Delphiner i rummet

Illustration af Kamilla Esbensen.

Først føles det som om, man er med i en sci-fi film. Man er blevet instrueret i skarpe sikkerhedsprocedurer, har iført sig heldragt og handsker, og står i det komplet lufttætte og sterile ren-rum, man kan ikke lade være med at tænke, at det er den type steder hvor zombie-katastrofer starter. Men den tanke går rimeligt hurtigt over. Så står man der og dehydrerer i en lidt for varm heldragt, der ikke sidder helt rigtigt, mens bippende instrumenter og brummende ventilation begynder at gå ud over koncentrationen, der ellers skal være skarp. Fordi mellem hænderne har man en lille kasse, der har kostet svimlende summer, og arbejdet skal være ekstremt omhyggeligt. Det er nemlig svært at få lov til at stramme en skrue lidt ekstra, når den har forladt atmosfæren.

Kassen hedder Delphini-1, og er en såkaldt ‘CubeSat’, en meget lille satellit, som samles af fire andre studerende og mig. Delene er indkøbt af det Aalborgensiske GomSpace, som heldigvis har gjort det meste af arbejdet. I virkeligheden føles det lidt som at få en satellit fra IKEA, særligt da det viser sig, at der mangler nogle møtrikker, som må hentes fra Aalborg i løbet af natten.

Den første af mange

Idéen er, at fysikere, ingeniører og geoscience-studerende skal pege satellittens kamera både ud mod stjernerne og ned mod Jorden. Senere missioner vil medbringe mere specialiseret videnskabeligt udstyr, men Delphini-1’s kamera svarer nogenlunde til et almindeligt digitalkamera. Og da det hamrer afsted i et kredsløb, der bringer det mange gange rundt om jorden hver dag, står man som fotograf over for nogle unikke udfordringer. Derfor forventes det ikke, at man får særlig meget anvendelig data ud af missionen, men i stedet bruger man Delphini-1 til at træne studerende til videre missioner.

For udover at bygge satelitten skal man lære at kommunikere med den via obskure kommandoer, for eksempel for at sikre, at den genstarter, hvis den ikke har hørt fra Jorden i nogle timer. Desuden skal man have gennemskuet en praktisk måde at få billederne hentet ned fra rummet. Mens Delphini-1 er blevet bygget, har et andet hold sat en mandshøj antenne op øverst på en bygning på Katrinebjerg, og bygget et kontrolrum på Institut for Fysik og Astronomi. Antennen kan dog kun nå satellitten, når den svæver over Aarhus. Derfor arbejdes der i disse dage både på at gøre billedfilerne så små som muligt, så man kan nå at modtage dem før satellitten forsvinder ned under horisonten, og på samarbejde med et lignende projekt i Shanghai, som kan stille endnu en antenne til rådighed.

Først til Texas, så mod stjernerne

I det lange løb skal Delphini-1 sendes med nogle studerende til Houston, hvor den vil blive testet og sat på den næste afgang mod den internationale rumstation ISS. De små CubeSats kan nemlig få et lift på en af de jævnlige forsyningsmissioner til rumstationen, hvorfra de kan sendes i kredsløb. Men der er strenge krav, der skal opfyldes, før man får lov at putte noget ind i en raket. Før Delphini-1 sendes nogen steder hen skal den rystes, fryses og bestråles, så man kan se, om vi har bygget den, så den holder til de ekstreme forhold ved en raketaffyring og det efterfølgende kredsløb.

Det er ikke kun sjov og spas at få lov til at bygge sådan en maskine. Mange mennesker arbejder hårdt for missionen, og hvis kassen pludselig falder fra hinanden på vejen, kan man kun bebrejde sig selv. Og når man meget naturligt ingen erfaring har med sådan en proces, kan tvivlen nage ret hårdt. Fik man strammet den skrue godt nok? Sider kablerne helt rigtigt? Har man efterladt et fingeraftryk på solpanelet? Men alt det blegner i forhold til belønningen: At kunne kigge ud mod stjernerne en sommeraften og vide, at noget, man har bygget med sine egne hænder, svæver afsted derude. Det er der ikke noget, der kan slå!