Den 9. november 2010 slår ARoS dørene op til den hidtil største soloudstilling med den tysk-danske kunstner Christian Lemmerz.
af Rasmus Stenbakken
foto Einar Aslaksen
Sig navnet Christian Lemmerz og de fleste tænker grise. Ikke fordi Lemmerz er en gris, tværtimod, men fordi det blandt andet var på grund af en snes grise på udstillingen Scene på Esbjerg Kunstmuseum i 1993 at han fik sit folkelige gennembrud. Hovedattraktionen på udstillingen var en række montrer indeholdende sammensyede grisekroppe. Døde vel at mærke. Henover udstillingsperioden kunne publikum bevidne det stille fordærv, der foregik inde bag glashætterne, mens der i Esbjerg by bredte sig en liflig duft – af rådden gris.
Margarine og Marmor
Legen, interessen for materialer er et gennemgående træk ved Lemmerz. Et andet af hans berømte værker, Fettbaby fra 1985, hvis primære materiale er margarine, har i dag opnået kultstatus i dansk kunsthistorie. Værket omfavner på enestående vis 80’ernes eksperimenterende danske kunstscene, og på fornemmeste vis præsenterer det os for Lemmerz’ interesse for fordærv, det menneskelige fordærv.
Lemmerz har sin klassiske billedhuggeruddannelse fra Carrara i Italien med i bagagen. Gennem de sidste 15 år har han genoptaget sit arbejde med det klassiske skulpturelle materiale par excellence, nemlig marmoret. Herved indskriver han sig i en skulpturtradition med rødder direkte tilbage til renæssancens og nyklassicismens mestre. I sine marmorskulpturer trækker Lemmerz det tunge skyts frem og reflekterer over tilværelsens helt store spørgsmål – liv og død, det gode og det onde, sjælens liv. Alle sine overvejelser hælder han så ned i en række monumentale skulpturer, der ved første øjekast ligner noget, man måske har set før – men det har du ikke! For vi snakker om skulpturer med motiver, der spænder fra en død luder, sprættet op, så tarmene vælter ud af kroppen. Eksempelvis i værket The Undead (Michael Jackson) – skulpturen der giver sig selv et blowjob. Manifestationen af fysisk og mentalt jerk-off.
Mixed media
Lemmerz udvider konstant sin kunstneriske praksis og brug af forskellige materialer. De seneste år er han begyndt at hente inspiration fra filmindustrien. Mest nævneværdige er materialet jesmonite, et materiale brugt af special-effects-folk verden over til at skabe alt fra afhuggede lemmer til Robin Williams Mrs. Doubtfire-kostume. Det er der kommet en række forbandet uhyggelige værker ud af. Et af de første værker var Young Dead Urban Terrorist, resterne af en kvindelig selvmordsterrorist, der i bedste Achmed the Dead Terrorist-stil, har udført sit makabre arbejde. Et af de seneste værker er Jesus Judas. Her har Lemmerz sammensat Jesus og Judas til en figur, der hænger bloddryppende ned fra loftet i bedste splatterfilm stil.
Så nej, der er meget mere ved Lemmerz end grisene fra Esbjerg, og lad mig hermed opfordre jer alle til at slå et smut forbi ARoS og ved selvsyn se hans forunderlige, foruroligende og fantastiske univers.
Christian Lemmerz Genfærd vises på ARoS Aarhus Kunstmuseum fra 9. oktober 2010 til 6. februar 2011.