Spring til indhold
Hjem » Artikler » Delfinen på curlingbanen en søndag aften

Delfinen på curlingbanen en søndag aften

TEKST & FOTO Emilie Lukman

Har du brug for nye ideer til en unik weekendaktivitet, der ikke hører under kategorien ’gængse beskæftigelser’, kan du fremover finde inspiration i Delfinens artikler med temaet ’Særlige Weekender’. Følg med, når Delfinens skribenter afprøver sportsgrene, hobbyer og aktiviteter, som kunne være et fornuftigt alternativ til den klassiske biograf- eller bytur. Denne uge har Delfinen været på curlingbanen for at kaste med sten og feje med koste.

Den første søndag i hver måned holder Aarhus Curlingklub åbent hus for potentielle fremtidige curlingspillere med lyst til at udforske curlingspillets enestående, og måske for mange, ukendte facetter.

Delfinen på Glatis
Efter aftale med Aarhus Curlingklubs formand Thorbjørn Jørgensen troppede tre af Delfinens skribenter og bladets chefredaktør op i Aarhus Skøjtehal med varm påklædning og høje forventninger.

Uden nogen anelse om, hvad vi havde i vente, blev vi bedt om at iføre os en look-a-like curlingsko med glidesål. Dette udstyr er et must i curling, da det karakteristiske curling-slide kun kan udføres med et fodtøj, der tillader dig at glide hen over isens overflade, inden du ’sætter stenen’.

Iført en glat skosål, der gjorde det ene ben langt mere ustabilt end det andet, og taknemmeligt klingende til en curlingkost for støtte var vi klar til vores livs første møde med curling. Et hjælpsomt team af erfarne curlere stod til rådighed og var klar til at indføre os i curlingspillets univers. Hver især fik vi lov at prøve kræfter med den delikate blanding af glat is, fejning i løb og kunsten ’at sætte en sten’. En sportsgren der, i sin grundessens består af at kaste med sten og feje med koste, skulle vise sig at byde på rigeligt med udfordringer og anledning til højt humør blandt delfinerne.

Spillets tempo var overkommeligt, men intensiteten steg for hver sten, der blev sendt af sted mod ’huset’ – den zone, som den erfarne curlingspiller er i stand til at placere stenen indenfor. I de par timer, som introduktionen og det efterfølgende spil varede, blev vi overraskende opslugt af spillet. Curlingsport, der for undertegnedes vedkommende ikke vækker megen begejstring, når det vises i fjernsynet, er en helt anden og sjov oplevelse, når man spiller den selv.

Petanque 2.0
Den største udfordring ligger formentlig i at gennemskue spillets strategier og teknikker samt at placere og curle stenene som ønsket. Med den rigtige indstilling, kan curling forstås som en avanceret udgave af petanque, hvor energisk og strategisk meningsudveksling hører sig til. Også her havde vi stor glæde af de erfarne medlemmer af Aarhus Curlingklub. For maksimalt udbytte af spillet kan det med andre ord stærkt anbefales at alliere sig med nogle, der kender spillet bare en smule.

Delfinen havde en yderst underholdende aften, og curling er helt sikkert en oplevelse værd. Så næste gang lysten til en ’særlig weekend’ melder sig, kan det anbefales at have en tur på curlingbanen med i overvejelserne. Måske ses vi?