Lørdag blev endnu en travl dag på Spot Festival. Bjarke og jeg vågnede op til en skinnende sol, men var trætte. Slagsmålsklubben i går trak ud og vi var først hjemme ved fire-tiden. Efter at have forberedt vores interviews var det så op på festival-pladsen, og da vi havde bællet en spand cola, var vi klar til det første interview med Atoi. Vi mødte Ida fra bandet i musikhusets foyer, og satte os ud blandt blomsterne og bierne i den lille have på den gamle eksercits-plads. Her fik vi en god snak om projektet Atoi – om skæve historier og om det vrøvlesprog, som bandet var startet ud med at synge på.
Den varme sol lagde en lun dyne af velvære ned over os, og det var svært at kaste trætheden bort. Mest af alt havde jeg bare lyst til at ligge på græsplænen ud for musikhuset og forsvinde ned i halvsøvnens drømmeflader. Det blev dog ikke til en tur til drømmeland – vi skulle allerede være klar til næste interview med Oh No Ono en halv time efter.
Interviewet blev foretaget siddende på græsset med et knapt så oplagt Oh No Ono – eller det vil sige to femtedele af bandet. Udover at fortælle det knap så kendte eventyr om Rindormen der spiste ungmøer, og om hvordan film fra 50’erne inspirerede bandet, var der ikke meget at komme efter. Resten af bandet kom droppende sidst i interviewet, og her fik vi en lille historie om hvordan et af bandmedlemmerne havde taget en taxa fra Århus til København for at nå en koncert, og var sluppet med 5000 bobs. Det er sku’ engagement.
Igen var der kort tid til vi igen skulle på interviewbænken – heldigvis det sidste. Vi mødte det islandske band For a Minor Reflection, og interviewede dem, på deres managers ønske på Radisson. Hvorfor han var så fint på den forstår jeg ikke, men det lød heller ikke til at bandet gad at lytte til dem, og det på trods af at de selv havde ansat ham. Det mindede mig om den scene i Some Kind of Monster, hvor Metallica beslutter sig for at fyre bandterapeuten, der føler sig som en del af bandet. Interviewet gik godt – de kun 19-årige islændinge var flinke, snaksalige og intelligente at snakke med, så det var en fornøjelse. Vi fik en lille update på finanskrisen på den lille nordatlantiske vulkanø. Den sidste af bandmedlemmer kom først da interviewet var forbi og vi skulle tage nogle billeder – han var nemlig først lige blevet student og var lige kommet fra Tirstrup. På Island ser studenterhuerne ud som i Danmark.
Afsluttende så vi koncerter med Beta Satan, Atoi og Death by Kite. Dragebandet var en stor oplevelse, og en god afslutning på en Festival fyldt med glade mennesker, en afslappet stemning og fokus på den gode musik.
ORD | Jeppe Knudsen
