Tekst: Vassili Stroganov
Foto: Eline Eggers
Forbrugerisme er i dag større og mere udbredt end enhver religion. Vi er alle sammen forbrugere, og uden vores forbrug ville samfundet ikke kunne løbe rundt. Ironisk nok hænger verden sådan sammen, at jo mere vi forbruger, jo bedre er det for det økonomiske system. Derfor bliver vi konstant hjernevasket fra alle sider til at forbruge mere og mere. Reklamer gemmer sig rundt om hvert eneste hjørne, og vi skal nærmest flyve til månen for at slippe væk fra dem og få lidt fred. Selvom alle disse reklamer prøver at få os til at købe forskellige ting, så er budskabet et og samme: jo mere vi forbruger, jo bedre bliver vores liv. Det kan godt være, at de materialistiske ting gør os glade på kort sigt, men i det lange løb er de slet ikke nødvendige. Vi har i dag flere nye gadgets og ting generelt end nogensinde før, men alligevel er antallet af deprimerede og ulykkelige folk højere end nogensinde før. Som for så mange andre er reklamer og materialistiske ting en del af min hverdag, men for kort tid siden så jeg noget, jeg aldrig havde set før: et eksempel på iskold forbrugeristisk propaganda, der dikterer os alle til at være materialisme-narkomaner.
Jeg kunne simpelthen ikke tro mine egne øjne. Den her gang blev jeg så rasende på grund af reklamer, at jeg slukkede for fjernsynet og kylede min fjernbetjening ind i væggen så hårdt, jeg kunne. Det hele skete under en optakt til en Champions League-fodboldkamp. Det var ikke selve reklamen, der gjorde mig vred, men den flabede og utroligt provokerende måde, den blev vist på. I stedet for at snakke om fodbold i Champions League-studiet, eller vise relevante fodboldklip for at gøre klar til aftenens kamp, valgte produceren at klippe til en montage af klip fra serien The Blacklist, som intet har at gøre med fodboldkampen eller fodbold generelt. Da klippet sluttede, og man vendte tilbage til studiet, sagde værten Jess Dorph Petersen, at man også kunne se ”super serien” The Blacklist på TV3plus, og ikke kun fodbold. Her synes jeg, de gik over grænsen med reklamerne. Når jeg sidder og ser en fodboldoptakt, forventer jeg, at de snakker om fodbold og ikke spytter mig i ansigtet ved at reklamere for en serie bare fordi, de vil have flere seere til deres kanal. Dette er et perfekt eksempel på den forbrugerkultur vi lever i. Man kan ikke længere gå nogen steder, uden at nogen prøver at sælge en noget.
Jeg synes selv, at jeg er forholdsvis god til ikke at falde i forbrugerfælden, hvor det kun er meget få materielle ting, som jeg falder for. En af de få ting er computerspil. Især FIFAspil har jeg brugt rigtig mange penge på igennem årene. Jeg burde efterhånden have lært, at spillene ikke gør mig gladere på lang sigt, men stadig bliver jeg ved med at bruge en masse penge år efter år. Hvert eneste år skal jeg absolut have det nyeste FIFAspil, selvom jeg ved, at spillet næsten er præcis det samme hvert eneste år, bortset fra, at grafikken bliver en lille smule bedre. Hvorfor kunne jeg ikke bare nøjes med ét FIFAspil i stedet for femten? Efter at have købt det nyeste FIFA, ender det altid med, at jeg spiller det et par måneder, hvorefter det ryger i glemmekassen, hvor det bare samler støv. De første par uger er dog fantastiske, og jeg er helt oppe at køre over spillet. Selvom glæden er kort, mener jeg, at den er så stærk i starten, at det for mig er det hele værd, men jeg ved, at denne glæde intet er i forhold til den lykke, jeg får, når jeg er sammen med mine venner, min hund og min familie. Selv i vores materialistiske verden med reklamer over det hele, må vi ikke glemme, at det er i menneskerelationer, at den virkelige glæde kan findes. De virkelige værdier er ikke materielle.
