På flere områder er de amerikanske universiteter bedre end de danske. Deres forhold til erhvervslivet er for eksempel langt bedre end det, man ser på de danske universiteter. Den generelle service af de studerende fungerer ligeledes bedre end herhjemme. Det mener i hvert fald Jonas Søndergaard Pedersen, som oplever det amerikanske studieliv på egen krop.
Tekst og foto: Daniel Blicher Lauridsen
Jonas har ifølge sine venner altid været eventyrlysten, og denne lyst drev ham i sommeren 2012 til New York, hvor han ønskede at færdiggøre sin kandidat i IT. Det amerikanske studieliv har været en øjenåbner for ham på mange områder, men især ét område finder han ”tankevækkende” – erhvervslivets interesse for de studerende.»To gange om året, har vi produktfremvisning på skolen, hvor nogle af de helt store virksomheder, som Facebook, Google og Microsoft kommer og kigger på vores produkter. Der kommer også en masse presse for at dække fremvisningerne«.
»Det var ikke noget, jeg oplevede, da jeg studerede på Aarhus Universitet. Jeg tror, vi blev ringet op én gang af Vestas, men det var bare til et projekt af en art« erkender Jonas. Han kalder det ”tankevækkende”, at det danske erhvervsliv ikke har større interesse for de danske studerende: »Virksomhederne kommer jo her på skolen for at være up-to-date, fortælle om hvem de er og selvfølgelig for at hyre de bedste studerende. Og det er da tankevækkende, at det danske erhvervsliv ikke udviser større interesse for vores felt og studerende generelt,« udtaler han.
Hvem skal betale?
For Jonas er der en klar sammenhæng mellem de studerendes ambitionsniveau og erhvervslivets interesse. »Det er mit indtryk, at dynamikken mellem de studerende og erhvervslivet i USA er meget bedre end den er i Danmark«, siger Jonas. »Hér bliver vi på en eller anden måde lyttet til, og erhvervslivet interesserer sig for os. Det gør jo også, at ambitionsniveauet blandt de studerende stiger,« siger han. Dertil tilføjer han, at »ambitionsniveauet selvfølgelig også har noget at gøre med, at man betaler så mange penge for at gå på skolen«.
»De fleste studerende har jo belånt sig til skorstenen for at få råd til uddannelsen, og de penge skal jo betales tilbage. Og når man har det in mente, at det kun er én ud af ti, der kommer ind på uddannelsen, så er konkurrencen for at score sig et godt job jo virkelig stor«.
Jonas siger, at konkurrencen og ambitionsniveauet smitter af: »Man bliver jo nødt til at være en meget aktiv studerende, ellers er der ingen, der gider arbejde sammen med én og samarbejdet er meget vigtig for at få et godt produkt til fremvisningerne«.
De studerende er kunder
Betaling for uddannelse er en af de helt store forskelle , der er mellem USA og Danmark. I USA betaler man for at få en uddannelse, mens man i Danmark får penge for én. Selvom det er svært at forestille sig, at man i Danmark skal betale for en uddannelse, så kaster betalingssystemet alligevel nogle fordele af sig.
Betalingen for uddannelsen betyder ifølge Jonas også noget for forholdet mellem de studerende og universitetet: »Fordi man betaler så mange penge for at gå hér, så bliver universitetet også en slags servicevirksomhed. Det er lige meget, om du skriver til sekretæren kl. 24.00, så kan du forvente, at hun svarer. Allerede ved studiestart kunne lærerne alle 200 elevers navne. Lærerne havde fået et billede med hjem af hver elev, som de så skulle lære til første undervisningsgang.«
»Pengene betyder jo også, at universiteterne kan ansætte ekstra personale samt de bedste professorer. Én af vores professorer har jo blandt andet udviklet QuickTime, som er et ret kendt program. Så der er en eller anden respekt omkring dem, fordi de jo har vist, at de kan«, siger han. De danske og amerikanske universiteter er heller ikke ens, når det kommer til inkludering af de studerende.
»På Aarhus Universitet var vi vant til, at vores IT-værksted var uorganiseret, og det betød, at værktøjet ofte gik i stykker. På universitetet i New York derimod er værkstedet meget mere organiseret. Her er der studerende ansat til at varetage værkstedet, så tingene bliver vedligeholdt. Det gør jo, at vi kan lave meget bedre produkter, som vi og kan være bekendte at vise til erhvervslivet,« siger Jonas.
Et fyrtårn
Inden Jonas drog mod New York søgte han en masse legater til at finansiere sine studier. Nogle af legatansøgningerne kastede noget af sig, mens der var andre, han aldrig hørte fra. Det største legat han modtog var på 100.000 kr. Det kom fra Oticon-fonden. Han modtog yderligere 100.000 kr. fra samme fond, fordi de anså ham for et af Danmarks fyrtårne inden for sit felt. De mente, han var en mand med de rette ambitioner. »Det var et kæmpe skulderklap at modtage legaterne, men fyrtårnslegatet er klart det legat, jeg er mest stolt af,« siger han.
Jonas modtog legater på ca. 750.000 kr. Disse penge skulle både finansiere selve studiet, samt hans dagligdag i New York to år frem. »Legaterne var jo dét hele opholdet afhang af. Hvis ikke jeg havde modtaget legater i den størrelsesorden, så havde jeg jo aldrig haft råd til at rejse til New York for at studere. Jeg havde jo et stramt budget, jeg skulle leve efter, og det krævede da en del af mig at planlægge, hvor mange penge jeg kunne leve af i måneden de næste to år frem,« siger han.
Jonas’ ambition er at lave interaktionsdesign med fysiske produkter, og han føler, at han har fundet sig til rette i den noget stressede hverdag i New York. »Byen og studiet er lige som et tog. Enten hopper du på, eller også bliver du kørt ned,« siger han. Jonas valgte at droppe sin danske ydmyghed, og hoppede på toget for at følge sine ambitioner.
Blå bog: Jonas Søndergaard Pedersen
- Jonas Søndergaard Pedersen, født d. 23. august 1984
- Rejste i 2009 rundt i Asien på egen hånd
- Uddannet bachelor i IT fra Aarhus Universitet.
- Efter bacheloruddannelsen ansat hos Spiir, hvor han bl.a. deltog i udviklingen af Spiirs applikation
- Bor i øjeblikket i New York, hvor han er ved at færdiggøre sin kandidatuddannelse i IT.
- Modtog bl.a. et fyrtårnslegat, da fonden regnede ham for at være et af fremtidens fyrtårne.