Spring til indhold
Hjem » Artikler » Delfinen #198 – Mangfoldighed

Delfinen #198 – Mangfoldighed

  • af

Skærmbillede 2015-09-01 kl. 09.20.40Vi står overfor et helt nyt semester. Masser af nye kloge hoveder vil træde deres første spæde barnesko på de lange gange og i de ildelugtende auditorier. Nogle er gode til ligninger og indviklede formler, nogle brænder for det tyske sprog og andre elsker at nørde med, hvilke våben der blev brugt under første verdenskrig. Nogle vil være små, andre høje. Nogle vil være mørkhårede, andre lyshårede, nogle vil have fregner, andre vil have krøller. AU består af et væld af individer med hver deres historie, hver deres baggrund og hver deres evner. På AU er der plads til alle, og med dette nummer vil vi gerne hylde mangfoldigheden. Til de mange nye studerende skal lyde et stort velkommen! Velkommen til nogle spændende, berigende og udfordrende år på AU! En dannelsesrejse som måske vil føre dig lidt tættere på, hvem du er og hvilken plads i livet, du skal have.

I en tid med hård retorik, hvor de anderledes, dem der ikke passer ind bliver udskældt, vil vi gerne slå et slag for, at vi allesammen kan lære af hinanden, og at der er plads til forskellighed. Forskellighed er smukt og gavner. Lad os møde hinanden med kærlighed og nysgerrighed i stedet for mistro.

Vi har mødt Game of Thrones skuespilleren Dar Salim til en snak om den boble og bedøvelse, vi går rundt i, så vi ikke mærker smerten og fattigdommen i verden og om at åbne øjnene for smerten og lidelsen i verden og gøre sig bevidst, at ikke alle er så priviligerede som en selv.

Læs derudover artiklen om kropsidealer og om at lære at elske vores mangfoldige kroppe som de er. Kast dig over rejsereportagen om to piger der i et øjebliks vanvid valgte at cykle tværs gennem USA og læs den imponerende fortælling om en vandring på Caminoen.


Endnu engang velkommen til alle jer nye dejlige mennesker og godt semester til jer, der er gamle i gårde i universitetsverdenen. Og rigtig god læselyst!