Vi er nået til onsdag på Roskilde Festival, og det er i morgen, at festivalen for alvor skydes i gang. Det betyder samtidig, at midtvejskrisen og har indfundet sig hos en hel del festivalgængere. Men hvorfor er der egentlig så mange warm up-dage, og hvad skal de gøre godt for?
TEKST Anders Vildsø
Når man vågner på Roskilde Festival sådan en onsdag morgen på festivalens 5. dag, så er det tydeligt, at de første afteners og nætters fest har sat sine tydelige spor hos de morgentrætte festivalgæster. En tur op til citycentret efter morgenmad afslører flere meget, meget ramte folk, og det kan være svært at se, om de lige er vågnet eller først er på vej i seng. Der ligger unge mennesker og sover under de store, hvide agora-pavilloner, og nachos-bakkerne fra den foregående nats sidste måltid er smidt tilfældigt rundt omkring på jorden.
Tilbage i lejren er folk ved at vågne op, og en pige spørger, om meningen med warm up-dagene mon er at gøre alle trætte, inden koncerterne går i gang torsdag? Så slipper arrangørerne af festivalen for, at folk er alt for vilde. Vi griner lidt af det, men der opstår hurtigt en diskussion om, hvad alle disse warm up-dage skal bruges til. Der er blevet flere og flere af dem henover årene, og så sent som sidste år tilføjede festivalen endnu en dag til warm up, da man rykkede åbningen til campingområdet fra søndag til lørdag aften kl. 18.00. Og er en musikfestivals ypperste mål ikke at koncentrere de involveredes fokus på netop musikken – og ikke ‘bare’ tilfredsstille en lyst til at feste?
Der er naturligvis en mængde musik i løbet af warm up-dagene, og med introduceringen af den nye Apollo-scene med fokus på elektronisk musik, som i løbet af dagene op til torsdag hver aften vil være at finde et nyt sted på campingområdet, er der helt sikkert også musikmuligheder. Samtidig er der ingen tvivl om, at i hvert fald en god sjat af de bands, som optræder på Pavillon Junior-scenen, er nogle, man vil høre mere til i fremtiden.
Ifølge Roskilde Festival selv er meningen med de mange dages festival, at det skal være en totaloplevelse. Med andre ord er rammerne omkring musikken også – ifølge festivalen – en vigtig del af det at være på Roskilde Festival. Og med mange aktiviteter rundt omkring på pladsen især omkring de to bycentre, hvoraf de fleste har et humanitært eller kunstnerisk fokus, så forsøger folkene bag festivalen helt sikkert at skabe nogle alternative rammer – også på campingområdet og under warm up-dagene.
Tilbage i lejren er mine lejrvenner blevet nogenlunde enige om, at festivalen dog kan gøre endnu mere for at inddrage deltagerne aktivt under warm up-dagene. Og mere inddragelse fører til mere aktiv deltagelse i hele festivalen – ikke kun når der er musik. Så med håbet om endnu flere brugerinddragende aktiviteter næste år ser vi frem til i morgen, når de mange tusinde campister bliver til ægte festivalgæster, og Kellermensch og de mange andre bands og artister åbner Orange Scene, Arena og så videre.