I klimadebatten har der længe været tale om politisk vilje, at der mangler vilje fra politikerne til at skabe positiv forandring. Men nu hvor klima er blevet in blandt politikerne, er denne bekymring forsvundet lidt i baggrunden, og meget af diskussionen handler nu om, hvordan politikerne har tænkt sig at gøre Danmark grønt, og om det så er nok.
Når vi tænker på klimakrisen, føler vi et behov for at søge efter politikere og løsninger som har blikket i retning af en fremtid, hvor klimaet ikke er en konstant bekymring. Vi har brug for politikere, der ikke lader deres målsætninger begrænse af hvad der på nuværende tidspunkt synes inden for rækkevidde. Vi har brug for at kunne stemme på nogen, der tør tænke og forestille sig en forandret fremtid, der ikke ligger i forlængelse af vores nuværende vaner.
Verden over er der mennesker, der ændrer måden vi tænker på klimaforandringer og kalder denne krise ved rette navn. Her tænker jeg især på Greta Thunberg, den unge, svenske pige, der med sin kraft og medfølelse og en hel generations skuffelse, skærer klart igennem politikernes vanlige debat. Med sine ord kalder Greta Thunberg og verdens unge generation på ansvar og handling fra de voksne politikere. Men Greta og de unge kalder også på den enkelte voksne og unge, der kan det, som hun ikke kan: stemme. Andre endnu tør træde ud af denne magelighed og danne forestillinger om en fremtid og en verden, hvor klimaet ikke bliver solgt til højestbydende. Den demokratiske kongreskvinde Alexandria Ocasio-Cortez har sammen med forfatteren og journalisten Naomi Klein lavet en video, der informerer om klimaforandringerne. Det vigtigste denne video gør, er at tegne et billede af en fremtid, som ikke er sort, fortabt eller besværlig, men hvor vi som menneskehed står sammen om at skabe en ny fremtid. Millioner af unge mennesker verden over vender fællesskabets negative tanker og opfattelser af klimakrisen til tro på, at vi sammen kan handle i tide, kan løfte et deprimerende og politisk betændt emne ud af oliefirmaernes og de dertilhørende passive politikeres hænder.
Mennesker i fællesskab verden over viser hvordan individer i fællesskab gør en forskel, når de sammen vælger klimaet frem for gamle vaner. Vi vrister fremtiden ud af hænderne på mennesker, der tøver med at løfte blikket fra en forestilling om klimaforandringer som en omkostning, en tabersag eller et problem forbeholdt professorer og ingeniører. Mennesker i fællesskab verden over kalder på en ny begyndelse, på at politikere vil gå foran og lede deres folk igennem trusler, lytte til deres bekymringer, hjælpe og være modige og tale åbent og ærligt om den forandring vi har brug for, og hvordan vi når den.
Hvis du på noget tidspunkt i dit liv har følt dig bekymret, når du rettede din opmærksomhed mod klimaforandringerne, så stem på et parti, der har kraft, evne og hvis gode intentioner for Danmark og verdens fremtid stikker dybere end det næste valg. Stem på et parti, der først og fremmest vil gøre en forskel og ikke bare med sædvanlige floskler laver politiske løfter, som så nemt som ingenting kan falde til jorden. Hvis ikke du selv bekymrer dig for klimaet, så lyt til de unge mennesker, den fremtidige generation som ikke har ret til at stemme. Lyt til deres kald og tænk på de børn du måske får i fremtiden. Dine børn vil måske spørge dig en dag i fremtiden, om du stemte for klimaet i 2019, da det var på tide at handle. Spørgsmålet er hvad du kan svare på dette spørgsmål? Vi har brug for politisk vilje til at vende udviklingen. Hvis dette ikke sker efter næste valg, og det samme politiske regime fortsætter, så er spørgsmålet, om det er politikerne, eller os der mangler vilje til forandring?
Klimakampen handler ikke kun om at stemme til politiske valg, men det er måske det vigtigste sted at starte for at få sat gang i en omstilling af de primære årsager til CO2-udledning. Den Grønne Studenterbevægelse er blot én bevægelse blandt mange i Aarhus, Danmark og verden, som har til formål at samle mennesker om at skabe positive forandring for klimaet og organisere fællesskab om den grønne dagsorden.
Janne Winther Jørgensen, Den Grønne Studenterbevægelse Aarhus