Dagens første koncert med finske Le Corps Mince de Francoise var et behageligt chok. Tre små piger med alt for store t-shirts og attituder, dansede rundt på scenen til aggressiv pigepop. Musikken, som vel mest af alt kan beskrives som The Ting Tings og M.I.A. med dyb inspiration fra 90’ernes dårligste dancemusik, balancerede på en knivspids mellem det super hippe og det kiksede. Denne dualisme gav musikken en spøjs karakter, og at være til koncerten var lidt som at se et afsnit af The Office – pinligt, sjovt, fedt og forløsende.
I går var en travl dag for Bjarke og jeg. Vi havde to interviews som både skulle forberedes og afvikles. Ved fire-tiden skulle vi mødes med Nicolai fra klezmer-bandet Mames Babegenush. Udover at være forsinket så havde vi regnet med han kom alene. Det gjorde han ikke – han havde slæbt to venner med. Det skulle vise sig at den ene Bo, som også spillede med i The William Blakes i går, godt nok var med i bandet, men den sidste Fridolin, som udgav sig for at være Lukas var ikke med i bandet.
Interviewet gik godt og var temmelig morsomt. Sjældent har jeg hørt så mange røverhistorier på så kort tid. Historier om at gå med kasket på i synagoge, om jødiske dansere der flyver gennem luften og om at fremføre en hel koncert opstillet i kropspyramide.
Da vi bagefter skulle fotografere Mames Babegenush brød de ud i jødisk messen midt i musikhusets gange, hvilket tiltrak en del opmærksomhed og gav nogle mærkelige billeder.
Kort efter skulle vi så interviewe de finske piger fra Le Corps Mince de Francoise. At de var helt balstyriske på scenen og dansede rundt som indianere kunne ikke ses nu. De sad stille og roligt og lod sig interviewe. Det skulle åbenbart vise sig at de i Finland er kæmpestore mediedarlings. Det lod ikke til at påvirke dem. Deres manager var også til stede under interviewet, og gjorde sin tilstedeværelse bemærket ved på et tidspunkt at vælte ned fra stolen.
The William Blakes leverede varen da de kl.19 gik på scenen. Sprudlende og fuld af glæde og livsenergi fyldte de
P3-scenen foran Aros helt op til bristepunktet. Det var dejligt at se nogle ekvilibrister, som legede med deres instrumenter. I showet var der indlagt solo på både elektrisk harpe, mundharmonika, trommer og guitar. Soloer er der ikke mange af nu til dags. Dejligt med en gedigen guitarsolo igen.
Vi kiggede kort forbi White Ponys koncert, hvor en eller anden rapper brokkede sig over at hans mikrofonvolumen var for lav og at vi ikke kunne høre hvad han sang. Jeg er overbevist om at det han sang var ligegyldigt og dumt, og er egentlig glad for det kun var brudstykker der kunne høres. Senere gav Fagget Fairys den gas på scenen, men det var som om Ridehuset ikke helt lettede fra jorden – ærgerligt, for showet var godt. Sidst men ikke mindst bød de sene nattetimer på Je M’Apelle Mads – nu med hoboskæg og egentlig ikke særlig sjov. Slagsmålsklubben sluttede aftenen af, og der gik en eufori gennem Train. Der blev hoppet, svedt og danset.
Nu har jeg ondt i benene.
ORD | Jeppe Knudsen
