Spring til indhold
Hjem » Artikler » Den gentænkte genbrugsstation på Godsbanen

Den gentænkte genbrugsstation på Godsbanen

  • af

Hvordan formår Aarhus Kommune at skabe opmærksomhed om storskraldsordningen, som tilbyder private husstande gratis afhentning af deres storskrald? Og hvordan formår de samtidig at bibeholde eller forlænge de herigennem afhentede materialers værdi og lade dem indgå i direkte genbrug? Det er med baggrund i nogle af disse spørgsmål, at AffaldVarme Aarhus søsatte projektet Reuse, som i april sidste år åbnede en genbrugsbrugsstation på Godsbanearealet. Genbrugsstationen har gennemsnitligt 200 besøgende om dagen og defineres som en gentænkt genbrugsstation, der samtidig arbejder mod og ytrer et stort ønske om at være meget mere end en traditionel byttecentral.

Tekst: Karoline Kjær Hansen

Foto: Peter Kirkegaard & Reuse

Går man langs den rå Godsbanebygning og fortsætter gennem det lidt tilgroede og eksperimenterende område foran kulturplatformen Institut for (X), kommer man til en åben asfalteret plads, der mest af alt minder om en parkeringsplads. På pladsens modsatliggende ende tårner et stort, hvidt plastiktelt sig op, hvis gavltop er påklistret et neutralt sort skilt, hvorpå der med hvide bogstaver står REUSE. På en nærliggende telefonmast er der fastspændt et slukket, men dog stadig synbart lysskilt formet som en bred nedadgående pil, hvori der ligeledes står REUSE. Her står jeg en kold torsdag eftermiddag i januar og skuer ud over den asfalterede plads mod det hvide telt, som er en del af Aarhus’ forholdsvis nye, centrale og gentænkte genbrugsstation. Alle mine omgivelsers farver og nuancer synes på grund af dagens tætte skydække på dette sted kun at spænde sig over det grå felt af farvespektret. Men jeg tager ikke mange skridt mod teltet, der er placeret næsten helt henne ved Ringgadebroen, før jeg opdager, at det hegn, som omringer det store telt og dets omkringliggende grund, er pyntet med utallige både klare og falmede farver manifesteret i alle mulige forskellige materialer.

Da jeg kommer nærmere, ser jeg, at der er med store bogstaver står GENBRUG på hegnet. Hvert bogstav har hver sin farve og er lavet af affaldsmaterialer såsom kraftige snører, aflagte cd’er og tomme konservesdåser, som er flettet ind i eller påsat hegnets kvadratiske struktur. Derudover hænger der et gammelt bildæk, som er malet både blåt, hvidt og gult, og et cykeldæk, som er blevet malet hvidt og med indflettet grønt materiale mellem egerne og orange materiale i midten ligner en falsk blomst. Jeg er allerede her imponeret over den kreativitet, som stedet allerede her emmer af. Længst ude i hegnets side ser jeg en trekantlignende plastikskulptur konstrueret af tomme plastikbeholdere for f.eks. vaskemiddel, og i midten ses forskelligt farvede små plastiklåg, der tilsammen danner ordet ”Plastik” og understreger den pågældende skraldespands materialetilegnelse. Da jeg sætter kurs mod indgangen, fanges mit blik af både en stor trækasse med et aflangt hul og påklistrede papstykker og en bred beholderlignede figur tildækket af fastpåsatte tomme øl- og sodavandsdåser.To skilte bekræfter min formodning om, at der er tale om afsætningsmuligheder for henholdsvis pap og tomme dåser. Netop ved siden af står flere af Røde Kors’ tøjcontainere opstillet, og jeg er uden at have bevæget mig ind gennem genbrugsstationens indgangsportal positivt overrasket over den overskuelighed, der er skabt til gavn for de aarhusianere, som ønsker at affaldssortere. Reuse er ikke blot på grund af dens centrale beliggende fysisk lettilgængelig, men gør også selve affaldssorteringen på stedet for den enkelte bruger væsentligt lettere. Jeg er imponeret over den kreativitet og inspiration, som stedet allerede her emmer af – og netop ”inspiration” er et vigtigt nøgleord for arbejdet på Reuse.

EN INSPIRATIONSKILDE TIL AT ÆNDRE DEN UDBREDTE AFFALDSOPFATTELSE

Da jeg går gennem indgangen og befinder mig på den anden side af det udsmykkede hegn, lader jeg blot hurtigt blikket glide ind gennem åbningen til det telt, som rummer mange større møbler, og som havde været mit mål indtil nu. Jeg stopper ikke, men fortsætter min gang mod to gule containere, som med deres farve, glasvinduer og skilteteksten ”Udstilling” øjeblikkeligt har fanget min opmærksomhed. I udstillingscontaineren står bl.a. en standerlampe med en støvgrøn robust skærm, der minder mig om den klassiske værkstedshængelampe, og på containerens vægge hænger indrammede billeder, hvoraf et motiv af The Beatles med en skovgrøn baggrund bider sig særligt fast i min hukommelse. Udstillingscontainerne er med Reuses egne ord forbeholdt noget ”pralværdigt”, som er kreeret efter en indsamling på pladsen og dermed en del af den inspirationsproces, som de på pladsen ønsker at igangsætte. Aktuelt er således også det rum, som jeg ser på min venstre hård, hvorfra der kommer arbejdsstøj, og som jeg senere finder ud af er stationens værksted.

”EN MANDS TRASH, EN ANDEN MANDS TREASURE”

Jeg bevæger mig forbi de gule containere og ind i ”Tingfinderzonen”, som består af fem containere i farverne orange, grå, grøn, blå og rød. Sara Kjær Kroager, som er stedets daglige leder, og som har indvilget i et interview, fortæller mig senere, at containerne er indrettet, som de forskellige funktionsrum, der er at finde i et alment hjem:

”Vi har bl.a. vores containere, der såvidt muligt er indrettet som de forskellige rum i vores hjem, men kun med ting, som folk har afleveret hernede. Altså skrald; noget, som folk har smidt ud, og som man kan tage gratis. I containerne har man en chance for at se det i funktion. På den første container, som bærer farven orange, er ”stuen” og indeholder bl.a. en sofa, et sofabord og en reol med en god samling bøger.

På containerens udvendige side læser jeg ”En mands bøger, en anden mandslitteratur”. Jeg bemærker, at et sådant ordsprog pryder alle containerne, og jeg tænker instinktivt og smilende på sætningen ”One man’s trash, that’s another man’s come-up” fra Mackelmore-hittet ”Thrift shop”. Personligt synes jeg særlig godt om ”køkkenets ordsprog”: ”En mands blender, en anden mands milkshake”. Herinde registrerer jeg både et egentligt køkken i form af en bordplade og køkkenskabe, men også et spisebord og utallige funktionelle glas, tallerkener og øvrige køkkenredskaber. Sara fortæller mig ligeledes i interviewet, at der er en stor opgave i at lære den aarhusianske befolkning, hvad der kan bruges på et sted på Reuse. Men hun uddyber, at opgaven også består af at lære dem, hvordan man genbruger:

”For mange kan det umiddelbart være noget bøvl, fordi man synes, at det er nemmere at tage i Ikea og købe nye møbler, eller fordi man ikke ved, hvad man skal gøre for at få lavet det, som man har eller finder, om til noget godt. Eller bare det at kunne se, at det vil kunne passe ind i ens hjem. Det er for nogle svært, og det er en af de opgaver, som vi har hernede.”Hun fortæller mig også om nogle af de mange arrangementer, som Reuse afholder. Fælles for alle arrangementerne er, at de handler om at lave nyt af brugt: ”For på den måde får man spredt ordet eller idéerne. Og måske kan man også inspirere til noget nyt. Og det er det, som det handler om.

ET MANGFOLDIGT SAMARBEJDE

Tilbage blandt de farverige containere bemærker jeg store plantekasser med visne og forfrosne planter, men som jeg ikke har svært ved at forestille mig bidrager med endnu mere farve og liv på pladsen om sommeren. Derudover spotter jeg også et cykelstativ med

flere cykler, som helt sikkert vil tage sig godt ud på cykelstierne efter en kærlig, opstrammende hånd. Jeg sætter kurs mod det hvide telt, som var det allerførste, der optog min opmærksomhed. Herinde har man mulighed for at aflevere sine egne ting og samtidig se nærmere på de større genstande, som man kvit og frit må tage med sig videre, der på  denne dag bl.a. indbefatter et nyere, knaldrødt lavt skab, en hvid sengeramme, en mørkerød kontorstol og et ældre, fint skab i farven lyseblå. Jeg ser ud af min øjenkrog, at en kvinde forlader pladsen med sin favn fuld af gode fund, og jeg beslutter mig på grund af den bidende kule at gøre hende efter. Da jeg igen krydser den grå, asfalterede plads er det med en overvældelse af de mange indbydende farve- og sanseindtryk, som pladsen har givet mulighed for, men også med en overvældelse af den mangfoldighed, som stedet rummer, og dens varme opfordring til samarbejde og inspiration til kreativ tænkning.

Besøg selv den farverige genbrugsplads, som har åbent alle ugens dage kl.12-17.