Spring til indhold
Hjem » Artikler » Delfinen #193: Sex

Delfinen #193: Sex

delfin

 

Når den hvide decembersne forhåbentligt begynder at falde, bliver vejene og stierne klædt behørigt på. Ligesom vinteren, der iklæder asfalten sit snesjal, ønsker Delfinen at klæde dig på til julen.

I årets sidste magasinudgivelse sætter vi nemlig fokus på en af de allerstørste gaver, man kan udveksle: Sex. Den gave kan pakkes ind på mange måder. Ofte ses den svøbt i det samme gamle genbrugspapir, der prædiker om, hvordan 10 transformerende tips kan redde dit skrantende sexliv. Andre gange er den plastret til i svulmende pornografi, svimlende penisser og svingende patter.

Men dette indpakningspapir bruger vi ikke. I stedet har vi bestræbt os på at vælge noget andet gavepapir og gavebånd, der kan indhylle sex på en måde, der er udfordrende og væsentlig for Aarhus Universitets studerende anno 2014: De skæve vinkler, de ubehagelige historier og de tankevækkende valg. Det er den indpakning, Delfinens skribenter har gjort brug af. Klippende og klistrende har de knoklet for at få gaverne klar. Og resultatet sidder du med nu.

Læs den ærlige klumme fra offeret for professorens sexchikane. Lær mere om de religiøse studerende, der venter til bryllupsnatten. Eller bliv klogere på, hvorfor sexologistuderende ikke kan få SU.

Til slut ønsker vi at bringe et stort tak til alle bidragsydere, der det seneste semester har gjort, at studiemagasinet for alvor har levet op til sin titel som Danmarks største og bedste af sin slags. Delfinen vender tilbage i det nye år med fornyede kræfter.

Glædelig jul og god læselyst