Spring til indhold
Hjem » Artikler » DELFINEN #200 – jubilæum & kærlighed

DELFINEN #200 – jubilæum & kærlighed

  • af

For 25 år siden svømmede den første udgave af Delfinen ud i det aarhusianske universitetsmiljø. Den var i klassisk sort-hvidt avislook. Siden har den udviklet sig parallelt med teknologien og er blevet et egentligt magasin. Men trods forskellig fremtoning, er det den samme vilje og lyst til at skabe et magasin til de studerende med saft og kraft, der ligger bag.

Dette er hermed et jubilæumsnummer. Ikke bare er det 25 år siden, at det første blad kom på gaden. Ligeledes er der tale om magasin nr. 200. 200 gange har frivillige studerende skabt et magasin til glæde og gavn for Aarhus Universitet. Det skal fejres! Vi har samlet nogle af de gamle redaktører til en snak om deres erfaringer med og tanker om bladet. Vi har også gravet os frem til den allerførste redaktør, til en snak om Delfinens fødsel.

Det hele startede i november 1990, da Lars Utzen Bisgaard og Anna Libak startede et helt nyt magasin. De kaldte det Delfinen, og gjorde det til et magasin for alle AU’s mangfoldige studerende. Læs artiklen om Lars og Delfinens først svømmetag og læs de gamle redaktørers tanker om bladet.

Månedens tema er kærlighed. For er der nogen bedre måde at fejre et jubilæum på end med kærlighed? Kærlighed til en 25 år gammel institution, som har bragt interessante læseoplevelser med sig. Læs derfor også om kærlighed til Aarhus. Kærlighed til Rio de Janeiro. Kærlighed til poledancing. Kærlighed og kys i Uniparken. Og meget meget mere.

Skål i masser af champagne og god læselyst!

Trine Møller: Ansv. Chefredaktør

Eline Eggers: Redaktionschef