Da jeg tidligere på året stødte på et stillingsopslag på AUs jobbank om at blive turistguide i Grønland i sommerferien, gjorde jeg mig ikke mange tanker om landet, før jeg sendte min ansøgning. Heller ikke i løbet af de mange timers terpen af grønlandsk klima, kultur og fauna var det naturen, der kaldte på mig. Det var først, da jeg pludselig stod på kanten mellem is og fjeld efter en lang flyvetur, at det gik op for mig, at naturen her var noget helt særligt. For i Grønland er naturen så storslået, at man slet ikke kan forestille sig det, og diversiteten i landskabet skaber skærende kontraster mellem ishav og fjeld, mellem planter og sten, mellem mennesker og natur.
Tekst af Ida Bæk
19. juli 2015
Kl. 15:37
Kangia Isfjord
Ilulissat, Grønland
Kære grønlandsdagbog
I dag er jeg vandret ud til isfjorden, som min guide-kollega Rasmus netop har lært mig at navigere i. Nu sidder jeg på en lavdækket sten et par hundrede meter fra den røde rute, til trods for at man normalvist ikke må forlade gangstierne i dette UNESCO beskyttede område. Men jeg kunne ikke dy mig; nogle gange må man afvige fra den sædvanlige sti. Jeg har ikke i lang tid følt mig draget af friluftslivet, men der er noget ved fjeldet her, der giver mig lyst til at vandre ud alene i naturen og aldrig vende tilbage. Det er som en ro, der får mig til at tænke, at jeg ikke behøver gøre andet end at kunne løbe gennem de grå-grønne stenbjerge, indtil jeg dør. Eller også er det fordi, fjeldet får mig til ikke at tænke overhovedet. Jeg begynder langsomt at forstå, hvorfor folk fortaber sig i dette vidstrakte land, og jeg ser mig selv være en af de, der ikke kan bo et sted uden udsigt til et fjeld eller et isbjerg. Efter knap 2 uger er det endnu svært at vurdere, om det for mig blot er en fase, eller om jeg vil falde ind under min gudmors udtryk: En gang Grønland, altid Grønland. Indtil videre er denne udsigt til isfjorden til venstre og Disko-øen bag den isbjergsfyldte bugt til højre alt, hvad jeg kunne ønske mig.
I virkeligheden er det med, at jeg er vandret herud nok så meget sagt. Jeg nåede ikke meget mere end en kilometer ind i fjeldet, før der var så smukt, at jeg blev helt benovet og måtte sætte mig. Der er et sært samspil på dette sted; en konflikt mellem den konstante kalden fra fjeldet, der byder mig at gå videre, videre, bestige, besejre, mens isfjordens hvide tinder fastholder mit blik og beder mig om at sætte mig ned og aldrig kigge væk. Man siger at hvert et isbjerg ligner noget forskelligt, og jeg er som tryllebundet af de store krystalmonstre, der rummer langt mere diversitet og inspiration end skyerne i Danmark nogensinde har gjort.
Jeg klasker en myg, der har sat sig på min læg, men en pludselig buldren drager mit blik op mod den hvide ørken. Et stykke er kælvet af, et sted i mængden er landskabet hermed evigt forandret, og der var ingen, til at se det ske. Det eneste vidne om hændelsen er en svag bølgen i det halvfrosne hav, og jeg sværger aldrig at kigge væk igen. Men det er en tabt kamp. Forgængeligheden er en uomgåelig del af skønheden. På klipperne ved vandkanten er stenene bare og fri for den sparsomme vegetation, der pryder toppen af fjeldet.
Gennem årtusinder har bølgernes salte tunger slikket selv de mest hårdføre alger af de sandfarvede sten. Af og til finder man længere oppe i bjergene en mosdækket sten, hvor elskende for årtier siden har ridset deres navne i laverne på stenene. På grund af den langsomme vækst, synes deres kærlighed at stå skrevet der for evigt. Men for mine fødder vokser her dværgbuske og urtelier sammen med blomster, der suger midnatssolens stråler i disse få lyse måneder om året før de mørke og kolde dage rammer for alvor. Det er sjovt hvordan fattigdommen i vegetationen synes mere som en rigdom, og jeg tager mig selv i at glædes over hver en alperose og blåklokke, der titter frem.
Der er en sær, opløftende følelse forbundet med at se på livet, der spirer frem under de mest barske vilkår; selv en storblomstret gederams kan vokse frem, der hvor livet synes umuligt. Man kan ikke andet end at træde med varsomme skridt. Endnu en myg summer omkring min højre kind, hvor den sætter sig og leder efter et sted at stikke. Jeg lader den suge sin nektar; til trods for at myggestik er det sidste, jeg mangler. Her på den vindige klippetop er myggene det eneste selskab, jeg har. Det er kun nede i den vindstille dal, at man finder de små fugle, hedepiber og laplandssværling, der yngler i sommervarmen. Normalvist gør man alt, hvad man kan for at slippe af med denne Grønlands minuscule sommerpestilens; myggenet, lange ærmer og alverdens kemikalier, men den eneste egentlige kur er en tur på havet. Kold vind i hovedet og en sejltur i bugten virker mod det meste. En af de lokale kaptajner fortalte mig, at her, hvor få har biler og de fleste har både, tager man på havet for at slappe af og filosofere over livet. 
Jeg selv har svært ved at sidde stille på en båd; jeg må rundt og kigge efter de hvaler, der ofte finder vej gennem Diskobugten i sommermånederne. På en gåtur for et par dage siden, spejdede vi tre pukkelhvaler en kilometer fra klipperne, og vi løb så hurtigt, vi kunne ned til bredden og kastede os i det iskolde vand uden tanke for isbjerge og det søpindsvin, der lå i en klippesprække ved vores fødder. De få meter vi gispende svømmede føltes som milelange. Også på de mange sejlture er man ofte fristet til også at hoppe i det klare vand, men de lave temperaturer og risikoen for kælvende isbjerge er noget selv ikke de mest dristige kan ignorere.
En enkelt placeret fod eller en skarp styrbordsdrejning kan ligledes have katastrofale følger. Alligevel føler jeg mig mere sikker og hjemme her, end jeg gør noget andet sted i vildnisset. Jeg siger til mig selv, at respekt for naturen er beskyttelse nok, og spejder ud over den hvide fjord. På den anden side sidder der måske en anden og tænker ligesom jeg, men de 7 kilometers afstand gør, at jeg føler mig helt alene. Naturen her i Grønland er smuk og divers og fri for mennesket at nyde, men der er ingen tvivl om, at her i Kalallit Nunaat – Menneskenes Land – er det dén, og ikke mennesket, der regerer.
Om Ilulissat
– Det danske navn for byen var Jakobshavn, mens det grønlandske Ilulissat betyder ”isbjerge”
– Ilulissat er Grønlands tredjestørste by med omkring 4500 indbyggere og næsten lige så mange hunde
– Byen er et yndet turistrejsemål i perioden juni-september, hvor havnen kan besejles og vejret er mildt
– Midnatssolen varer her fra den 21. maj til den 24. juli
Om Kangia Isfjord
– Kangia Isfjord er 70 km lang og i bunden af den findes Grønlands mest aktive gletsjer
– Gletsjeren kælver 86 mio. tons is om dagen, hvilket er 2-3 gange mere for blot 10 år siden
– Isfjorden og det nærliggende fjeld har været indskrevet på UNESCOs verdensarvsliste siden 2004, men området er svært at bevare, da gletsjeren smelter væsentligt hurtigere end tidligere
– Området indeholder desuden Sermermiut, der har været boplads for tre forskellige indvandrede folk fra 2400 f.vt. indtil 1850, hvor de sidste inuitter flytter fra tørvehus-bygden
