Vi kender det alle. Semesterstart. Nye bøger. En SU der ikke rækker til syv bøger til 500 kroner. Så hvad gør man? Skal man bide i det sure æble og betale summen, eller skal man løbe risikoen og anskaffe sig kopier? Disse spørgsmål trænger sig på for mange studerende, og under den nuværende Corona-epidemi er selve adgangen til fysiske bøger yderligere blevet besværliggjort. Og der er vel ikke noget galt i at scanne et kapitel som pdf og sende det rundt til vennerne, vel?
For godt et år siden blev to 25-årige mænd sigtet for ulovlig kopiering og distribuering af undervisningsbøger til studerende i hele landet. Det var den første rigtigt store sag af denne slags. Bag anmeldelsen stod Rettighedsalliancen, en paraplyorganisation for over 100.000 rettighedshavere landet over. Rettighedsalliancens arbejde består primært i oplysningsarbejde samt håndhævelse af ophavsrettigheder – eksempelvis gennem anmeldelser som den nævnte. Delfinens redaktion har talt med organisationens direktør, Maria Fredenslund. Ifølge hende er ulovlig kopiering af undervisningsmateriale et stigende problem:
“Det er desværre et voksende problem. Både fordi, det er svært at håndhæve på området, og fordi det ulovlige indhold findes nemt og tilgængeligt. Hvor mange penge der distribueres for, kan vi ikke sætte et bestemt tal på. Men desværre ser vi, at både lærebøger og film/serier især bliver kopieret meget ulovligt.”
Hvor seriøst oplever I, at de studerende tager ophavsretten?
“Vi oplever, at unge er meget fornuftige og gerne vil gøre ‘det rigtige’. Men samtidig er det også blevet normen, at det er ok, at kopiere ulovligt. Det er den norm, vi prøver at ændre på. Og vi kan også se, at det virker positivt, når vi fortæller om, at det er ulovligt, altså at studerende tager budskaberne til sig. Og så er det selvfølgelig vigtigt at myndighederne, som fx politiet, sætter nogle eksempler, det virker præventivt.”
Hvorfor er det overhovedet et problem – hvem lider skade af, at der bliver taget kopier?
“Det er et stort problem, at dem, der skriver bøgerne, udgiver dem, og sælger dem, ikke får betaling for deres arbejde. Det er ikke anderledes end de konsekvenser, det vil have, hvis folk tog varer ned fra hylderne i supermarkedet uden at betale for dem. For så stopper branchen jo med at lave indholdet. Det får vi dårligere indhold af, og færre bøger. Samtidig så er det et problem fordi mange af de steder, man kan finde indhold ulovligt, drives af kriminelle, som er ude på at lave svindel mod brugerne for eksempel kreditkortsvindel og annoncesvindel.”
Hvilke tiltag kunne I tænke jer, at der kom fra universiteterne og måske politikerne?
“Det er vigtigt, at alle involverer sig i at sende budskaber om, at det er en dårlig ide og har konsekvenser at bruge ulovligt indhold. Det er derfor vi samarbejder med bl.a. uddannelsesinstitutioner om oplysning. Fra politisk side er det vigtigt, at der afsættes ressourcer til at bekæmpe den ulovlige distribution, ligesom man har gjort ved at nedsætte den dedikerede IP taskforce hos Bagmandspolitiet, der bl.a. står bag de sager, du nævner ovenfor.”
Epinion slog i juni 2019 fast, at problemet med ulovlig kopiering og deling af digitale lærebøger stadig er udbredt, og at mere end halvdelen af de studerende, der har benyttet sig af en digital lærebog, har skaffet den ulovligt. Så det er altså ikke for sjov, når Rettighedsalliancen siger, at det er et voksende problem.
Men hvad er det så egentlig, man må og ikke må? Og hvad gør man, hvis man ikke har råd til de vigtige bøger, men ikke vil ødelægge kvaliteten af studiebøger fremover? Disse og mange andre spørgsmål vil Rettighedsalliancen sidde klar til at svare på i næste artikel. Så hvis du, læser, har et spørgsmål omkring copyright, som du ønsker svar på, så tøv ikke med at sende det til os enten på Facebook eller på delfinen@sr.au.dk – du har indtil fredag den 3. april.
