Tekst: Mie Olsen
Foto: Et andet universitet
I den sidste tid har røde firkanter, besættelsen af Vandrehallen, bannere i Nobel Park, demonstrationer mod universitetets ledelse samt et bryllup, hvor man kunne blive viet med universitets Humboldske ånd, markerede en studenterbevægelses opgør mod universitetets udemokratiske udvikling samt de nye reformer. Bevægelsens navn er ”Et Andet Universitet”, og de har på få uger vækket stor politisk opsigt lokalt som nationalt. Det danske universitet har ganske enkelt taget en forkert retning; de studerende har ingen stemme, viden produceres ikke længere frit fra erhvervslivets markedskræfter, uddannelserne standardiseres på en måde, der kompromitterer den faglige kvalitet for den enkelte studerende, og forskning bedrives uhensigtsmæssigt. Som studerende var jeg selv nysgerrig efter at få indblik i mine medstuderendes aktive kamp for et bedre universitet, så jeg mødte henholdsvis Tanja Valentin Francis Burke, Natascha Lundholm Søndermark Beringer og Sille Kirketerp Berthelsen til en snak om deres personlige bevægegrundlag for at deltage i de sidste par ugers demonstrationer.
Hvordan har blokadens forløb været indtil nu?
Tanja: Vi har haft to blokader, hvoraf den første var i november sidste år, så har vi jo lige haft den ovre i Vandrehallen nu her. Vi har lavet nogle debatmøder og arrangementer, men også aktioner. Vi efterlod en stor rød firkant ude foran rektoratet, og den har så flyttet sig, fordi den bliver vasket væk med jævne mellemrum. Så stod vi op en morgen og hængte store talebobler op på ruderne ved rektoratet med ting som, de har udtalt løbende. For eksempel; ”at for så vidt, at de studerende opfører sig ordentligt, så tilkalder vi ikke politiet.” Henover det satte vi så et andet stort skilt, hvor der stod ”løgn”. Dem havde vi så fem af, men de blev sjovt nok fjernet, da personalet så mødte ind om morgenen. Vi har forsøgt at informere omkring universitetsloven i år 2003, og de væsentlige ændringer, der skete der. Så har vi fået skrevet til forelæsere i håb om, at de vil give sig til kende som vores støtte offentligt. Ellers har vi afholdt møder med 3F og Dansk Magisterforening, som har givet en støtteerklæring. Så man kan sige, det har været nogle produktive dage, men med fokus på oplysning og debat frem for at lave ballade. Sidst har vi været rundt og dele røde firkanter ud, som solidaritetserklæring med de internationale protester.
Hvad betyder den røde firkant helt præcist?
Natascha: ”The red square” startede i Quebec i forbindelse med nogle studenteroprør, hvor man malede en stor rød firkant ude foran universitetet som en måde at demonstrere mod brugerbetaling på. Det har så udviklet sig, og nu er det en international solidaritetserklæring med studenterprotester i andre lande.
Så bevægelsen er både national og international?
Sille: Selve ”Et andet universitet” startede i København i 2013 i forbindelse med reformerne. Det bevægede sig så til Aarhus og nu også Aalborg og Roskilde. Derudover så er der rundt omkring i hele verden lige nu en masse forskellige studenterprotester, som alle sammen handler om retten til fri uddannelse og muligheden for at skabe uafhængig forskning. De går imod denne her virksomhedsrettelse af universiteterne og brugerbetaling. Så vi er ikke den samme bevægelse, men vi kæmper for rigtig mange af de samme ting i Amsterdam, London, Canada og rundt omkring.
Hvad er motivationen bag ”Et Andet Universitet”?
Tanja: Hvis man spørger mig, har universitetet i en årrække været under en uhensigtsmæssig omlægning. Det er blevet meget mere erhvervsorienteret, og det gør, at universitet mister sin ret til at være en videnskabelig institution. Jeg tænker, at det bliver farligt, hvis man som nation opgiver at have sådan en institution, der kan se sig fri for markedskræfterne. Og jeg synes egentlig universitetets rolle er en anden.
Som er?
Tanja: Jamen helt sikkert videnskabelighed og fri forskning. Frem til universitetsloven i 2003 står der, at universitetets formål er at skabe viden og forske i videnskab til det højeste videnskabelige niveau. Det skal sådan lidt være videnskaben, der driver sig selv på en eller anden måde. Og det vil jeg mene er universitetets rolle, og det skal det gøre for at udvikle samfundet.
Men der skal vel være en form for nytteværdi?
Tanja: Der skal stadigvæk helt sikkert være en nyttefunktion ved, at man som stat rent faktisk vælger at finansiere et universitet, som jo ikke er nogen billig institution. Men jeg tænker, det skal være nyttigt på et langt bredere punkt end økonomi nemlig i form af en anden velfærd for folket.
Hvad er problemet ved den måde, man tænker universitetets nytteværdi på i dag?
Sille: For mig at se er den helt store misforståelse lige for tiden, at man forsøger at få universitetet til at fungere på samme vilkår som en profitsøgende virksomhed. Man skal producere noget viden og tjene penge på den her viden. Og det synes jeg er et dybt problem, fordi jeg mener, at universitetet skal være en kritisk samfundsinstans, som bedriver forskning og uddannelse uafhængigt af de her meget meget snævre og sårbare interesser. Fordi erhvervslivet er så dynamisk, kan vi ikke vide, hvad vi har brug for om 10 år. Derfor er universitetet nødt til at bedrive uafhængig forskning. Vi kan ikke vide, hvad det er, vi får brug for. I øvrigt synes jeg, det er en meget snæver livsforståelse, at profit skulle være en interesse i sig selv.
Så universitetet skal være mere end bare et her-og-nu-svar på erhvervslivets økonomiske behov?
Sille: Ja, det skal kunne noget andet end at tjene penge. Og for mig at se er det virkelig et demokratisk problem, hvis det bliver afgørende for, hvad vi forsker i. Hvis vi ser på et studie som medicin, så bliver det jo sådan, at medicinalindustrien afgør forskningen. Og der er jo ikke penge i at finde ud af, at folk ikke har brug for medicin…
Natascha: Jeg tror, at hele problemet starter med, at man har en forkert forståelse af, hvad det vil sige at være lykkelig, og hvad det vil sige at være et velfungerende menneske. Lige nu kobler man det at være lykkelig med at være ansat i en virksomhed. Jeg tror, man er nødt til at udvikle den forståelse. Man har lavet sådan et normativt begreb om, at hvis du har et arbejde, er du velfungerende. Det her bunder i den total forskruede forståelse af, at det er den eneste måde at være menneske på. Lige nu standardiserer de vores uddannelsesforløb så meget, at det skal passe ind i erhvervslivet bagefter. Og det er ikke det, jeg vil med min uddannelse.
Hvad er motivationen bag bevægelsen?
Natascha: Motivationen bag hele bevægelsen er, at vi gerne vil have et frit, demokratisk universitet. Men vi er også konkret utilfredse med nogle ting. Vi er utilfredse med fremdriftsreformen som i korte træk tvinger de studerende hurtigere gennem deres uddannelse. Det fjerner lidt muligheden for, at man kan tage et praktikforløb eller en pause, hvis man er træt af at studere. Det mener vi går lidt i vejen for, hvad uddannelse egentlig er. Så er der dimensioneringen som i korte træk kommer til at afskære en helt masse studerende muligheden for at få en uddannelse på universitetet.
Tanja: Sofie Carsten Nielsen har jo en ide om, at hun ikke kan vurdere reformen endnu, da vi ikke kan se dens konsekvenser. Og jeg synes, det er sådan et sjovt princip, hun har. Det bygger på, at økonomien åbenbart godt kan forudse, hvad der sker om 5 år, mens videnskabelige institutioner ikke kan forudse, hvad der sker med de ramte uddannelser. Man kan godt spå om fremtiden økonomisk, men ikke når det kommer til fremdriftsreformen.
Hvordan nedsætter fremdriftsreformen så uddannelseskvaliteten for den enkelte studerende?
Tanja: Når man bliver tvunget til at tilmelde sig 30 ECTS point og tage sine eksamener til tiden, så bliver der meget fokus på præstationer og deadlines frem for indhold. Jeg tænker, at det rammer overskuddet til at deltage i andre faglige arrangementer på stedet som forskningsgrupper og debatter, men også bare læsekredse og studiegrupper. Det hele er ligesom nødt til at blive skåret ind til benet, men ikke på den gode måde. Spørgsmålet er pludselig ikke, hvad jeg skal forstå, men hvad jeg skal kunne besvare i min eksamen. Det er dybt kritisabelt. Selve de dele af uddannelsen, som egentligt er enormt relevante bliver skåret væk, og det gør, at man ikke får det samlede billede, men kun lige et udpluk af sit fag.
Natascha: Jeg vil gerne have muligheden for at tage en pause, hvis jeg er træt af at studere. Det tror jeg umiddelbart er bedst for min indlæring, så jeg ikke bare går på mit studie for at gå der. Udover det har regeringen hæftet sig enormt meget ved, at man skal være en del af erhvervslivet, når man er færdig. Så kan jeg ikke se, hvad meningen er i, at man ikke skal have mulighed for at tage et praktikforløb, for det giver jo noget erhvervsrelevans. Hvis man vil have fingrene i det, man lærer. Også for at finde ud af, om det overhovedet er det rigtige. Fordi du kan godt sidde og læse en del teori uden at vide, om det praktiske er det rigtige for dig. Det kommer for eksempel til at gå ud over medicinerne, for nu har de ikke længere mulighed for at tage et forskningsår. Og deres uddannelse er i forvejen længere end alle os andres. De kan ikke længere tage et praktikforløb, og de kan ikke tage ud og arbejde i Læger uden Grænser. Med mindre de selv betaler, og hvem har råd til det? Så skal de have et arbejde ved siden af, det tror jeg ikke, medicinere har tid til. Jeg tror desværre ikke, at det er godt for din indlæring og din uddannelse hele tiden at skynde sig.
Men bevægelsens motivation rækker også bredere end fremdriftsreformen?
Tanja: Der er meget fokus på de her to reformer, og vi er blevet omtalt som forkælede unge, der nu brokker sig over, at vi får lidt mere travlt. Det synes jeg er et stærkt forvrænget billede, for en ligeså vigtigt del af vores projekt er kritikken af universitetsloven fra 2003. Det handler ikke om, at vi ikke vil have travlt, men at vi godt vil have travlt med det relevante frem for erhvervslivets krav. I 1980’erne blev det ændret, sådan at forskning og undervisning ikke længere nødvendigvis hænger sammen, og det synes jeg er problematisk. Nu har vi forelæsere, der forsker i noget andet, end de underviser i, mens de underviser i noget, de nødvendigvis ikke har nogen forskningsviden om. Det skaber et brud i hele uddannelsens gang, for den skulle jo gerne være videnskabeligt baseret.
Sille: Jeg hørte om det første blokademøde i november 2014, og inden da havde jeg oplevet en stigende apati i mig selv over min uddannelse Jeg følte, at man bare er nødt til at indrette sig på det, der kommer fra oven, uden at kunne gøre noget. Så kom projektet, og jeg tænkte; ”Ok, så er det ikke ligegyldigt, hvis der også er andre, der har set, at det her er helt galt.” Så var jeg nødt til også at melde mig under fanerne. Så det var et virkelig tiltrængt wake-up call for mig, at man faktisk kan sige fra over for de ting, man synes er forkerte.
Føler I, at I bliver hørt?
Tanja: Langt hen af vejen føler jeg ikke, vi bliver hørt af de rigtige. Hvis vi skulle blive hørt af der, hvor det tæller, så ville det helt klar være ledelsen. Men de vælger i den grad at holde sig for ørerne og nærmest decideret modarbejde. Det er sådan en barnlig reaktion, hvor de bare stejler på trods af, at det egentligt virker som om, de er enige i vores præmisser og konklusion. Men fordi vi blokerer og den slags, så tager de meget afstand fra os og lukker bare ørerne. Det samme kan man sige om vores minister. Nu var hun i åbent samråd i går, hvor hun også stejlede fuldstændigt. Som den eneste står hun og forsvarer fremdriftsreformen, mens alle andre partier og hendes eget bagland siger, at reformen simpelthen ikke holder. Og det er jo lige præcis hende, vi skal have råbt op.
Natascha: Lige nu synes jeg, de glemmer alle os humanister i billedet. De er nødt til at forstå, at universitetet jo rummer mange forskelligartede uddannelser. Der er nogle uddannelser, hvor en tæt kobling til erhvervslivet passer bedre ind end andre. På BSS giver det selvfølgelig mening, men det gør det altså ikke særlig meget på humanistiske uddannelser. Det gør det virkelig ikke.
Hvordan er universitetet blevet en udemokratisk institution?
Natascha: Jeg tror, vi er trætte af måden, universitetets bestyrelse er bygget op på. Der sidder 11 mennesker, hvoraf 6 af dem er eksterne. Her kommer en væsentlig del fra forretningsverdenen. Det er heller ikke længere de studerende, der vælger rektor længere, som det var under den gamle universitetslov. Der var det ligesom universitetet indefra, der tog stilling til, hvem rektor skulle være, nu er det regeringen. Så der er bare rigtig mange eksterne kræfter, som går i vejen for, at de studerende har en stemme, og jeg tror, det er sådan, man tænker demokrati. Alle skal have en stemme, og lige nu er det både de ansatte og de studerende, der faktisk ikke har nogen stemme. Vi skal gøre det mere demokratisk at være studerende på universitetet. Der har ikke altid været topstyre på universitetet. Der har også været en gammel intern forståelse af, at ordensmagten ikke skulle være indblandet i universitetets anliggender, men flere gange har rektor tilkaldt politiet. Pludselig er der nogen, der bestemmer markant over nogen andre.
Men er det ikke rimeligt, at sponsorater giver erhvervskræfterne indflydelse i bestyrelsen?
Natascha: Jeg tror, at vi hæfter os ved, at universitetet egentlig altid har været finansieret af eksterne kræfter. Men det betyder ikke, at mennesker som ikke har deres daglige gang på universitetet nødvendigvis skal spille en så vigtig rolle. Jeg er med på, at når man giver nogle penge til noget, så vil man også gerne have et eller andet at sige. Det mener jeg bare ikke betyder, at man skal sidde i bestyrelsen og tage topbeslutninger. Hvis universitet skal være demokratisk, så skal bestyrelsen også være et udtryk for alle de mennesker, der har en stemme.
Så det er vigtig at få samlet de studerende?
Sille: Vi har fundet frem til, at det er mest effektivt at samle folk omkring en kritik. Det ville ikke være særlig demokratisk, hvis vi var en bevægelse, der udformede ideen om implementeringen af et nyt universitet. Så idealet ligger både på det personlige, konkrete plan, men jo også i den samlede kritik af manglen på et frit uafhængigt universitet. Det handler om at bekæmpe det, der er nu.
Tanja: Hvis man har en ide om, at tingene er kørt af sporet, så mener jeg, at man har en pligt til generelt i et demokratisk samfund at give sin stemme tilkende og gøre noget aktivt for at blive hørt. Derfor er det kritisabelt, at forelæserne ikke er mere aktive i den her kamp. Det undrer mig, at man ikke tager sin stilling mere alvorligt både som demokratisk borger og som én, der burde forsvare lige præcis denne institution. Men samtidig så synes jeg, vi begynder at blive hørt af flere og flere studerende, og det er enormt væsentligt. Det er vigtigt, at de studerende får en chance for at forstå, hvad der sker lige nu og hvilke konsekvenser, det får.
Efter den sidste tids blokade er der tæret på kræfterne blandt bevægelsens medlemmer, så nu er der dømt evaluering og planlægning af fremtidige aktiviteter. De har i den sidste tid fået meget medvind i form af en støtteerklæring fra Dansk Magisterforening, dialog med 3F, yderligere opbakning fra studerende, mediedækning og sidst men ikke mindst en glædelig solidaritetsudtalelse fra universitetets lærere. På torsdag d. 7. maj er der stormøde, og de tre piger understreger med et smil, at alle stemmer er mere end velkomne.
