Af Signe Gissel Schmidt, cand.mag. og næstforkvinde, Dansk Kvindesamfund
#MeToo blev herhjemme for alvor skudt igang af Sofie Linde, og siden er en feministisk bølge skyllet ind over mange dele af samfundet, heriblandt universiteterne. I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag bringer Delfinen et debatindlæg af næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, Signe Gissel Schmidt, som mener, at kvindekamp bør kæmpes af os alle sammen året rundt – og ikke bare den 8. marts.
Den anden dag, da jeg besøgte Københavns Hovedbibliotek, skulle jeg på toilettet, og jeg fandt vej til det lidet charmerende unisex-toilet. I øjenhøjde på døren foran mig havde nogen (antageligvis en mand) valgt at skrive med en sprittusch ”Kvinderettigheder! Helt præcist hvilke rettigheder har kvinder IKKE?”
Det blev jeg henholdsvis irriteret over, henholdsvis uforstående overfor. Kan vedkommende ikke selv se det? Er det ikke indlysende?
For sådan en som mig er det indlysende. Feminisme og ligestilling er ikke bare noget, jeg går og nørkler lidt med i min fritid. Feminisme er mit grundvilkår; det er min måde at være til i verden på. Feminisme er humanisme; den er helt nødvendig.
Det tror jeg faktisk, at mange mennesker tænker, at det er. Særligt også ud fra det ræsonnement og ud fra den selvopfattelse, at vi her til lands har den der ligestilling; vi er i mål. Vi har den på papiret, og er den nedfældet pr. bogstav, findes den. Og ellers er det menneskers (læs: kvinders) eget ansvar at implementere den:
Barsel? Det kan I selv bestemme derhjemme.
Vold? Så forlad ham dog.
Kvoter? Nej tak, vi skal have den bedst egnede uanset køn.
Topledelse? Kvinder, så kom dog ind i kampen.
Klap på låret? Skub hånden væk.
Og så fremdeles. Vi har endda et ministerium. Vi skal bare lige forstå, at det ikke er helt værdigt til sit eget ministerielle ressortområde… Der er vist også noget med transportsektoren ind over.
Yndig ligestillingsmyte
Vi har den sådan cirka i teorien, den ligestilling dér. Hvad er det så, 8. marts skal gøre godt for? Kvindernes Kampdag, den. 8. marts har været en særlig dato for kvinder verden over siden 1920 (på forskellige andre datoer har der eksisteret en Kvindernes Kampdag siden 1910, som sågar blev indstiftet i København) og siden 1975, hvor den blev officiel i FN-regi. Vi markerer den til stadighed, og også her i Danmark er det en væsentlig mærkedag… For de der altså synes, at ligestilling er en mærkesag. Men den er faktisk også for dem, der ikke synes noget særligt om hverken dagen eller ligestilling. Den er nemlig en påmindelse om det, vi glemmer og den misforståelse, vi læner os op ad; at ligestilling sådan set er en myte, vi har spundet en yndig guldtråd af. Fordi hvem vil egentlig ikke ligestilling? Det lyder så flot og progressivt.
Men altså… Danmark ligger på en 29. plads ud af 153 på World Economic Forums internationale ligestillingsindeks, Global Gender Gap. Faktum er, at mænd og kvinder ikke aflønnes ens. Faktum er, at arbejdsmarkedet er ubalanceret; mænd tjener gennemsnitligt 12,7% mere end kvinder, og kønnene arbejder adskilt i hver sine sektorer. Faktum er, at selvom danske kvinder har et af verdens højeste uddannelsesniveauer, så halter antallet af kvindelige ledere langt bagefter. Det er svært som kvinde at nå højere op end hvad en ph.d.-stilling kan tilbyde. Kvinder tager langt det meste af barselsorloven (i august 2022 træder den nye orlovsmodel dog i kraft; vi venter i spænding) og kvinder klarer hjemmefronten og omsorgsrollen mestendels.
Den mest alvorlige kønsskævhed i overtegnedes optik er vold mod kvinder: Kvinder er massivt udsat for partnervold. 38.000 kvinder udsættes årligt for fysisk vold og 72.000 for psykisk vold i eget hjem. 23% af de 15-49-årige danske kvinder har en eller flere gange været udsat for enten fysisk eller seksuel partnervold eller en kombination. Det er næsten en fjerdedel af den kvindelige befolkning i denne aldersgruppe. Det svarer til, at der i din egen opgang, hvor der måske er 8 lejligheder, findes hele to kvinder, der har været eller er udsat for fysisk vold. 10-12 kvinder slås hvert år ihjel af deres partner eller eks-partner. Året 2022 har til dags dato allerede været særdeles blodig: 5 kvinder er blevet dræbt. Flere af de sigtede gerningsmænd er eks-partnere. Drab på kvinder er den største enkelttype af drab i Danmark, og der slås flere kvinder ihjel i parforhold end i bandekrige. Det her kalder vi kønsbaseret vold og mord, og det er det mest grusomme og ekstreme udtryk for foragt for kvinders liv og udfoldelse. Lad os slå fast én gang for alle, at det handler om bevidst kalkuleret vold og mord og ikke hændelige husspektakler, gensidig vold eller familietragedier.
Der er altså ikke bare brug for en 8. marts en gang om året; der er brug for 365 8. marts’er. Hele året rundt. Vi kan sætte spot på og diskutere nødvendigheden af en fælles feministisk dagsorden én gang om året, og det skal vi. Men vi skal altså også huske alle de andre dage. Uligheden er ligeglad; den bliver ved med at være der, medmindre vi aktivt bekæmper den.
Noget er i gære
Ligestilling – kan vi så hver især selv bestemme, at vi vil det? Ja, det kan vi da. Vi må sådan set gerne organisere os, som vi vil, i vores private liv, hvis alle i det private liv er indforståede. Man må gerne være husmor, hvis det er skønt for en. Vælger man det, må man bare holde sig én ting for øje, og det er, at det ikke ændrer noget (det kan selvfølgelig også være at man er ligeglad. Det anbefaler jeg ikke). Men skal vi rykke på feltet, skal vi gøre det sammen; ingen er en ø, og ingen kan sejle rundt i deres egen jolle alene. Men vi starter med os selv.
De sidste par års livtag med seksuelle krænkelser har pustet liv i det gode gamle 70’ermantra om, at det private er politisk. Der er nogle mure, der bliver nedbrudt i disse år. Der er intet menneske, der har kunnet undgå at forholde sig til anden ombæring af #MeToo i Danmark. Først kom Sofie Linde på banen med sin fortælling om ubehagelige møder med grænseoverskridende mænd i mediebranchen, derefter væltede skeletterne ud af skabene. Kvindelige politikere, forskere, musikere og filmfolk stod frem. Flere mandlige politikere måtte lyne buksen op og pakke sammen. Dernæst berettede kvindelige læger om krænkelser og overgreb. Og ingeniører. Og kvinder i restaurationsbranchen. Og dernæst sagerne om DR Pigekoret og hele oprulningen af TV2’s betændte og (magt)liderlige arbejdspladsmiljø. Modige, modige kvinder stod frem i hobetal.
Vi ser mænd, der begynder at fatte vinket med den meget store vognstang. At det ikke er kvinders kamp alene. At det heller ikke handler om enkelte eller navngivne mænd, men om hele den suppedas, vi kalder strukturen. Det er alt det, vi på en eller anden måde er blevet badet i, der tages op til revision. Potentialet i det er kæmpestort, fordi vores begrebsverden er blevet udvidet. Lige pludselig er den personlige fortælling og den fælleskvindelige erfaring legitim; der bliver lyttet. Og selvom medfarten kan være hårdere end benhård, når man står frem i al sin sårbarhed, så er der gået hul på en boble, en byld. Det gør godt; det letter, når pusset flyder ud.
Ligestilling sker ikke med et trylleknips; det kræver hårdt arbejde, tænders gnidsel, rasende tårer. Men vi er inde på det rigtige spor. Som vi fortsætter ad, 365 dage om året – sammen.
Dette er et debatindlæg og giver som sådant udtryk for skribentens egen holdning.
