Danseforestillingen CARCASS undersøger menneskets angstfulde forhold til døden, og hvad det egentlig betyder at leve og dø. Det er store spørgsmål, der blandt andet performes i scener med dødevaskere, brydekampe, ekstaser og død ved browniebagning.
Du skal dø. Jeg, som skriver dette, skal dø. Selvom døden er et uundgåeligt vilkår, lever vi i en kultur, hvor vi nægter at se den i øjnene. Men netop sådan kan vi finde nøglen til at leve livet mere.
Dette er hovedtematikken i CARCASS på Bora Bora, et danseteater i samme lokaler som natklubben Headquaters, hvis disco-dansegulv man måske har lagt vejen forbi en bytursnat eller to.
Jeg kan dog garantere, at min krop aldrig har vredet sig på det dansegulv, som de seks danseres kroppe i CARCASS gjorde på teaterscenen. Jeg var tryllebundet fra start til slut.
CARCASS betyder kadaver, og kroppens stadier som død, levende og det derimellem, fortolkes af danserne i en performance, der kan beskrives som brutal, uhyggelig, humoristisk, frastødende og poetisk på en og samme tid.
”I FEEL THE BLOOD PUMPING IN MY VAGINA!” råber en af danserne, mens de alle sammen hopper manisk mellem hinanden og sitrer i ekstatisk rus.
”In my life, I never managed to accept my sexuality”, bliver der sagt i en anden scene af en danser, der kigger ud på publikum og gør plads til den næste foran mikrofonen. Skiftevis fortæller de om erkendelser, skuffelser, forhåbninger og drømme for livet og døden.
I en slags TV-gameshow konkurrerer de i at have den mest ”fabulous, perfect death!”, hvor en tager på BDSM-sexmesse og bliver kvalt ihjel, og en anden dør i en katastrofal omgang browniebagning.
Lyden af et menneskets sidste, rallende udånding trækkes ud i en scene, der føles uendeligt lang. Pårørende sørger over den døde, udfører en rituel vask af kroppen, og det forgangne liv bæres væk, vågner op igen og hjælper til med at vaske nye kadavre.
På scenen troner et gigantisk spejl, der tipper forover, så publikum kan se danserne fra flere vinkler. Her gengives de i en ny dimension, der spejler det, som foregår på scenen. Som en skrattende radiostemme på et tidspunkt siger: ”What is life more than just a reflection of death?” Livet og døden hører sammen, og netop denne erkendelse kropsliggør danserne på fascinerende vis i en poetisk, humoristisk og absurd dans med døden.
Og findes der egentlig et bedre tidspunkt at blive konfronteret med spørgsmålet om liv og død end her i dødens pølse-februar måned, hvor alt alligevel er vinterkulde, snotnæser og lang tid til ferie?
Nej! Skynd dig derfor ind og bestil billet til CARCASS, der kun kan ses til og med den 18. februar. For en studerende koster billetten endda kun den nette sum af to café latter (80 kr.)
CARCASS får: Seks ud af seks delfiner
