I århundreder har Vesten på det groveste udnyttet resten af verden. Fra kolonialismens dage til moderne gloablisering og hvad det har ført med sig af overforbrug og udnyttelse af andre nationers naturlige ressourcer. I de senere år kan vi pege på talrige ulovlige krige og indblandinger i konflikter, der ikke kommer Vesten ved. Og nu, da regningen står for døren, kan det kun gå for langsomt med opførelsen af høje mure. Klima- og krigsflygtninge – nej tak! Enten lever man i eller uden for den Vestlige kuppel. På trods af det store materielle overskud, er den interne ulighed i Vesten alligevel tårnhøj, selvmordsstatistikkerne stigende og stress en folkesyge. I hvert fald ifølge Oskar (Jens Albinus). Oskar som lige er blevet afskediget på universitetet for sine kontroversielle holdninger. Oskar som stadig bekender sig helhjertet til kommunismen. Oskar er hovedrollen i det nye teaterstykke KOOL KOOL KINA der i øjeblikket spiller på Teater Katapult på Godsbanen i Aarhus.
“Vi lever i en verden hvor Kim Kar-Fucking-Dashian kan blive præsident!” lyder det foragteligt fra Oskar. Tag nu Kina for eksempel. Her tages der virkelig ansvar for den svage – ikke som et altruistisk selvrealiseringsprojekt, men som noget, man gør, fordi det er godt i sig selv. Kina er det sidste idealistiske samfund tilbage i verden som stadig kan nå at redde Vesten fra forbrugerismen og algoritme-baserede smagsdomme, mener han.
Som publikum drages man ind i den infernoagtige strøm af tanker, der udgør Oskars indre kamp mod Vesten. Han bringer nyt liv til diskussionen om, hvorvidt alle kulturer er lige værdifulde og gode, eller om den vestlige civilisation og styreform er alle andre ganske overlegen? Gentagne gange tager man sig selv i at nikke bifaldende til hans harmfulde anklager, blot for brat at blive ført tilbage til virkeligheden af den skarpsindige Sandra (Sofia Mileva Čukić); en 26-årig museumsdirektør, der som Oskars påtvungne nye arbejdsgiver ufrivilligt indtager rollen som hans terapeut.
Forestillingen er en smuk kunstnerisk kritik af den nye, dominerende og imperialistiske kinesiske ideologi og dens totale kontrol og påvirkning af mennesker både inden for, men også udenfor Kina. Heldigvis går Vesten ikke fri med Oskars velanrettede kritik af både uretmæssige krige i Mellemøsten samt indblanding i såkaldte demokratiske valg i Afrika.
Oskar er søn af ideologiernes tid. Hvor rød virkelig var rød og ‘kompromis’ var et fremmedord. Overfor står hans 20-årige datter: Et produkt af en ny tidsalder hvor idealer godt kan efterleves uden at blive hængt op på ideologiens knagerække. Tiden hvor alting var sort/hvidt er ikke mere, og Oskar er fanget i et vakuum mellem disse to verdener. Kampen for holdepunkter kender vi alle til, hos Oskar bliver den til kampen for personlig overlevelse.
Men det er svært at være kommunist i et vestligt, individualistisk samfund. Adskillige kvinder i forestillingen udfordrer Oskar på hans holdninger, som han beslutsomt stejler over og nægter at lytte til. Disse er chefen Sandra, Oskars’ non-binære barn Sonja, den kinesiske provokunstner Ai og stripperen på den lokale klub China By Night, hvor Oskar på daglig basis drukner sine frustrationer i sex, alkohol og stoffer.
“Where do you think I come from?” spørger stripperen ham med tyk accent “Thailand?” Hun lægger hænderne på ansigtet og vrider i det. “Vietnam?” spørger hun igen, og vrider hænderne den anden vej. Oskar står bare og ser perpleks ud. Hun fortsætter: “Chinaaa? We aaaall look the same to you.”
Kvinderne, der repræsenterer det vestlige samfund, kritiserer Kina for at overvåge sin befolkning, putte muslimer i fangelejre, og bruge mennesker som produktionsmaskiner. Når Vesten og Kina sættes så hårdt op imod hinanden, er det dog ikke blot for at vise deres forskelle, men i høj grad også deres ligheder. Ensomhed og ufrihed lænker mennesker i begge samfund.
Forestillingen er en påmindelse om, at sandheden ikke er så sort/hvid, som vi ofte gerne vil gøre den til. Tiden for binære køn, én sandhed og tre grundideolgier er løbet ud. Tilbage står vi med mange spørgsmål og et behov for stor åbenhed. Hverken Kina eller Vesten følger den eneste rigtige model, og en af de vigtigste udfordringer er netop hvad jeg lige har gjort: Den binære opsætning af Kina mod Vesten. Så sort/hvidt er det ikke. Vi opfordrer enhver der fandt disse tanker interessante at gå ind og nyde forestillingen.
KOOL KOOL KINA får: Fem ud af seks delfiner
🐬 🐬 🐬 🐬 🐬
