Mens sygehuse og plejehjem har svært ved at rekruttere nok kvalificerede medarbejdere, så ser det helt anderledes ud hos de nyuddannede akademikere, der får afslag efter afslag. Ifølge tal fra Akademikerne AC er kandidatledigheden størst blandt magistre med en ledighedsprocent på hele 43,3 skarpt efterfulgt af kommunikationsfolk og journalister med en ledighedsprocent på 40,8 procent.
Som nyuddannet er netværk alfa omega
Emilie Lykke Benn Nielsen blev færdiguddannet som cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur i sommer. Selvom hun var klar over, at det ville blive svært at lande sit første job som humanist, kom det alligevel bag på hende, hvor opslidende jobsøgningsprocessen var: ”Det er lidt et tabubelagt emne at være jobsøgende. På jobcentre og A-kasser er der rigtig meget hjælp til, hvordan du laver et CV, ansøgning og så videre – men den mentale del kunne der godt gøres lidt mere ud af”, fortæller hun. Det blev startskuddet for Emilie og hendes handelsskolekammerat Nikolaj Möller til at starte In-between, som er et netværk for universitetsdimittender. De har pt fem netværksgrupper, hvor dimittenderne kan møde ligesindede. Emilie fortæller, at noget af det sværeste ved at være jobsøgende er manglen på struktur i hverdagen, og her er grupperne en rigtig stor støtte for mange. Siden vi har interviewet Emilie, har hun været heldig at få virksomhedspraktik og løntilskud på et bibliotek, hvor hun kan udleve sin passion for kulturformidling.
Hvorfor er det så svært?
Der kan være mange årsager til, at det kan være svært at få sit første job. Kommunikationskonsulent hos CA Karrierepartner og A-kasse Ole Strand fremhæver den såkaldte ketchup-effekt som en af de væsentligste årsager: ”Dimittender kommer ud på arbejdsmarkedet i store portioner på bestemte tider af året, fordi de bliver færdige på nogenlunde samme tid. Problemet er bare, at jobmarkedet ikke er indrettet sådan, at alle jobs lige bliver ledige, så det passer med dimittendbølgerne”, forklarer han.
”Vi tror på, at de studerende og nyuddannede er en guldgrube”
Nogle virksomheder er dog ikke blege for at ansætte nyuddannede. En af dem er Dentsu Aegis Network i Aarhus: “I 2018 blev rigtig mange af vores rekrutteringer i huset fundet via aktiviteter for studerende”, fortæller CCO og Managing Director hos Dentsu Aegis Network i Aarhus Ulrik Petersen. Han fremhæver, at de studerende og nyuddannede kan bidrage med et særligt drive og ser virksomheden med nye øjne og dermed har en kreativitet, som er guld værd i bureaubranchen. Dentsu Aegis Network har valgt at satse på tre forskellige tiltag rettet mod studerende – Young Guns, Potential Pool og Dentsu Brand Battle: “To gange om året rekrutterer vi praktikanter til vores praktikforløb Young Guns. Herudover afholder vi hvert år Dentsu Brand Battle, hvor vi inviterer en gruppe studerende indenfor til en konkurrence i at løse en aktuel kundeproblemstilling bedst mulig. Vi har også en talentpulje, kaldt Potential Pool, som er et netværk bestående af udvalgte studerende med interesse i bureaubranchen”, uddyber Ulrik Petersen. Hos Dentsu Aegis Network er opfordringen derfor klar: ”Vi tror ikke, at det handler om alder eller uddannelse. For os handler det om personligt drive, viljen til at lære og ønsket om at samarbejde. Det er en af hovedårsagerne til, at vores gennemsnitsalder blandt vores cirka 500 medarbejdere i Danmark er 33,6 år. Jeg håber for de nyuddannede, at flere virksomheder får øjnene op for det store potentiale, der ligger i denne gruppe” fortæller han.
Du kan læse mere om Dentsu Aegis Networks studieaktiviteter her: https://www.dentsuaegisnetwork.com/dk/en/students-in-aarhus