Spring til indhold
Hjem » Artikler » Den bestøvlede frivillige

Den bestøvlede frivillige

FOTO Cecilie Dupont

At udføre et stykke arbejde uden at blive belønnet økonomisk lyder som vanvid i manges ører. Hvorfor dog knokle sig selv halvt ihjel uden at få varme knaster ind af kontoens brevsprække?

TEKST Bonnie Hvillum

Det kaldes frivilligt arbejde ude i byen, og det har sneget sig ind i vores bevidsthed som en bestøvlet kat med blød pels. Men hvad skal der stilles op med det dyr?

Cecilie Dupont, 22, som netop har færdiggjort sin Bachelor i Dramaturgi med tilvalg i Begivenhedskultur, valgte for længe siden at se muligheden i husdyret og har i dag erfaring med frivilligt arbejde fra adskillige sammenhænge. Den har både stået på instruktørjobs til forskellige forestillinger og en revy, bar-arbejde, og derudover har hun siddet som frivillig i eventudvalget i Studenterhuset. I foråret: fik hun så et nyt hår på tråden. Hun blev ansat som kommunikationsansvarlig for Danmarks Største Idrætsdag og Fredagsbar, som løber af stablen den 14. september. Bare lige med et snuptag.

The knokkel pukkel man
Arbejdet indebærer at styre al kommunikation, planlægning og redigering af hjemmeside, facebook-side, artikel-skrivning og udsendelse af pressemeddelelser. Ifølge Cecilie er der god grund til alt det frivillige slid. ”Det er fedt at få erfaring inden for området. Jeg møder super kloge mennesker som ved en masse inden for feltet, hvorfor jeg får gode kontakter og lærer en masse. Samtidig føler jeg, at jeg hjælper til en god sag. Arrangementet er noget, der kommer til gavn for en helt masse unge mennesker, som lige er startet på nye studier – og dét er fedt at være en del af!”

Lykken er lunefuld og lige rundt om hjørnet
Men det er ikke kun de nye studerende, som bliver glade mennesker af, at der bliver lavet et arrangement for dem. Cecilie kan også mærke, at hun bliver gladere af, at være med-arrangør for den traditionsrige fredag, som Studenterrådet i samarbejde med Aarhus Universitetssport (AUS) har stået for år efter år. Cecilie fortæller: ”Når man er aktiv med projekter og jonglerer med mange bolde, så føler man sig mere i gang. For der er altså noget med det ansvar – folk stoler jo virkelig på, at jeg kan tage en beslutning, hvilket gør, at jeg føler mig oven-på og stærk. Folk stoler på en – og det kan godt give en et pep.”

Frivillighed gør godt i maven
Denne overvejelse er Cecilie ikke ene om. Faktisk mener flere forskere, at det ikke er tilfældigt, at Danmark – med mere end en tredjedel af befolkningen involverede i frivilligt arbejde – siges at være et af de lykkeligste folkefærd i verden. Professor Veenhoven fra forskningsdatabasen The World Database of Happiness mener, at frivilligt arbejde inde-bærer at forhandle, bygge netværk og medvirke i beslutningsprocesser, hvilket alt sammen bidrager til lykke. Der er således tale om en positiv spiral, hvor frivilligt arbejde resulterer i lykke, og hvor lykkelige mennesker samtidig er mere tilbøjelige til at have overskud og hjælpe andre.

Cecilie forklarer denne cirkel meget godt, da hun bliver spurgt ind til hendes motivation for det frivillige arbejde: ”Det handler om, at man giver noget til andre. Dette arrangement er på et relativt lille niveau, men vi skaber en fest og giver gratis koncerter. Det er ’basic’: Man har lyst til at give noget til andre mennesker og være en del af noget.” Yes. Længe leve frivilligt arbejde.