Tiden er løbet fra nabosprogskabet mellem Danmark og Sverige, og dansk og svensk er i højere grad blevet fremmedsprog for hinanden. Ikke mindst den danske udtale og en manglende interesse for at lære naboernes sprog hæmmer den indbyrdes forståelse
Tekst og foto: Trine Krabbe Oksen
Hans alvorlige, blågrønne øjne ser skiftevis ud af vinduet og ned på dåsen med billig snus på bordet foran ham. Han piller lidt distræt ved klistermærket på dåsens låg.
”Sproget var faktisk noget, der fyldte rigtig meget de første to et halvt år af mit studie”, fortæller han, ”- det var altså en rigtig stor bekymring for mig.”
Han taler et dansk, som afslører, at det ikke er hans modersmål. Svenske udtryk og svensk udtale sniger sig ind i hans sprog. Det runde, danske ’O’ tager i hans mund form som et ’U’, da han rækker mig hånden og præsenterer sig som ”Jon.”
Det vanskelige danske
Jon, med det svenskklingende efternavn Olsson, flytter i januar 2008 fra hjemlandet Sverige til Aarhus, da han bliver optaget på medicinstudiet på Aarhus Universitet.
”Jeg havde ikke nogen relation til Danmark. Jeg skulle bare være læge, og det var ligegyldigt, hvor det var henne”, fortæller han, ”- jeg vidste, at jeg ikke kunne komme ind i Sverige, men så sagde min lærer på gymnasiet, at man kunne læse i Danmark.”
Hans lyse hår og kobberfarvede fuldskæg leder på én gang tankerne hen på Emil fra Lønneberg og en fortidens viking: Det klassisk skandinaviske ydre får ham til at ligne en ’rigtig’ svensker. Det klichéfyldte billede af naboerne på den anden side af Øresund viser sig at være gengældt.
”Inden jeg flyttede til Danmark, tror jeg, at jeg havde den fornemmelse, som en klassisk svensker har af danskere: ’De spiser pølser’”, vrænger han – som for at demonstrere, hvordan det danske sprog lyder i svenske ører, ”- og de snakker sådan mærkeligt.”
Med de danske tv-serier Riget og Rejseholdet som alternativer til et sprogkursus bliver det ’mærkelige’ danske sprog en udfordring for Jon, da han kommer til Danmark. Det bløde, danske ’D’ i ’udtale’ bliver til en hård lyd, da han beskriver sine sproglige vanskeligheder.
”Det, der var meget svært for mig, var at udtale ord – altså, hvor man skal lægge trykket – for jeg kunne egentlig rimelig hurtigt snappe ordene op. For eksempel ’ordentlig’”, siger han på dansk, hvorefter han gentager ordet med svensk tryk på anden stavelse, ”- ’ordentlig’, det er sådan, det danske ord står, men I siger ’årnli’.”
Netop danskernes tendens til at sluge halvdelen af ordene og forskellig trykfordeling på dansk og svensk volder en del frustrationer.
’Vad sa du…?’
De sproglige udfordringer er Jon ikke ene om. Til trods for ligheden mellem svensk og dansk har svenske unge i høj grad svært ved at forstå deres danske naboer. Det viser en undersøgelse af unges ’nabosprogsforståelse’ i Øresundsregionen fra Lunds Universitet foretaget i 2012-13. Lektor i dansk, Robert Zola Christensen, og lektor i fransk, Mari Bacquin, står bag forskningsprojektet. Hele 92 procent af de adspurgte svenskere svarer i undersøgelsen, at talt dansk er ’svært’ eller ’meget svært’ at forstå. Til sammenligning vurderer kun én procent, at talt dansk er ’meget let’.
”Dansk er svært, fordi det på en eller anden måde er ’grødet’”, siger Jon med et lettere overdrevet blødt ’D’, ”- dansk er som en skål, man pisker grød i: ’Fjeh, fjeh’, mens svensk lyder, som om man pisker vand i en skål: ’Dji, dji, dji, dji’”, forklarer han, mens han former en usynlig skål i luften foran sig med den ene hånd og pisker med den anden, ”- jeg er vant til med svensk, at det er højtklingende: ’Varje bokstav uttalas’.”
Dansk-svensk sprogkløft
Ifølge Henrik Jørgensen, som er lektor i dansk sprog ved Aarhus Universitet, volder netop den danske udtale problemer for sprogforståelsen mellem danskerne og vores naboer.
”Dansk udtale er vanskeligheden. Dansk har en helt speciel form for lidt sjusket udtale. Det er i og for sig ikke fordi, man sjusker, det er fordi, der er en vis systematik i, hvordan man udtaler dansk”, forklarer han, ”- hvis man ikke er inde i, hvordan vi gør dét, så er dansk meget forvirrende. Vores udtale er én af de ting, som i hvert fald sikrer, at der bliver en distance.”
De nordiske sprog har gennem de sidste 1000 år bevæget sig i forskellig retning. Gradvise lydudviklinger og forskelligt optag af låneord har øget afstanden mellem dansk og svensk.
”Vi kalder for eksempel en lænestol for en ’lænestol’. Det er et tysk ord, som vi har overtaget. Det kunne svenskerne også godt have gjort”, fortæller Henrik Jørgensen, ”- men de har foretrukket at overtage et fransk låneord og kalder det for en ’fåtölj’. Det er der jo ingen dansker, der gennemskuer med det samme, hvis man ikke kan fransk.”
Slang og faste udtryk, som er specifikke for det enkelte sprogsamfund, kan på samme måde være en hindring for dansk-svensk sprogforståelse.
”Der er ingen (dansker, red.), der kan gennemskue en svensk slang-tekst, medmindre man har sat sig ned og gennempløjet sin ordbog”, siger han.
’Hvaffor noget…?’
Danske unge har nemmere ved at forstå svenskerne end omvendt. Det fremgår af undersøgelsen af nabosprogsforståelse fra Lunds Universitet. 42 procent af de adspurgte danske unge svarer her, at talt svensk er ’svært’ eller ’meget svært’ at forstå.
Danskernes vurdering i en spørgeskemaundersøgelse af egen evne til at forstå talt svensk er én ting, noget andet er sprogforståelse i praksis. Det er ikke bare Jon, der kæmper med nabosproget, da han først kommer til Danmark. Danskerne har også problemer med at tyde hans svenske.
”Jeg skulle finde en lejlighed, så jeg skulle rundt til en masse steder – Borgerservice, Kollegiekontoret, banken – og prøve at snakke med folk. Det syntes jeg var meget frustrerende”, fortæller han, ”- jeg brugte meget engelsk, men jeg prøvede at snakke svensk. Når jeg kunne mærke, at de ikke forstod mig, så sagde jeg en sætning eller nogle ord på dansk.”
Motivation for at lære
Fællestrækkene ved dansk og svensk burde gøre det forholdsvis nemt at lære at forstå nabosproget – hvis man ellers er motiveret for det.
Netop motivationen til at lære sig svensk svigter blandt danske unge. Kun 24 procent er interesserede i at lære svensk. Omvendt har hele 66 procent af svenskerne interesse i at lære dansk, viser undersøgelsen fra Lunds Universitet.
”Det kræver jo nok, at man opdager, at man egentlig godt kan læse svensk, når der er en vilje”, siger Henrik Jørgensen, ”- det handler om at få det spark, der skal til for at opdage, at det altså er noget, man kan.”
Ifølge undersøgelsen fra Lunds Universitet har danske og svenske unge ikke megen kontakt med nabolandet. Den sjældne kontakt med nabosproget betyder netop, at en øget sprogforståelse har lange udsigter.
Fremmed nabosprog – naboens fremmedsprog
Danskere og svenskere har ikke desto mindre fortsat en forestilling om, at vi har en vis indbyrdes sprogforståelse. Det fastslår Robert Zola Christensen og Mari Bacquin i deres undersøgelse. Ligheden mellem dansk og svensk gør, at vi generelt tenderer til at mene, at vi forstår vores naboer – og især, at de forstår os. 59 procent af de adspurgte danskere svarer i undersøgelsen, at de oplever, at svenskerne forstår dansk ’godt’ eller ’meget godt’. Vi danskere tror altså, at svenskerne forstår os, når vi taler vores modersmål. Samtidig mener langt størstedelen af svenskerne selv, at de har vanskeligt ved at forstå det danske sprog.
Med undersøgelsen stiller Robert Zola Christensen og Mari Bacquin spørgsmålstegn ved tendensen til at betragte dansk og svensk som nabosprog. Vores forestilling om en vis gensidig sprogforståelse bygger snarere på en idé om, hvordan det dansk-svenske sprogforhold burde være, end hvordan det rent faktisk er.
”(…) måske er det blevet tid til at nærme sig forholdet mellem dansk og svensk på en ny måde”, konkluderer Robert Zola Christensen og Mari Bacquin i deres undersøgelse, ”I stedet for at sige, at der er tale om et nabosprog, man burde forstå, kan vi sige, at der er tale om et fremmedsprog, der er let at lære.”
”Det er stadigvæk svært”
Jon sidder med klistermærket fra snusdåsens låg mellem fingrene med albuerne hvilende på bordet. Han har foldet det mindre og mindre, imens han har fortalt. I løbet af de godt otte år, han har boet i Danmark, har han efterhånden lært det ’mærkelige’ danske sprog.
”Jeg var lidt flov i starten. Jeg syntes, det var lidt pinligt, at jeg hele tiden skulle spørge: ’Hvad betyder det?’”, fortæller han, ”- men jeg fandt jo hurtigt ud af, at hvis jeg skulle lære det her sprog, så blev jeg nødt til at få nogle input, for jeg kunne ikke lære det gennem bare at observere. Jeg blev nødt til at være en del af det, og når jeg ikke forstod noget, så blev jeg nødt til at spørge for at lære det.”
Selvom han nu har lært sig dansk, oplever han stadig, at sproget kan være vanskeligt.
”Det er stadigvæk svært”, siger han og griner lidt, ”- jeg sidder her nu og skal tænke over tingene, jeg siger. Men det er en mindre udfordring i dag.”
