, men at man bare skal have adgang til en bil, når man skal bruge den. Folk på villavejene behøver ikke nødvendigvis alle sammen at have en plæneklipper. Det kunne være, man kunne slå sig lidt sammen. Jeg tror, at der er ved at ske et paradigmeskift der, hvor en del unge mennesker siger, de ikke gider knokle for at eje en hel masse ting. Det er måske nogle mere kvalitative værdier såsom tid, oplevelser eller fællesskab.
Det er nogle andre slags ting, man gerne vil prioritere mere. Det handler igen også om, hvad vækst er i et samfund. Er det kun noget, der måles som materiel vækst, eller skal vi, i den måde vi tænker vækst på, også indarbejde sliddet på naturen, sliddet på fælles ressourcer, forurening osv.? Hvad er egentlig et rigtigt mål for vækst og velstand i et samfund? Så tror jeg også, at man kan skubbe til nogle holdningsskift. Det tror jeg er på vej i en eller anden understrøm. Og mange unge mennesker behøver helt instinktivt ikke at eje alting selv.
Hvordan opnår man vækst i Europa uden at gå på kompromis med miljøet?
Europas lande har alle øget deres BNP med 45% siden 1990 og mindsket CO2-udslippet med 19%. Vi har lavet det, der hedder afkobling. Vi har vist, at bare fordi man har vækst, behøver man ikke udlede mere og mere CO2. Tag sådan noget som måden vi bruger energi på i Europa. Vi kan stadigvæk gøre meget i Danmark, men hvis man tager Polen, Rumænien og Bulgarien – så kan de gøre meget mere. I Bulgarien bruger de som tommelfingerregel fem-seks gange så meget energi til at producere, end vi gør i Danmark. Det fortæller noget om, hvad potentialet er for at lave energieffektivisering.
Igen kan der være noget i, at det koster at investere i det på kort sigt, og så hjælper det jo ikke kun at tænke langsigtet. Vi skal også overleve på kort sigt, og det er der, den svære politiske balance skal findes. Det er derfor, det er vigtigt at sætte mål op i god tid, så det ikke er noget, man udskyder til næste år. Hvis man siger: ‘I 2030 skal vi have så og så meget vedvarende energi, og der skal vi have øget energieffektiviseringen så og så meget, og der skal vi have reduceret vores CO2-udslip med mindst 40%’ – det kan man godt. Man kan gøre det stille, roligt og ordentligt, og jeg mener, at Danmark har en god case til at vise, hvordan vi kan skabe eksport. Den grønne energieksport vokser betydeligt. Vi har virksomheder som fx Danfoss, Grundfoss, Vestas, Siemens, Windpower i Brande og Novozymes.
Det er ikke enkelt at omstille sig, men jeg mener, at Europa er et eksempel på, at det er muligt. Verden bevæger sig langsomt – ikke bare i forhold til mit temperament – men også i forhold til udfordringernes størrelse. Men det interessante er jo, at der begynder at være mere fokus på det her.
Nu nævnte du det at gøre noget konkret i sin dagligdag. Hvad gør du selv?
Det har jo været svært, fordi jeg har haft et arbejdsliv, hvor jeg skulle flyve meget. Det har vi så afkøbt ved at købe kvoter, og så selvfølgelig også ved at lave et system i EU, hvor man betaler for flyforurening. Jeg prøver, men det er ikke sådan, at vi hjemme ved os er totalt forbillede for alting. Jeg bor i et gammelt hus fra 1917, og vi har lige fået to nye energivinduer ind ovenpå. Sådan nogle almindelig ting, som almindelige mennesker gør. Da vi skulle købe en ny bil for 5 år siden, valgte vi en i energiklasse A.
Vi har kunnet se over årene, hvordan elforbruget bare er dalet, så det er rigtig pænt. Vi tænker meget over det, når vi køber nye ting. Jeg skulle købe en ny støvsuger for et års tid siden, og så valgte jeg den mest energibesparende. Det er jo ikke et spørgsmål om, at man går klædt i sække. Det er bare i det daglige valg at prøve at tænke lidt over, hvad det egentlig er, vi gør. I stedet for at tænke, at ”den der støvsuger skal have en bestemt farve,” så kig på, om man kunne tage den, der bruger mindst energi. Det er jo ikke raketfysik – det er en ganske almindelig ting. Så prøver vi også at være lidt mere opmærksomme på, hvor meget kød vi spiser. Og det er ikke, fordi jeg siger, at det klimamæssigt ville være bedst, hvis alle mennesker var vegetarer. Det er jeg ikke selv. Men igen – det er det der med hele tiden at være nummeret mere bevidst om, hvad man vælger og ikke vælger.
Hvad ser du som din største politiske sejr inden for klimaområdet?
Det var en meget, meget vigtig ting, at vi sidste år i oktober fik EU’s mål for 2030. Det er ikke nogen kunst at få vedtaget noget, som Tyskland, Sverige og Danmark kan bakke op om – men det er det, at man får alle 28 lande til at sige: ”nu tager vi det næste store hug.” Det første hug op til 2020 kan man sådan nogenlunde klare. Nu begynder det at blive svært. Nu kræver det mere omstilling. Så det var en meget, meget vigtig ting.
Jeg vil også sige, at der jo er en klimakonference på internationalt plan hvert år. I forhold til den, der var i Sydafrika i 2011, var det en meget stor sejr, at vi qua EU’s strategier og arbejde, som jeg var meget involveret i, fik presset Kina, Indien og USA mod deres vilje: Ved at lave et samarbejde med en masse andre lande, fik vi dem presset til, at den fremtidige aftale ikke skal gælde således, at I-lande og U-lande kan køre på fribillet (U-lande inklusiv Kina). Alle skal yde deres bidrag, og det er det, hele Paris-konferencen skal handle om. At få sat den deadline, som altså er i år, og få samling på omkring 100 lande, som sammen med EU har stået så benhårdt fast på det, at Kina, Indien og USA til sidst blev isoleret. Det er jeg stolt af.
Fakta:
Født 15. september 1960 i København.
Begge hendes forældre var medlemmer af den konservative vælgerforening i Holbæk.
Hun er cand.mag i Litteraturhistorie og Historie fra KU.
Hun blev i 1984 medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti.
I 2004, efter en pause med arbejde for DR og Berlingske Tidende, bliver hun miljøminister i regeringen.
I 2005 sidder hun i Folketinget igen.
Fra 2009-2014 udpeges Connie Hedegaard til klimakommisær i EU.
1. januar 2015 blev hun udvalgt til formandsposten for den internationale miljøfond KR-Foundation.
Derudover sidder Connie Hedegaard i bestyrelsen på AU som eksternt medlem.
