Tekst: Trine Møller
Jeg vil skrive en klumme. Den skal være perfekt, og alle skal beundre den. Og og og beundre mig! Selvfølgelig! De skal hylde mig som den allerbedste klummeskriver, der nogensinde har levet. Udnævne mig til et nyt skrivetalent, sammenligne min skrivestil og mine mageløse evner med alle de store. Problemet er bare, at jeg ikke aner, hvad jeg skal skrive. Det skal være så perfekt, at jeg aldrig kommer igang.
Apatien lægger sin klamme hånd på min skulder, presser mig hårdt ned mod gulvet. Kalder på sin bedste ven præstationsangsten, og udøver voksenmobning. Det skal være det bedste, du nogensinde har lavet, råber præstationsangsten! Du kan ikke! Du kan ikke! Din taber, råber apatien, og giver mig et hårdt klask over fingrene, der hviler på tastaturet, som døde kolde fisk. De gør det fandme hver gang, jeg gerne vil noget.
Hver gang passionen, glæden og umiddelbarheden nærmer sig, kaster de sig over dem, som et tæskehold, og når de er færdige med dem, er der absolut ikke mere i dem at komme efter. Og hvis der er en lille snert af livskraft tilbage, flygter de ligeså hurtigt, de kan løbe på deres små substantiv-fødder.
Uanset hvilket aspekt af mit liv der er i spil, kommer de evige to straks flyvende ind fra siden. Mænd, mit studie, mine veninder, min familie. Jeg vil så gerne, men mit system bliver banket gult og blåt, inden jeg nogensinde kommer videre end til at ville det.
Jeg fokuserer så stærkt på målet, at jeg ikke er i processen. Mit liv skal skinne, være drømmelivet. Jeg skal være perfekt både inden i og uden på. Fejl er ikke tilladt. Og mine to plageånder har vist mig en mageløs og uovertruffen strategi, hvor der aldrig laves fejl, aldrig klumres.
Hvis bare mit liv leves i min forestilling, er alt fryd og gammen. Hvis bare jeg ingenting gør, kan jeg ikke blive skuffet, og ligeså kan andre heller ikke blive skuffede over mig. I min drøm er alting perfekt, kroppen er skinny og stram, alle karakterer er i top, jeg er den perfekte kæreste og veninde, serverer raw food kager og latte på mandelmælk i min lydefri lejlighed. Jeg tjener kassen, redder verden om dagen og har så meget overskud, at når verden er reddet, er der masser af tid i kalenderen til selvudvikling. Selvfølgelig!
Der er bare et stort problem. Jeg lever ikke. Hverken i min drøm, for den er jo bare en drøm, eller i virkeligheden. Jeg eksisterer, accepterer at livet ruller forbi mig, mens jeg klynger mig til mit lille selv-fantasi-byggede dukkehus-drømme univers, hvor de evige to står som effektive fangevogtere ved enhver indgang. Flugtforsøg bliver standset benhårdt, du kan jo ikke, bare opgiv med det samme! Jeg har skabt min egen kuvøse, og lever halvt. Det er deres skyld!
Hvis de kan dræbe, kan jeg måske også dræbe? Altså dræbe dem. Tæve dem ihjel, så de til sidst løber skrigende bort. Så jeg endelig kan begynde at leve. Slippe fri af perfektionismen og dens dræbende indflydelse.
Hov så blev det vist til en klumme alligevel. Helt uden at jeg tænkte over det. Apati og præstationsangst, til helvede med jer!, Errare humanum est – det er menneskeligt at fejle, så kan I lære det!
