Tekst: Ida Bæk
Illustrationer: Christian ‘Rigo’ Poulsen
Vi studerende er de artige børn, blomsten af Danmarks ungdom, dem, der ved bedre. Men er vi også dem, der gør bedre? De fleste af os har allerede stiftet bekendtskab med de syv dødssynder i den obligatoriske religionsundervisning i gymnasiet og hvis ikke, kan en hurtig wikipedia-søgning oplyse os om, at hovmod, griskhed, misundelse, utugt, fråseri, vrede og dovenskab er direkte adgangsgivende til helvede. Trods dette bedriver de fleste af os aspirerende akademikere alligevel disse mørke synder til hverdag. Her får du syv eksempler på, hvordan dødssynderne dyrkes og trives i bedste velgående på og omkring AU.
Superbia = Hovmod
Fredag aften. Toilettet, 2. sal, Kemisk Institut.
Der er fest i Alkymia, og musikken kan høres helt op på dametoilettet, hvor køen er uoverskueligt lang. Også til håndvasken er der kø, men det er ikke på grund af hygiejnefiksering. Derimod er det det lille, fedtede spejl over håndvasken, som de unge studiner flokkes om. De lægger mascara på, til de ligner pandabjørne. De tegner røde klovnemunde med halvødelagte læbestifter. De pudrer deres næser så meget, at hvis man pustede til dem ville der sikkert falde en hel bunke lyserødt sne. Jeg sukker dybt og hopper ind i båsen. Toiletpapirsholderen er spejlblank. Jeg tjekker mit ansigt og min øjenmakeup i den og smiler kækt. Godt, at det ikke er mig, der står derude og dækker mig til.
Avaritia = Griskhed
Tirsdag formiddag. Matematisk kantine.
Det er tirsdag, og læsegruppen er gået i kantinen for at fylde op på kaffe og kage før næste forelæsning. Min mave rumler ved synet og duften af den lækre buffet, der møder mig som jeg træder ind i lokalet. Med en pris på 25-50 kr. alt efter omfang kunne jeg jo bare snuppe en lille, billig tallerken. Min krop siger ja, men min pengepung og fornuften beder mig tage mig sammen og passe på mit sparsomme budget. Foran buffeten står to dataloger, der har fundet en måde at nyttemaksimere på; de er ved at udføre kunsten at læsse så meget pastasalat ovenpå deres laksetærte som fysisk muligt med henblik på at få 100 kroners mad for en halvtreller. De bliver ved med at læsse på. Feta. Stegte nudler. Pinjekerner. Agurker. Først da halvdelen af de nytilkomne oliven triller ned ad madbjerget og lander på gulvet, giver de op. De kigger selvtilfredse på hinanden og nikker, hvorefter de bevæger sig i gåsegang hen mod kassen med det vakkelvorne madtårn, der bliver ved med at fælde oliven hele vejen ud af kantinen. Jeg selv vender tilbage til min egen opgave og udser mig det absolutte største stykke gulerodskage på hele instituttet. Min mave knurrer forventningsfuldt.
Invidia = Misundelse
Torsdag eftermiddag. Statsbiblioteket.
Det er torsdag eftermiddag og tid til den ugentlige opgaveregning i læsegruppen, men der går ikke længe, før kombinationen af den velkendte eftermiddagstræthed og sværhedsgraden af Taylorrækken sporer samtalen ind på den penible boligsituation i Aarhus. En af mine holdkammerater fortæller, hvordan hun hver dag må pendle frem og tilbage fra sine forældres hjem i Randers, fordi hun ikke har kunnet finde en bolig i Aarhus til under 4000 kr. De andre nikker genkendende og istemmer, at det er svært at få til at løbe rundt. Jeg tilføjer, at jeg er glad for mit billige værelse på Parkkollegierne. Hun kigger på mig med stikkende øjne og siger, at det er snyd. Jeg vipper lidt nervøst på min stol og trækker på skuldrene. Stemningen er trykket. Jeg ånder lettet op, da objektet for misundelse flytter sig til en anden pige på vores hold, hvis kæreste – der vistnok er professionel fodboldspiller og i øvrigt en ganske flot fyr – har købt en penthouselejlighed i centrum, som hun bor i gratis. Jeg giver de andre ret i, at hun godt nok er heldig. Måske en lille smule for heldig. Jeg tænker på mine 12 kvadratmeter og føler mig pludselig ikke så velsignet alligevel.
Luxuria = Utugt
Fredag aften. Alkymias julefest, Kemisk kantine.
Det er fredag igen. Jeg er fuld. Bare sådan lidt. Luften i kemisk kantine er lummer og stemningen ligeså. Jeg står i baren og prøver desperat at få fat i en lunken øl. Det er stort set umuligt. DJ’en har netop fyret op for TopGunn’s ode til store numser. Jeg fnyser og synes bestemt at sangen er latterlig, men kroppene på dansegulvet fortæller mig noget andet. De vrider sig op og ned af hinanden som slanger, i takt og ude af takt, tæt og svedigt. Jeg tænker på, hvor mange af disse kroppe, der mon vågner op ved siden af hinanden i morgen – og endnu mere på hvor mange, der vil fortryde det bagefter. Bartenderen spørger råbende, hvad jeg skal have, og da jeg igen står trygt med en øl i hånden, får jeg øjenkontakt med en fyr på dansegulvet. Han synger: “Hey pige, hvor har du været hen’, din røv den er stor, jeg vil ha’ den med hjem.” Jeg sender ham et smil og begiver mig dansende hen imod ham.
Gula = Fråseri
Lørdag aften. Fælleskøkkenet, Kollegie 3, Universitetsparken.
Der er julefrokost på gangen. Vi har snaps, lækker mad og godt med julestemning. Frikadellefadet går rundt med et par dunser til hver, men da det når sidste mand i kæden, er der blot én sølle og ensom frikadelle tilbage. Overfor mig sidder min nabo, som allerede er godt beruset, med hele fem frikadeller på sin tallerken. Han er omtrent halvvejs gennem sin tallerken, da han begynder at stirre opgivende på den. Han har det vist ikke helt godt. Fem minutter senere ryger julemaden på retur ud over altanen i et ganske dekorativt mønster på den afpillede rosenbusk. Vi andre sender hinanden himmelvendte øjne over bordet og skuler til de tre frikadeller, der stadig ligger urørte på hans tallerken. Ingen har lyst til at overtage. Jeg tømmer skålen med brune kartofler og hælder godt med sovs på, just-in-case. Lidt efter vender min nabo tilbage til bordet og fortsætter med sine frikadeller. Der grines højlydt. Jeg selv griner allerhøjest og glemmer helt at spise mine brune kartofler, som ryger i skraldespanden kort derefter. Der åbnes en ny flaske snaps, og risalamanden sættes på bordet.
Ira = Vrede
Mandag 11:42. Printerne, Statsbiblioteket.
Det er mandag, og Statsbiblioteket vrimler med travle studerende med kaffeøjne og nervøse trækninger. Jeg står i kø ved printerne og venter på at scanne mit studiekort. Foran mig står en pige med smækbukser og fletning og kopierer fra en kogebog med veganske hverdagsretter. Printerkøen til venstre er lang og urolig. En fyr med stort skæg og briller er ved at printe sin bacheloropgave på nogle-og-tyve sider. Maskinen går i stå halvvejs igennem side 12. Han bander højlydt og kalder på hjælp fra en ældre, kvindelig bibliotekar. Hun trykker lidt tilfældigt på et par knapper, men printeren reagerer ikke og bliver siddende på side 12. Bachelorskribenten spørger, om hun dog ikke kan gøre noget. Bibliotekaren henter en manual og bladrer febrilsk rundt i den, mens køen bagved dem bliver længere og længere, og fyren med skægget bliver tiltagende utålmodig. Til sidst må bibliotekaren give op og henvise til køen til de andre to printere, der slanger sig langt hen mod læsesalens indgang. Fyren med skægget griber sin rygsæk og stormer ned ad trappen, mens han siger: ”Lorteopgave. Lorteprinter. Lortebibliotek.” Vi andre stirrer chokeret efter ham. Ved scanneren er smækbuksepigen stadig i gang med at kopiere opskrifter. Jeg kigger på mit ur og mumler lidt for højt: ”For helvedes altså.” Hun vender sig mod mig og fnyser. Jeg kan mærke, at det bliver en lang dag.
Acedia = Dovenskab
Tirsdag kl. 7:00. Min seng, Kollegie 3, Universitetsparken.
Vækkeuret ringer. Klokken er 7.00, og jeg har forelæsning om en time. Jeg slår alarmen fra. Det bliver heller ikke i dag, at jeg kommer til uorganisk kemi. Whatever. Jeg kommer sgu nok i helvede uanset hvad.