– om de høje (og unødvendige!) forventninger til specialet
Hjertebanken, svedige håndflader og præstationsangst. Følelserne er velkendte for de studerende, som enten står eller har stået over for deres afsluttende speciale. Og angstens sved er heller ikke uden grund, for forventningerne til dette ’akademiske svendestykke’ er ofte skyhøje. Spørgsmålet er, om de mange svedperler er nødvendige?
TEKST Mette Breth Klausen
Udover at være ’kronen på værket’ har specialeskrivende ofte en forhåbning om, at de mange siders gennemarbejdede speciale skal agere døråbner til det for tiden magre jobmarked. For det er vel her, vi som nyuddannede – og relativt ’erfaringsfattige’ – har et konkret produkt at trække på.
Og hermed opstår den første store udfordring, endnu før det første komma er sat. For hvordan finder man et emne, der både indfrier de mange forventninger, er aktuelt, fagligt relevant og ikke mindst spændende? Dette er spørgsmålet, de fleste bruger rigtig mange kræfter på.
Maniodepressive symptomer
Når emnet er fundet, og fingrene langt om længe danser rytmisk hen over tastaturet, opstår ofte følgende – og for mange velkendte – scenarie: De sætninger, man med stolthed har produceret, fremstår ved nærmere eftersyn som lidt for kreative sprogblomster. Og det tidligere kølige (meta)overblik bliver overhalet af en generel frygt for, om man nu har misforstået det hele?
Disse ’humørsvingninger’ – som skræmmende nok tangerer til en maniodepressiv tilstand – er daglig kost for de fleste specialeskrivende, har jeg erfaret. Det er måske derfor heller ikke så underligt, at ambitionsniveauet ofte svinger fra ’mesterværk’ til ’bestået’, som forløbet skrider frem, og deadlinen nærmer sig. Men måske bør vi ikke være så fokuserede på det endelige resultat, men derimod på den proces vi gennemgår, når specialet skal udformes.
Døråbner – men aldrig dørlukker
Specialeemner er nødvendigvis ret snævre, hvorfor målgruppen da heller ikke altid er lige stor. Vi må nok erkende, at det ikke er alle, der finder en undersøgelse af resistenskulturen i Venezuelas Bolivianske Revolution lige så interessant, som vi selv gør. Ikke desto mindre skal man som specialeskrivende huske på udbyttet af den proces, man igennem længere tid har gennemgået.
Alene evnen til at kunne omsætte ens efterhånden enorme (og specifikke) viden til en relevant problemstilling er en kompetence i sig selv, som man ikke må undervurdere. Dermed ikke sagt, at et specialeemne ikke kan agere springbræt til drømmejobbet – for det kan det. Men selvom du måske ikke har specialiseret dig i et – for alle andre – særlig ’spiseligt’ emne, så er der ingen grund til at fortvivle. For alene at tage den udfordring op det er at skrive et speciale, siger noget om dig som person – og er noget en kommende arbejdsgiver både vil forstå og anerkende.
Så rådet herfra må derfor lyde, at du sparer lidt på svedperlerne og husker, at specialet kan være en døråbner, men aldrig en decideret dørlukker.
